søndag den 25. august 2013

Kommentarer 35 med ugehoroskoper


Kommentarer 35 - ugehoroskoper for alle tegn
 
Information og tilbud
 
Epokegørende astrologibog
Bogen er en meget gammel klassiker, men er nu genudgivet af Astrologisk Museum - Paul Choisnard: ”Arvelighed i nyt astrologisk lys”. Den kan købes på astroshop.dk – og husk, at hvis du er abonnent får du 20 % rabat, hvis du opgiver dit password.
 
Claus Houlbergs klassiker genudgivet
Nu kan du også købe ”Horoskopets 12 tegn” igen på shoppen. De 12 små bøger er udsolgt for fem´s vedkommende, og resten sælges for 20 kr. stk. Også via shoppen, hvor du finder, hvilket 7 af 12, der stadig fås.
 
Billetter til Øksnehallen
Vi har stadig en del næsten-gratis billetter til denne messe (20 kr.) Husk, at gratisbilletterne er afskaffet helt, men 20 kr. er næsten også gratis.
 
 
Ugen, der kommer 35
I denne uge er der virkelig gang i energierne. Man skal være meget klar og velforberedt, hvis man skal starte nye, større projekter op. Der er et såkaldt storkvadrat, som mest er aktivt i begyndelsen af ugen, og som aftager i ugens løb.
I begyndelsen af ugen vil vi sandsynligvis se nogle pænt store udsving på et uroligt aktiemarked. Selv der, hvor der sker stigninger, skal man være forsigtig – de kan være kunstige eller meget kortvarige. Måske endda skabt på et fejlskøn eller direkte forkert grundlag. Faktisk begyndte denne tendens i fredags.  Det bliver meget spændende at følge slagets gang.
Der kan også komme flere konfrontationer i Mellemøsten. Det er i det hele taget en konfrontatorisk uge, især i begyndelsen, hvor man skal være mest mulig forsigtig og først skride til handling, når det er helt tydeligt, at nu skal der ske noget. Og selv der skal man være forsigtig. Hold helst det hele på et beslutningsplan. Hvad angår møder, så degrader dem til at være sonderende, hvor det er muligt. Er det ikke muligt, så tag dine forbehold. Ikke at det absolut VIL gå galt, men der er langt større risiko for det end ellers.
Man har brug for at være alene i noget af tiden, helst et par timer hver dag. Ellers suges energien ud af én. Man bør passe på ikke at gå for langt ud over sine grænser – så lidt overanstrengelse som muligt, men noget vil der altid være med så store spændinger.
Det er også vigtigt at køre forsigtigt i trafikken. Aspekterne begyndte i sidste uge, og der var igen en stigning i antallet af ulykker.
Start early, drive slowly – and reach safely!
 
MANDAG
Det i indledningen nævnte storkvadrat er aktivt i dag, men det afhjælpes lidt af, at Månen går ind og afspænder. Månen står flot til Pluto, og det øger viljen og gør følelserne intense og dybe. Det er vigtigt at tale også til følelserne i dag, ikke kun til fornuften eller pengepungen – hvor manges fornuft jo sidder. Især om eftermiddagen, hvor Månen står flot til humor- og glædeplaneten Jupiter, kan humøret stige nogle grader. Men ellers er det en dag for selvransagelse og i det hele taget fordybelse. Mange har brug for at være sammen med sig selv en del af tiden.  Vær meget forsigtig i penge- og kærlighedsanliggender. Venus er eksakt i spænding til Uranus, og så skal man især passe på impulskøb og impulser i det hele taget. Aspektet kan få det hele til at gå lidt for hurtigt. Nogle gange endda meget for hurtigt.
 
TIRSDAG
Merkur er i eksakt harmoni med Saturn, og det er rigtig godt for dømmekraften, men man skal alligevel lige se sig godt for på grund af de mange spændinger. Tanker og kommunikation skal have dybde og gerne lidenskabelighed.
 
