søndag den 8. september 2013

Kommentar 37

Kommentarer 37

Information og tilbud
Det blev til et meget kort indslag om astrologi på DR2 Temalørdag i går, men det lægges på YouTube i begyndelsen af næste uge.

Sikken historie med tv-optagelser til 7-9-13
Nu er det næste blad snart klar til tryk med mange spændende artikler, bl.a. temanummer om genier og genialitet, relationshoroskop mellem Spies og Glistrup, Jim Lyngvilds horoskop tydet både almindeligt og med de nordiske guder. Desuden om det nye koncept Vægthealing (erhvervsastrologi), udvælgelsesastrologi som i det med de mange bryllupper på Københavns Rådhus, der gav ønsker fra mange blade og tv-stationer, herunder BBC News. Men det ramte jo lige min deadline på HOROSKOPET klokkeklart, så det blev et nej tak, selv om BBC News har millioner af seere. Men vigtigst af alt er jo vores eget elskede magasin.
Jeg havde på fornemmelsen, at der ville blive noget bøvl med deltagelsen i Temalørdag. Ud over at falde sammen med egen deadline, så var det umuligt at finde en p-plads i nærheden af rådhuset, så jeg måtte parkere langt væk og tage en taxa til og fra rådhuset. Et forsøg i P-kælderen i Industriens Hus lige ved rådhuset var ved at få den konsekvens, at jeg slet ikke kunne være med, for vi var flere biler, der strandede ved enden af den stejle nedkørsel til p-kælderen. Det røde lys lige før nedkørslen var i udu, og lige før mig var en udlænding, vistnok franskmand, ved at gå i panik, fordi der i kælderen stod, at der var optaget! Og vi kunne ikke køre ind og vende, for barren var bare låst. Han forsøgte at vende sin bil på den beskedne plads, men det var naturligvis halsløs gerning. Så begyndte han at bakke op, hvilket jeg så også måtte. Og i mellemtiden var flere biler kørt derned, og det endte med, at vi bakke stejlt opad i kortege. Og her skulle alle så bakke ud på H.C. Andersens Boulevard, som er stærkt befærdet på alle tider af dagen. Det tog sin tid, men lykkedes til slut. Jeg var  fuldstændig udmattet af p-plads dramaet, men nåede dog at komme præcis til aftalt tid, den 27. august kl. 13.00, hvor horoskopet for trafik og kommunikation, herunder tv, heller ikke stod specielt godt. Nå, jeg nåde frem, men var fuldstændig gennemblødt af sved. Der kom ikke en taxa, så jeg hhv. gik og løb helt ind til Hovedbanen, hvor jeg ikke kunne længere, men endelig fandt en taxa.  Minsandten om det ikke viste sig, at taxaen ikke måtte dreje ned til rådhuset, men var nødt til at køre hele vejen uden om. Sveden har sikkert været så udtalt, at det ikke kunne retoucheres væk, og så var de måske nødt til at ”retouchere” næsten hele interviewet væk. Det vil i hvert fald passe fint med de stærke spændinger for optagelserne Sikken dag.

Ugens syner af Kirsten Brun
Ugen er præget af valg på alle mulige måder. Valg, som kan ændre både de store og de små temaer i livet. Det er næsten alt, som bliver taget op til overvejelse. Det gør ikke ugen nem, men det gør den spændene og anderledes. Der er rig mulighed for at tage store beslutninger i livet, men også mulighed for at se på de små dagligdags valg. Det er ugen, hvor alle energier vil hjælpe til med, at du kan ændrer de ting, du længe har ønsket.
Fra midt på ugen kommer der en spændende og udfordrende kommunikations-energi. Som på mange måder gør det nemmere at få tingene sagt. Det er altid godt når hovedenergierne handler om valg. Men det betyder også altid, at der vil blive sagt mere end godt er. Så det er en god ide at tænke, før man taler.
Det er også valg, der præger den politiske scene - både egentlige parlamentariske valg, men også mange seriøse valg i den daglige politik. Især udenrigs- og socialpolitik vil blive store emner. Obama ser ud til at være præget af sin modstand mod krig. Det er et stort, vigtigt og sjældent valg for en amerikansk præsident at vente på FN.
Verden er i omvæltning, og derfor er valgene i livet vigtige. Både i den store verden men også på det stille personlige plan. Så det er en vigtig uge!

MANDAG
Kl. 3.44 går Månen ind i Skorpionen og giver et par dage med dybde og intensitet – og knap så megen smalltalk. Kl.9.07 går Merkur ind i Vægten, og så kommer en periode med selskabelighed og åbenhed – meget kommunikation, dog ikke de første par dage i ugen. Det skulle da lige handle om vejret, der nu slår om, og vi går væk fra det fine sommervejr.
Mars er i dag i eksakt spænding til Saturn. Det vil sige, at hvis vi sammenligner med at køre bil, så jokker man både speeder (Mars) og bremse (Saturn) i bund på samme tid. Og så kommer man ikke ret langt. Dagen maner til stor tålmodighed, og den sættes virkelig på prøve, ikke alene af Mars, men Månen står på Mars ved 19-tiden, så der er lagt op til en aften, hvor man sættes på prøve, måske på grund af træthed eller decideret udmattelse. Heldigvis står Månen flot til både Neptun og Pluto, så det psykiske og åndelige område er godt kørende. Det er den fysiske verden, kroppen og jobbet, der er mest udfordret. Og så lige følelserne sidst på eftermiddagen og først på aftenen.

