onsdag den 11. november 2015

Sidste udkald for Olsen og Danmark



Det danske fodboldlandshold skal den 14. og 17. november spille to playoff-kampe mod Sverige, som de samlet set skal vinde for at kvalificere sig til EM næste år i Frankrig. Det er nok ikke helt tilfældigt, at vi ved lodtrækning trak Sverige som vores modstander, da det i et indlæg om Sverige i Ugebrevet (Uge 45) er nævnt, at vi har et karmisk fællesskab med Sverige.
Danmark har vundet de sidste fire kampe de har spillet mod Sverige, men chancen for at vinde denne gang ser astrologisk set ikke alt for godt ud, især fordi træneren Morten Olsens horoskop stadig er ramt af spændinger fra de ydre planeter, hvilket tydeligt har smittet af på landsholdet hele dette efterår, hvor holdet har befundet sig i en måltørke og i de sidste tre EM-kampe ikke har været i stand til at score et eneste mål.  

Den første kamp i Stockholm den 14. november kl. 20.45 viser kamphoroskopet, at Sverige har ascendanten (hjemmeholdet) i sportstegnet Løven og dermed Solen (vitalitet) som deres hersker, som ovenikøbet er i harmoni med Jupiter. Sverige har da også den største individuelle stjerne på deres hold, nemlig Zlatan Ibrahimovitz, der mange gange tidligere har afgjort kampe gennem sine solo(Sol)præstationer. Danmark har descendanten i Vandbæreren og dens hersker Uranus, som står stærkt i Vædderen i 10. hus, men i spænding til Pluto. Danmark har til gengæld en god chance for at få et brugbart resultat med hjem gennem en solid holdpræstation (Vandbæreren) og opfindsomt (Uranus) spil og opnå et resultat, som betyder at vi selv kan afgøre det på hjemmebane den 17. november og vinde sammenlagt over to kampe. Med Venus som 11. hus-hersker (holdsport) i harmoni til både ascendanten og descendanten (hjemme- og udeholdet) vil begge hold vise poleret spil og mange smukke detaljer, og da Venus er i harmoni med Saturn vil det hold som arbejder hårdest, mest disciplineret og har mest mod til at vente på det rette øjeblik (har tålmodighed) have den største mulighed for at vinde kampen. Et af kampens vigtige øjeblikke vil være ca. 30-36 minutter inde i 1. halvleg, når MC rammer Uranus og kampen kan tage en uventet drejning.

I returkampen den 17. november kl. 20.45 i København har Sverige, modsat den første kamp, bedre astrologiske kort end Danmark , da Sverige får lidt hjælp af Månen (publikum), som nu har flyttet sig op i 7. hus (udeholdet). Månen er oven i købet i harmoni med både 11. hus-herskeren (holdsport) Venus, Mars og Saturn. Derfor vil Sverige have mange fans med i Parken, som vil støtte dem under hele kampen og de vil kæmpe indædt(Mars) som et bedre disciplineret (Saturn) hold end Danmark, der med Solen som ascendant-hersker er afhængig af, at de enkelte spillere træder langt mere i karakter, og tør vise nogle bedre enkeltmandspræsattioner end de har gjort i de sidste mange kampe. Ca. 10-12 minutter inde i første halvleg vil Sverige have momemtum og muligheden for at score opstår, når decendanten rammer Månen og udløser dens mange harmoniske aspekter. De sidste 5 minutter af første halvleg vil være præget af nervøst og fandenivoldsk spil fra begge sidder, når MC rammer Uranus i 10. hus, som er i spænding til Pluto og kampen kan tage en uventet drejning.

Mit bud på resultatet efter de to playoff-kampe er at den første kamp bliver meget lige, men at Sverige efter den anden kamp vinder sammenlagt, især fordi træneren Morten Olsens horoskop stadig har spændinger. Så det kræver, at vi sender masser af lys til Danmark, hvis de skal vinde.

- Morten Bruun







Ingen kommentarer:

Send en kommentar