ONSDAG
Spændingerne kører stadig for fuld udblæsning, og Månen er nu med i løjerne – så skal man passe endnu mere på ikke at såre nogen – eller skulle man sige: så få som muligt. Nu handler det ikke om alle tegn, men det kan du se lidt mere om i Lykkes ugehoroskoper. Månen går kl. 1.08 ind i Tvillingerne, og det giver livlighed og snakkesalighed i et par dage. Kl. 4.05 går Mars ind i Løven. Derfor vil mange bestemme, dominere og spille med muskler – og være i fokus. Men nu skal der i et par måneder være højt til loftet.  Specielt hos dem, der er født i begyndelsen af tegnene. Det er mest harmonisk for dem, der er født i begyndelsen af et ildtegn: Vædderen, Løven og Skytten, og til dels lufttegnene: Vandbæreren, Tvillingerne og Vægten. Andre vil mere eller mindre have Mars i spænding og skal passe på ikke at knokle for meget eller forløbe sig. Husk at det kun handler om dem, der er født i de første par dage af tegnene.
Sidst på formiddagen står Månen i spænding til Neptun, og det kan give decideret kaos, især følelsesmæssigt. Midt på dagen står Månen i spænding til Solen, og der gør ikke sagen bedre. Det er VIRKELIG en dag med mange stærke energier, mest de uharmoniske, så planlæg ikke for meget til at ske her – helst slet intet. Tag det i stedet med ro, mediter eller gå en lang tur i naturen. Det bygger den energi op, som man ellers let kan tabe i dag.
 
TORSDAG
Nu begynder tingene at tage lidt af i styrke, da Månen står meget harmonisk til Venus. Især perioden fra tidligt om morgenen til først på eftermiddagen kalder på harmonien. Dagen bliver god at stå op til, selv om man stadig bør udvise lidt forsigtighed på grund af spændingerne. Men som sagt tager de noget af i dag – og også i morgen. Der tales pænt om og til hinanden en sådan dag.
 
FREDAG
Nu sænker freden sig endnu mere, især om aften, hvor Månen står eminent til både Saturn (stabilitet, tålmodighed) og Neptun (fred, intuition og drømme). Solen står også godt til Saturn i dag. Så NU er stabiliteten virkelig ved at tage over efter en turbulent uge. Kl. 13.33 går Månen ind i Krebsen og kræver nærhed og tætte følelser. Familien er i højsædet i et par dage. Sidst på aftenen, eksakt omkring kl. 22.00, men aspektet virker hele aftenen, er Månen i harmoni med Neptun, så her har man mulighed for virkelig at få hvilet ud og være sammen med de nærmeste efter en ellers hård uge.
 
LØRDAG
Så er der lige en meget turbulent dag, hvor man skal passe på, hvad man siger og gør. Merkur står ganske vist flot til Jupiter, og så er der glæde og højt til loftet, og Månen står godt til Solen først på dagen. Månen står godt til Merkur omkring kl. 18.00 og giver god kommunikation. Men så er der tre aspekter, der kan vende op og ned på det hele. Månen udløser nemlig et aspekt, der har kørt gennem hele ugen, spændingen mellem Jupiter, Uranus og Pluto. Og så skal man passe på ikke at overdrive, være flyvsk, at have ingen eller alt for stærke følelser – og at være over-impulsiv. Det kræver en god balancegang, så her er der noget at øve sig på. Men på den anden side skal det nok gå nogenlunde på grund af de tre meget flotte aspekter. Bare man passer på ikke at starte de store projekter op uden grundig forberedelse. Her skal man være forsigtig, men så kan det også lykkes.
 
SØNDAG
Så oprandt ugens mest stille dag, hvor der kun er et eksakt aspekt, nemlig fra Solen til Pluto, som går i dybden med tingene på en lidenskabelig måde. Nu kan der endelig hviles ud efter en hård uge. 
 
Vestas
 
Vestas har fyret topchef Ditlev, som jeg troede ville blive fyret sidste år, hvor Neptun tog hans Sol. I år tager den hans Saturn, og SÅ indhenter skæbnen ham. Til næste år tager den Uranus, så det var på tide at tage affære.  Det egentlige grundlag for fyringen er skabt cirka inden for det seneste år. Så fyringen BURDE være sket sidste forår, som vi skrev. Men det bestemmer virksomheden jo desværre selv nogle gange…
 