TIRSDAG
Månen står fantastisk til både Solen og Jupiter, og det giver en rigtig god dag, selv om Mars stadig er lidt gal i knolden. En dag med glæde og humor, så det kunne godt give en lille festlig komsammen. Humøret er i hvert fald bedre end i går.

ONSDAG
Kl. 8.16 går Venus ind i Skorpionen og giver stor lidenskab. Lidt senere, kl. 8.36, går Månen ind i Skytten, hvor der sker det modsatte: glæde og humor, som også vil være inde i billedet i et par dage. Midt på eftermiddagen står Månen i spænding til Neptun, hvilket kan give følelsesmæssigt kaos. Først på eftermiddagen står Månen flot til Merkur, og det hjælper godt på tingene, for det giver klar kommunikation. Man skal dog stadig lige sørge for ikke at tiltrække kaotiske følelser på grund af Neptun. Altså en lidt blandet eftermiddag, men sådan er livet jo ofte.

TORSDAG
Ved 20-tiden står Månen i spænding til Solen og kan give følelsesmæssige udfordringer. Skytten giver flyvskhed og flagren, og Solen i Jomfruen er stringent og har styr på tingene. Men altså ikke helt denne aften.

FREDAG
Kl. 11.56 går Månen ind i Stenbukken, og så følger et par stabile, ansvarlige og disciplinerede dage. Omkring kl. 18.00 står Månen rigtig godt til både Venus (penge, komfort) og Neptun (drømme, intuition), så det kan faktisk blive en ganske eventyrlig dag, specielt den sidste del af døgnet.

LØRDAG
Lidt over midnat står Månen på Pluto, og det kan give en urolig nat. Nogle vil måske få mareridt eller sove uroligt, så gå tidligt i seng. Ca. kl. 6.00 er Månen i spænding til Uranus, som giver uro og stress, så det er en urolig optakt til lørdagen. Ca. kl. 17.00 står Månen i spænding til Jupiter, og det kan give overdrivelser og flyvskhed.  Desuden står Merkur i eksakt spænding til Pluto, så det kan komme en meget urolig og konfronterende dag ud af det. Man bliver klynget op på det man siger og gør. Man må være glad for de virkelig fine aspekter fra Venus til Neptun og fra Mars til Uranus. Kærligheden har gode kår, hvis man blot ikke er alt for konfronterende, medmindre der er ting, men ikke kan vente med at få talt igennem. Så er det en god dag til det, men det kræver, at man afsætter den nødvendige tid til processen. Gør man det, kan der komme fine og ganske overraskende løsninger ud af det – og de kan være meget opfindsomme og være skabt ud af intuitionen.

SØNDAG
Månen går ind i Vandbæreren kl. 14.05, og så får vi et par dage med behov for frihed og afveksling. En stille søndag.



Erna Solberg vinder valget i Norge
Den kommende statsminister i Norge hedder med stor sandsynlighed Erna Solberg fra partiet Høyre. Hun er født den 24. februar 1961 og er derfor i gang med en transit Neptun hen over sin Sol, hvilket giver behov for tilbagetrækning, hvad der jo ikke lige er aktuelt nu, hvor hun ser ud til at blive statsminister. Og jeg må sige, at lige præcis i september står hendes stjerner rigtig godt, og Neptun er ikke eksakt til Solen lige nu. Det har den været fra foråret i år, og den bliver ved til oktober 2014. Astrologisk ligner hun derfor en vinder, men der begynder hurtigt at falde brænde ned. Allerede fra begyndelsen af 2014 er Neptun eksakt igen, især i februar marts, og når det er Neptun slipper hun nok ikke for at skulle føre rød politik, selv om hun er fra blå blok. Det giver ridser i lakken. Til gengæld er det den eneste spænding, hun har, så hun kan nok redde sig igennem til næste valg igen. Men Neptun gør ofte, at man ikke har decideret lyst til at føle sig bundet i alt for faste jobs. Solberg får en forsmag på Neptun allerede i oktober, hvor Saturn passerer hendes fødsels-Neptun.
Jeg har på bloggen tidligere skrevet om en undersøgelse at fodboldspillere, der er født i begyndelsen af Fiskenes tegn som Solberg, og som har svært ved at holde kadencen. Enten bliver de skadet, ellers også er de bare nede rent formmæssigt. Kvist begyndte at spille dårligere og mistede sin rolle på sit hold. Dam fra FCK blev solgt, men spillede ikke op til sit bedste i den sidste tid i FCK. Cesar Santin det samme, og så skulle han sælges, men salget gik i vasken – typisk Neptun. Bare for at nævne nogle få eksempler fra sporten. Andre områder kan også nævnes, for Neptun bevirker næsten altid, at man sidder på et yderligt mandat jobmæssigt. Enten bliver man træt af sit job, eller også bliver jobbet træt af én.

