Armstrong igen

Fandt lige på et nyt kælenavn til den navnkundige herre, nemlig Stimu-Lance…

Det er kommet frem fra flere sider, at Armstrong har psykopatiske træk. Flere beskriver ham endda som decideret psykopat. Dette medfører, at han sandsynligvis ikke kan være født kl. 12.37, men at det i stedet kan være kl. 00.37. Så vil Månen nemlig slutte sig til den stærke spænding, vi beskrev i et tidligere indslag (et T-kvadrat) mellem Merkur, Saturn, Jupiter og Neptun. Desuden vil Pluto (psykopati) stå sammen med Venus OG være i spænding til Ascendanten. Dette vil afgjort give psykopatiske træk, men uden fødselstid er det helt umuligt at afgøre astrologisk. Og sådanne diagnoser skal heller ikke frem, så skulle det være fordi der er tale om krigsforbrydere eller lignende. Nok om dette, hvad angår det astrologiske.

En læser har gjort opmærksom på, at han ikke tror, at Armstrong har andre følelser end territoriale behov og at interviewet afslørede ham som rendyrket psykopat. Han undskylder udelukkende, fordi han nu er trængt op i en krog. Ikke ud fra behovet om at lette sit hjerte, men ud fra behovet for at komme ud at køre løb igen, så han igen kan vise verden, at han er den bedste. Behovet for manerkendelse ER dog klart vist i horoskopet, uanset fødselstid. Sådan er det at være født den 18.9.71. Men allermest, hvad man er født i begyndelsen af døgnet. Vi har bragt et andet indslag med en født samme dag, men jeg husker ikke længere, hvem det var. Jeg leder efter ham og vender tilbage, når han toner frem.

Armstrong forsøgte at afkode Winfrey undervejs i  interviewet for at se, hvad hun forventede af svar. Er man uden empati, må man forsøge at lade som om. Her blev Oprah en afgørende faktor for hans svar – ikke hans egne erkendelser eller ønsker. Havde han troet, at han kunne nå sit mål ved at slå løs på intervieweren, havde han gjort det – i det mindste verbalt. Først da han var nødt til at undskylde, gjorde han det, men uden at føle anger eller smerte.

Ovenstående er dog blot læserens bedste bud. Ellers mener han ikke, at Armstrongs reaktioner på skærmen kan forklares ordentligt.

Jeg har dog heller ikke hørt en eneste, der fik dyb medfølelse med Armstrong. Ingen begyndte at græde den nat, undtagen måde hans nærmeste og for en del amerikanere. Man var måske lige ved at få et gran af medfølelse, da han forklarede om, hvor svært det var for ham, da han skulle forklare sin 13-årige som om dopingsnydet. Sønnen havde ellers forsvaret faderen på de sociale medier og skrevet, at hans far var ren. Lidt ægte anger kom der måske ud af det på det punkt. I hvert fald var det det eneste rigtige for ham at gå til bekendelse.