TILLYKKE med de 100 år
Den lille Havfrue – halshugning og lemlæstelse
I Danmark er der tre ”personer”, der ligger næsten på (Lange)linie, hvad berømthed angår, nemlig dronningen, Laudrup og så Den Lille Havfrue. Men det er nok havfruen, der løber af med sejren, når det endelige regnskab skal gøres op.
Small is beautiful, siger man her til lands. Den lille Havfrue er indbegrebet af danskhed og symboliserer nationen ned i mindste detalje. Sådan bør det også være, når hun er ”født” i Jomfruens tegn – det vil sige: opstillet. Vi har ikke tidspunktet, men det kunne godt være kl. 13.00. Jeg ved heller ikke, om der var en ceremoni dengang, men ved nogen noget, så sig meget gerne til. For med en sådan berømmelse som havfruen, så BØR vi kende hendes horoskop.
Hvis det viser sig at være kl. 13.00, så står Ascendanten i Skorpionen (død). Hun er blevet myrdet – eller skal man kalde det udsat for attentatforsøg – flere gange. Hovedet er savet af to gange, og en arm er også røget af.
Jeg havde et perifert venskab med Jørgen Nash, som dog benævnte mig som sin gode ven. Hans maleri af Tycho Brahe var udstillet i Astrologisk Museum i en længere periode, vistnok i 1996-98. Det var i hvert fald med, da København var Kulturby i 1996, hvor AstrologiHuset over en hel uge arrangerede sin egen Kulturby 96, da vi ikke kunne være med i den officielle – vi var ikke kulturelle nok. Værket var udstillet i slutningen af 90´erne i Valby, og Nash indrømmede over for mig i den periode, at han var ”morderen”. Billedet blev hentet af sønnen Carsten, lige inden vi flyttede fra Valby til Nørrebro. Indrømmelsen skete, da jeg lavede hans horoskop i restauranten på Københavns Hovedbanegård i midten af 90´erne.
Så vidt jeg husker, var der en sammenhæng med, at han altid kaldte sin kone for Lis havfrue (Lis Zwick Nash).
Ascendanten står i harmoni med kærligheds- og skønhedsplaneten Venus i Krebsen. Og både Krebsen og Skorpionen er vandtegn, som det sig hør og bør for en havfrue.
Men ret skal være ret. Teknisk set er havfruen ikke født i Jomfruens tegn, men i Løvens. Ganske vist så tæt på Jomfruen, at horoskopet skal tolkes som half-and-half. Medmindre havfruen først er blevet indviet eller opstillet ca. kl. 19.00 eller derefter. Så er det ren Jomfru. Men vi må nok nøjes med det halve.
Venus er i konjunktion med Vandplaneten Neptun, der også står for drømme og eventyr, hvorfra hun jo også kommer. Og konjunktionen sker endda i et vandtegn, så det kan ikke være meget bedre.
Herskeren over Ascendanten er Pluto, og den står godt til Solen og gør hende langtidsholdbar. Udlandet kommer ind via Jupiter, som står flot til både Månen (følelser og fædreland) og MC (mål). Denne stortrigon sker i jordtregn, så både jord og vand er meget inde i billedet, hvad der også passer meget flot med virkeligheden. Luften er repræsenteret med fire planeter, og ilden med to. Hun er jo lavet af metal, vistnok kobber, og jern og metal hører til ildtegnet Vædderen.
Sagde nogen, at tidspunkt for opstilling var tilfældigt?
PS: Det skal med, at tidspunktet kunne passe fint med mordet i 1964. Så ville Pluto stå på MC og udløser spændingen til Mars (metal) og Saturn (skæbne) – DET er da godt nok spændende. Mars (hovedet) og Saturn (skæbne) står i Tvillingerne, som harmonerer med de to mordforsøg, hvor man gik efter hovedet.
 
Jernmænd og humor
I de seneste dage har der i København været gang i de hårde aktiviteter – både maratonløb og maratonopera. Søndag gennemførte kronprinsen under massivt presseopbud Copenhagen Ironman – eller hvad den nu hedder officielt -  og burde have Jernkorset af 1. grad overrakt af dronningemoderen.
Som kulisse til ironman´en – eller også var det omvendt – kunne man i Christianskirken overvære Wagners ”Ringen”. En kraftpræstation over flere dage, så enhver ironman godt kunne gå hjem og lægge sig. Antallet af sangere og musiker var skåret ned til et minimum, og alle sangere havde flere roller. Det skulle efter sigende have været ganske fantastisk at overvære. Og så har jeg slet ikke snakket om kirkegængernes udholdenhed i de mange timer på hårde kirkebænke. Man må i sandhed sige, at der var gang i jernet.
På væggen hang endnu en jernmand på sit kors.
Faktisk går der også ild i Ringen, som ender i Ragnarok. Ringen ligger i Rhinen og bringes op (på Jorden), og her har vi pludselig astrologien inde i billedet med elementerne Ild, vand og jord. Og når Ringen bringes op på Jorden, så er luften – det fjerde element – automatisk aktiveret.  Og med jernet har vi endda næsten det femte (kinesiske) element: metal. I kinesisk astrologi har man også træ som element, og det kan man kun forbinde med manden på trækorset – som måske også burde have overrakt jernkorset, men det er jo alt for sent nu.
 
Betalingsringen med humor
Nu har trafikminister Pia Olsen Dyhr klogeligt hamret det sidste som i Betalingsringens kiste, og de fleste er nu så kisteglade, som det nu engang sømmer sig bedst. Pluto gennem Stenbukken har igen øvet sin indflydelse. Nu bliver gamle sager lukket, så man kan lægge ny energi i nye og bedre sager. Betalingsringen er dumpet ned på det dybeste sted i Københavns Havn. Så kan det være, at kommende generationer finder den igen om tusinde år, ligesom det var tilfældet med Ringen i Wagners opera af samme navn. Den blev fundet på bunden af Rhinen, jfr. en anden af hans operaer om Rhinguldet.
Nu skal København altså finde en helt anden løsning – et andet Ring-guld! Nu kommer der sandsynligvis roadpricing.
-          Hvad kan man i øvrigt kalde det, når tilskuerne til Wagners opera i Christianskirken skal betale entré? Betalingsringen, naturligvis! Og præsten holdt naturligvis fri i den weekend, så kunne han passende få plejet sit alter ego, men stort tryk på alter…
 
Eksempler på spændingerne i denne tid
I Ugen, der kommer nævnte jeg, at der er meget stærke spændinger, og at de begyndte i sidste uge. Der har da også allerede været en del drama med uheld og ulykker. Måske er det bedste eksempel helikopterulykken ved olieboreplatformene ved Shetlandsøerne, som havde 3 dødsofre. Heldigvis overlevede de fleste, men det er nu på tide at udvise stor agtpågivenhed i trafikken i hvert fald frem til midten af næste uge, hvor Venus (biler og andre bekvemmeligheder) står i spænding til Jupiter (rejser, Uranus (pludselige begivenheder) og Pluto (død, transformation).
Forbudte afgangstider?
Ulykken skete den 23. august ca. kl. 19.00, og her udløser Ascendanten storkvadratet mellem de nævnte planeter. Men det der udløser faren er, at MC samtidig udløser spændingen mellem Solen, Merkur (trafik) og Neptun, (vand, mangel på kontrol). Det er en meget uheldig kombination, hvor man bør tjekke tingene (køretøjet, vejrliget osv.) godt igennem inden afgang. Men jeg er sikker på, at man i fremtiden vil tage astrologien i anvendelse i forsøget på at minimere antallet af ulykker. Det er naturligvis umuligt at eliminere alle ulykker, men hvis man blot kunne tage toppen af dem, ville meget være nået. Et tidspunkt som dette burde det direkte forbydes at lette uden ekstra tjek – og helst slet ikke.
Det er også sådanne perioder, man skal passe på terror og andre ødelæggelser, såsom skovbrande og naturkatastrofer.
 
Læserindlæg fra Synnøve Sørensen illustrerer trafikspændingerne
På to dage i august skete der hele tre ting med trafikken i Sverige, som alle påvirkede de Svenska Jernvägar i ret stor grad. Heldigvis uden at nogen blev skadet. Jeg var selv med toget den dag.  Vi kom på i Kiruna ca. kl. 16 med forventet ankomst til Stockholm næste morgen.
1. Den 10. august om eftermiddagen kørte toget af sporet i et øde område syd for Gällivare.
Busser fragtede os NÆSTE FORMIDDAG videre fra Gällivare til Umeå. Vi var 350 passagerer i toget.
Busserne har sikkert taget andre passagerer med retur.
For at yde godstoget hjælp, ville man de næste mange dage skulle arbejde med at lave en vej ud til ulykkesstedet.
 
2. Lørdag  d. 10/8-13 om aftenen faldt en køreledning ned et sted syd for Stockholm.
Der gik rygter om, at der på Stockholms banegård var kaos hele natten pga. strandede passagerer, og om at toiletterne satte ud af funktion.
 