UGEHOROSKOP uge 37 af astrolog Lykke Larsen, læs dit dagshoroskop på www.kvindetid.dk


VÆDDER
Udfordringer i parforholdet kræver din opmærksomhed. I kan komme op at diskutere over fælles arrangementer, og du vil føle dig kritiseret. Det hjælper, hvis du sætter tempoet lidt ned. Er du single, kan du med held flirte lidt. På dit arbejde går tingene derimod virkelig godt, du når dine mål.
PS: Ryd op hjemme, det skaber plads.

TYR
Du kan være noget af en stædig rad i det daglige, både på jobbet og hjemme. Prøv i stedet at liste de døre op, du gerne vil åben, det virker bedre end den direkte måde. Der er god mulighed for flirt og romantik, det gælder blot om, at du selv tager initiativet og gør noget aktivt.
PS: Fleksibilitet og diplomati.

TVILLING
At samarbejde med andre giver dig ny energi. Du kommer godt i gang med dine opgaver og projekter, men tingene går meget hurtigere, når du har selskab. Dette gælder også i det daglige, lad børn og partner deltage i de opgaver, der er. Du har overblik og er ikke bange for at tage ansvar.
PS: Du har mange kreative ideer.

KREBS
Selvom du mest har lyst til at hygge dig hjemme, bliver det dog ikke kedeligt. Du har mulighed for at arrangere nogle aktive og hyggelige stunder i godt selvskab. Det er ikke jobbet, der optager dig mest, selvom der er travlt, det glider nemlig let for dig. Din økonomi er god.
PS: Forkæl dig selv.

LØVE
Igennem hele ugen bør du fokusere på det store billede. Du vil nemlig have en tendens til at diskutere med andre. Du holder fast i dit, og det du tror på. Du får større succes, hvis du vælger dine kampe med omhu. Dette gælder både på jobbet og hjemme. Slap af, egentlig går det jo udmærket.
PS: Tæl til ti.

JOMFRU
Det bliver en ganske udmærket uge, selvom du ikke når alt det, du gerne vil. Sæt dine forventninger lidt ned og slæk på dine mål. Der skal også være plads og mulighed for, at du kan slappe lidt af og hygge dig. Tænk over, hvad du kan gøre for dig selv og, hvad der gør dig glad.
PS: Tænk dig grundigt om, inden du siger ja til noget.

VÆGT
Da du er god til at gennemskue tingene, kan du også sætte ind, hvor det behøves. Du arbejder struktureret, og du får løst de problemer, der dukker op. Andre vil komme til dig for at få hjælp. Du er god til at tale din sag, og få andre på dit ”hold”. I det hele taget en uge med stor succes.
PS: Brug tid sammen med gode venner.

SKORPION
Selvom du har et højt energiniveau, så prøv at arbejde smart i stedet for hårdt. Hvis noget ikke ser ud til at virke, så er det ikke fordi, at du ikke prøver nok, men fordi du skal gøre noget andet. Du har en meget charmerende udstråling, men du kan virke lidt lukket - prøv med et smil.
PS: Du tager ikke let på kærligheden.

SKYTTE
Det er desværre ikke den mest gunstige uge at føre dine gode ideer og store planer ud i livet i. Tag dig i stedet af detaljerne, godt begyndt er nemlig halvt fuldendt. Hvis du bruger lidt mindre tid på dit arbejde, så kan du forkæle familien, og det vil I alle nyde.
PS: Er der løse ender?

STENBUK
Når det er muligt, så undgå møder og samarbejde med andre. Du arbejder bedst alene. Misforståelser og modstand er nærmere reglen end undtagelsen. Derfor bør du være sikker på, at du er klar, når du udtaler sig. Venner kan have brug for hjælp, men ikke alle dine råd er lige gode.
PS: Overblik er nødvendigt.

VANDBÆRER
Hvis du ikke skal bukke under af for stort arbejdspres, så må du sige fra. Det samme gælder privat, andre vil bede om hjælp, men du kan ikke nå det hele. Dit standardsvar burde faktisk være ”nej” lige i denne uge. Du og din partner er ikke helt på bølgelængde og det kræver også opmærksomhed.
PS: Pas på dig selv.

FISK
En travl uge venter, i lighed med den forrige, du kommer til at arbejde hårdt for at nå alle dine opgaver. Heldigvis har du energien til det, men pas også lidt på dig, ellers ender det med, at du løber ind i en forkølelse. Der er mulighed for romantiske øjeblikke, og du kan selv skabe dem.
PS: Husk at tage en pause ind i mellem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar