Ulighed skaber angst

Økonomiprofessor Paul Krugman anmelder i Politiken den 2. maj 2014 en ny bog af Thomas Piketty.

Denne artikels overskrift kræver en forklaring. Og den er, at angsten findes mest hos amerikanske, konservative kræfter. Disse går som vanlig i rette med alt, hvad der ligner det, de kalder for socialisme, kommunisme, planøkonomi eller kollektivisme.

Konservative kræfter i USA er særligt rædselsslagne for en mand som økonomen Thomas Piketty. Når det mest er i USA, man er bange, skyldes det det stærkt opdelte klassesamfund med enorme forskelle på rige og fattige. Det er så indgroet en forestilling, at de konservative end ikke erkender, at de har et klassesamfund. Det vil sige, at de ved det jo sikkert godt, men det skal for alt i verden ikke frem.

Piketty er en fremstående, fransk økonom, som lige har barslet med en bog af stor betydning: Kapital i det 21. århundrede. Han er ikke den første, som påpeger stærkt viksende ulighed, men han går det på videnskabelig vis. Ligesom han lægger vægt på kontrasten mellem negativ vækst i indkomsten for de fleste og den enorme rigdom i samfundets øverste lag.

På systematisk vis beskriver Piketty, at vi lige nu oplever en tid, som kan sammenlignes med årene fra 1870-1900, hvor der er kraftig vækst. Heri er det ikke noget nyt, men Piketty afliver de konservatives myte ved at pille den fra hinanden – nemlig den, at man gør sig fortjent til sin velstand. Nu kan dette karmisk set også være ganske korrekt, men så skal det nødvendigvis tilføjes, at det bør ske uden den grådighed, som kendetegner toppen af samfundet. Det er natuligt at være grådig ”på deltid”, men ikke hele tiden, som man har det for vane. Man vænner sig så at sige til velstanden og kunne ikke drømme om at give afkald på den – med enkelte undtagelser ganske vist, men flertallet, der giver afkald gør det ikke frivilligt, men under tvang.

De konservative gør brug af især to forsvarsstrategier med henblik på at gøre de skyhøje indkomster til et politisk spørgsmål. De benægter, at de rige lever så godt, og de fattige så skidt, som man påstår. Det andet argument er, at høj indkomst altid sker som en belønning for sin indsats. Derfor skal man ikke kalde dem for rige eller elite, men jobskabere.

Men de henter langt fra altid deres høje indkomst gennem deres arbejdsindsats, men genne de aktiver, som de ejer. Mange af dem har endda arvet aktiverne fra familien. De har ikke selv arbejdet sig til rigdommen, men fået den serveret i dåbs- eller konfirmationsgave.

De konservatives argumenter gennemhulles af Piketty. De vestlige samfund før Første Verdenskrig var, hvad erhvervslivet angår, domineret af et oligarki, som havde arvet de enorme formuer. Pikettys bog leverer argumentet for, at vi bevæger os i samme retning i dag. De konservative argumenter kan ikke længere bruges, og mange spiller derfor fornærmede, når talen falder på højere skatter for de rige. Kun ganske få viser tegn på, at de har indset realiteterne. De kan ikke tilbagevise disse kendsgerninger uden at få troværdighedsproblemer, i hvert fald ikke efter Pikettys gode bog. En gennemgåede modargument er netop, at hans tanker er kollektivistiske. Og Piketty hænger de ud som marxist. Det at nævne eller beskrive ulighed gør altså en til marxist i de konservatives øjne. Den amerikanske senatior Rick Santorum definerer ordet middelklasse som marxistisk vås, for en sådan findes ikke i hans optik.

På samme forudsigelige måde sammenligner Wall Streeet Journal i sin anmeldelse af bogen Pikettys ønske om progressive skattereformer med stalinisme.

Jeg vil beskrive denne strategi som en projektion af egen uformåen og mangel på visioner. Man har simpelhed kun denne ene ”vision” at opnå endnu højere vækst og indkomst. Dette kaldes og så for grådighed.

Man skal blot hører på republikanernes opførsel i skattedebatter én gang, så ved man, at der er voldsom og indædt modstand over for de mindste forandringer, man står over for – altså en holdning i stærk modstrid med en spirituel tilgang til livet. Det skriger til himlen, at det er en uholdbar situation. Og vi skal længere ned i de oligarkiske rækker for at finde holdninger, der heller ikke har gang på Jorden i ret lang tid fremover. Liberalismen står også for skud. Det vil sige den del af den, som har med den materielle verden at gøre, for der er bestemt ikke noget galt med liberalisme som sådan, bare den er etiks forsvarlig og hovedsageligt sker på det åndelige plan. ELLER på det fysiske, men uden den nok så fremherskende grådighed.

Tak til Piketty for en videnskabelig kraftpræstation med et samfundsmæssigt sigte, der vil vise sig vigtigt i fremtiden.

Joseph Stiglitz om ulighed

Den amerikanske økonom Joseph Stiglitz har også givet en særdeles væsentlig bidrag til forståelsen af ulighed. Han har vundet Nobelprisen i økonomi og har skrevet bogen: ”The Price of Inequality”, hvori han påviser, at hele demokratiet er truet og at den kæmpe forskel mellem fordelingen af værdierne hindrer, at der kan komme reel bæredygtig vækst i samfundet - om nogen overhovedet. Pt. lykkes det de meget velbjergede også at kontrollere samfundet og mere eller mindre at få overbevist et flertal om, at deres argumenter er rigtige. I USA er det faktisk kun et fåtal, der har indflydelse på, hvem der sidder på de politiske topposter. Man kan sammenligne med andre tider, hvor regeringer, der kun er legitimeret ved støtte fra få, nemt kan bringes til fald ved en borgeropstand. Se blot den franske revolution i 1789 og oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 samt i princippet Hitlers magtovertagelse i 1933. Det hele skete ved, at de dårligst stillede overtog magten ud fra et ønske om bedre sociale og økonomiske vilkår for de mange. Før fx Hitler hetl uacceptabel gik amok med krig etc. var det på et løfte om arbejde til alle (det var en ret), og en bil til alle - en Volkswagen  - var hans retning også for folket og social. Det er et grundtræk igennem alle retninger. Også ved kollapset af Sovjetunionen i 1989. Stiglitz er skarp kritiker af Wall Street, banker og finansselskaber som fx Goldman Sachs, som den danske regering frivilligt er gået i seng med. De ting, der kom frem om DONG-aftalen, viser, at GS følger samme mønster i deres aftaler, som de har brugt i årtier og altså ved finanskrisen, hvor sådanne ting fik det hele til at brase sammen i 2008. Se også Joseph Stiglitz "Freefall" om netop denne verdenskrise.