3. Søndag d. 11/8-13. om eftermiddagen var der oversvømmelse med jordnedfald i en jernbanetunnel i et område ved Den Botniske Bugt. 180 mennesker har ventet i tog i tunnelen i 1½ time, inden toget kunne bakke ud.
Togene var herefter nødt til at dreje over til andre banestrækninger længere inde i landet for at komme uden om dette  område.
 
Norrbotten Kureren sendte et indslag på 24 Play Nyheter den 12/8. kl. 14.55, hvor de bl.a. interviewede min mand om situationen.
 
Mange hilsener fra Synnøve.
 
Den 10. august 2013 beskrev vi i ”Ugen, der kommer” som trafikalt risikabel, også hvad angår forsinkelser. Ud over T-kvadratet mellem Jupiter, Uranus og Pluto stod Merkur (trafik) i spænding til forsinkelsesplaneten Saturn, som også står for skæbne. Heldigvis skete kun forsinkelse for SS og hendes mand KS. Men de måtte ud på store strabadser på deres tur. Den 11. august faldt Månen ind i spændingerne, og så kom en tunneloversvømmelse til. Så vil man være mere sikker, så undgå sådanne stærke spændinger under rejser. I det mindste, når rejsen påbegyndes.
Flere og flere får deres rejser tjekket astrologisk i god tid, før de drager af sted. Der var en helt speciel oplevelse i forbindelse med tsunamien 26.12.04. Jeg anede ikke, at der var noget, der hed tsunami på det tidspunkt, så det var svært at advare specifikt imod det. Derimod kunne jeg mane til forsigtighed med vand, og det kom en mor og hendes datter til gode. Moderen havde fået lavet sit horoskop kort før afrejsen, og da de hørte havets rumlen 2. juledag, begav de sig sammen med nogle andre skyndsomt op i bjergene bag hotellet og slap uden en skramme.
 
Finansloven offentliggøres
Den 27. august kl. 10.00 offentliggøres finansloven. Don Corydone er dog først på kl. 11.00, men loven er offentlig fra kl. 10.00. Og det er et meget uheldigt tidspunkt. Fra ca. 9.30 til 10.15 udløser BEGGE hovedakser storkvadratet, og det er godt nok hård kost. Viser udfordringerne sig ikke straks, så vil de uundgåeligt vise sig på sigt. Det kan se ud, som om der vil blive ballade i forhandlingerne, eller at det medfører uholdbarheder på sigt – eller begge dele.
 
Vuelta a Espana
Sørme om ikke også Vuelta startede på en storspænding – AC/DC-aksen. Den 24. august 2013 kl. 18.48 gik starten i Vilanova de Arousa i Vestspanien. Rytterne skal passe på uheld. Der er mulighed for at en del udgår – flere end ellers – og at der kommer en overraskende vinder. Vi følger løbet direkte på bloggen, hvor du også finder alle de andre forudsigelser om sportsresultater.
 
Eksempel mere fra sporten
I sidste uge blev træner Jacobs fyret fra FCK og erstattet af Ståle Solbakken, hvad der nok skal hjælpe til en start. Om det er holdbart og nok til at sikre mesterskabet er dog meget mere tvivlsomt. Her skal man også se på de andre træneres horoskoper, men vi er snart klar med en slutstilling til foråret i Superligaen. Transfervinduet skal lige lukke først. Men for at gøre trænerskiftet færdigt, så er Ståle dels tiltrådt på nogle stærke spændinger, og dels er der store spændinger i hans eget horoskop. Det kan dog godt gå hen at blive forår, før det for alvor viser sig udfordringsmæssigt. Her går Neptun i spænding til hans Sol, som det sig hør og bør, når man hedder Solbakken...
 
Pave Frans
Selv Paven har besøg af Pluto (transformation, sex, korruption) og Uranus (nytænkning). Det er ikke så underligt, nu hvor han går til kamp mod pædofili i præstestanden samt evigt tilbagevendende skandaler i Vatikanets bank, der i det mindste tidligere havde forbindelser til mafiaen (også Pluto). Begge planeter er nu i spænding til Descendanten og Merkur, så hans aktion kan godt risikere at ”udløse” noget af et ramaskrig. Der er dog en del harmonien der hjælper ham. Good luck, may God be with you!
Frans er født den 17.12.36 kl. 21.00 i Flores, Buenos Aires.
 
 


UGEHOROSKOP uge 35 af astrolog Lykke Larsen, læs dit dagshoroskop på www.kvindetid.dk


 

VÆDDER
Der kan opstå spændinger mellem dig og en kollega på jobbet, men lad det ikke afholde dig fra at kaste dig ud i nye, spændende projekter. Du vil se nogle fantastiske resultater, hvis du ikke lader dig stoppe. Der er spændende nyt på kærlighedsfronten, tag en chance.
PS: Fokuser på det vigtige.
TYR
Det eneste du nærmest kan regne med i denne uge er, at det hele bliver noget utilregneligt. Derfor er det vigtigt, at du er fleksibel og ikke lader dig slå ud af de uforudsete ting, der kommer din vej. Der sker ting og sager i din bolig, og det går stærkt, så tag endelig fat.
PS: Motion er virkelig godt for dig.
TVILLING
Der er en særlig intens spænding og tiltrækning mellem dig og din partner. I kommer langt ved at tale sammen, så sørg for, at I også bruger tid sammen. Når det kommer til penge, så hold lidt igen. Det er heller ikke den bedste uge til at indgå økonomiske aftaler.
PS: Lov ikke noget, du ikke kan holde.
KREBS
Du kan tillægge andre mennesker værdier og holdninger, som de slet ikke har. Du er egentlig god til at gennemskue tingene, så stol på det du mærker. Tempoet falder noget, og det passer dig godt, du kan nu følge op på tidligere projekter og lukke nogle igangværende opgaver.
PS: Vent med at gå i gang med nye opgaver.
LØVE
Da Mars flytter ind i dit tegn, vil du mærke en markant øget energi. Det er dog ikke hele tiden, for du vil også have behov for at ”dovne”. Find en balance, så det ikke bliver stop/start, hele tiden. Du er god til at forhandle, men når det kommer til penge, kan du faktisk blive snydt.
PS: Nyd de dejlige øjeblikke.
JOMFRU
Det tager tid for dig at skabe overblik. Det er et grundigt forarbejde, der i den kommende periode vil lægge grundlaget for succes. Det kan til tider være svært for dig at få handlet, og da du kan være meget selvkritisk, vil du hamre dig selv i hovedet med det - tålmodighed skal der til.
PS: Bed venner eller kollegaer om hjælp.
VÆGT
Nye og spændende muligheder viser sig for dig. Men det er ikke ufortjent, du er god til at ”netværke”, og samtidig drømmer du store drømme. Disse drømme kan du faktisk føre ud i livet, du skal bare tro på det. Du behøver ikke sige ja til alt, men du vil nyde diverse arrangementer.
PS: Revurder dine mål.
SKORPION
Arbejder du for det, så er der nærmest ingen grænser for, hvad du kan nå. Det gælder især på arbejdet. Du er god til at hjælpe andre, men det må ikke blive på bekostning af dit eget, da du kan nå meget langt. Du er mere heldig end ellers så udnyt de gode aspekter.
PS: Stol på dine egne ressourcer.
SKYTTE
Hvis du ikke får ryddet noget af det gamle ud, mister du overblikket. Tag derfor fat og sælg eller giv det væk, der bare fylder op. Afslut også gamle opgaver, hvor du kan, så du får plads til noget nyt og spændende. Pas på med ikke at indgå aftaler, før du har set grundigt på dem.
PS: Meld dit til et spændende kursus.
STENBUK
Du vil nyde at bruge tid sammen med din partner. Find på spændende arrangementer, så I kommer ud og oplever noget nyt sammen. Du har brug for at have kontrol, så du kommer til at arbejde hårdt. Mister du overblikket, så bliver du nemlig meget stresset.
PS: Det må også gerne være sjovt.
I
VANDBÆRER
Undlad at engagere dig i magtkampe eller deltage i andres kampe. Du har ikke så meget energi, så det er vigtigt, at du bruger tid på dine egne ting. Din omgang med overordnede eller autoriteter er anstrengt, så vær ekstra opmærksom på, hvad du siger. Lyt til din krop og få slappet af.
PS: Hæng dig ikke i detaljer.
FISK
Hvis du er på udkig efter et andet job eller ønsker mere ansvar, hvor du er nu, så er det en god uge til at ændre på tingene. Hold dig ikke tilbage, men tænk store tanker. Det er ok, at være lidt egoistisk i denne uge, for du har nogle spændende muligheder.
PS: Du ved bedst selv, hvad du skal.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar