Mastodonternes fald

Der er mange eksempler på mastodonter i vores verden. Bare tænk på fagbevægelsen, sundhedsvæsenet, forsvaret, omsorgen, ældre- og hjemmepleje, medicinalindustrien og ikke mindst staten og kommunerne og regionerne. Vi har gennem flere arikler påpeget de store enheders sårbarhed – herunder også EU. Markedet er den største af alle mastodonter på det økonomiske område. Andre eksempler på mastodonter er:

Familien

Forbrugerne

Ungdommen

Børn(eomsorgen)

Ældre (omsorgen)

Uddannelsessystemet (fx folkeskolen og universiteterne)

Politiet

Forsvaret

Boligsektoren

Finans- og bank verdenen, herunder aktiemarkedet med dens legitimerede ludomani

Kirkeverdenen/Folkekirken

Politik

Kulturen

Pressen

Turistindustrien

Transportsektoren

Rejse- og ferieindustrien

Design- og modeindustrien/ Oplevelsesindustrien

Underholdnings- og spilindustrien

Regionerne/Sundhedsvæsenet

Servicesektoren

Hotel- og restaurationsbranchen

Fagbevægelsen

Måske skulle vi lige nævne en mastodont inden for sporten, som jo har sin IOC, UEFA og alle de andre internationale organisationer. En håndbold-mastodont på klubplan var AGK, som lige er gået konkurs, fordi den var baseret på en enkelt mands pengetank, som ingen i øvrigt kendte omfanget af. Sårbarheden kom op til overfladen, da rigmandens værdipapirer begyndte at blive mindre værd. Efter syv år blev nøglen drejet om den 31. juli 2012. Dog på en rimelig sympatisk måde, idet spillerne og de ansatte fik deres løn udbetalt. Men det blev så nok også den sidste. Medmindre man finder en anden rigmand, der synes, det kunne være spændende at udnytte den stærke brand, som AGK trods alt var. Men så skal det gå rimeligt hurtigt, og det kommer nok ikke til at ske i disse krisetider. Syv år udgør en kvart Saturn-runde, hvor kriseplaneten Saturn er i spænding til sig selv i alle forløb, hvad enten det gælder et menneskeliv, et firma eller en håndboldklub.

Plutos virkning

Med Pluto gennem Stenbukkens tegn står mastodonterne for fald, en efter en. De vil ændre sig, så de får en anden form, end vi kender det i dag. Alle mastodonter er blevet mere eller mindre institutionaliseret og har fjernet sig fra deres oprindelige formål. De hviler selvtilfreds i sig selv, og borgerne må så komme til dem, hvis de vil noget. Men det ER nu lettest, hvis de ikke vil noget. Sådan skulle man i hvert fald tro, at de tænkte, når de har forskanset sig i kæmpe kontorhuse i de store byer.

Tager vi fagbevægelsen som eksempel, er den i realiteten flygtet fra sine medlemmer på den måde, og når det sker, så flygter medlemmerne efterfølgende fra dem. Ikke blot på grund af stigende konkurrence, men også på grund af oplevelsen af fjernhed og fremmedgørelse. Hvad nytter det med flotte forbundshuse med fine kontorer, når medlemmerne oplever fjernhed og sterilitet. Hvor er tømrernes og murernes huse blevet af? Jo, det er vist det, der hedder 3F eller sådan noget – og det ligger i en glaskasse inde midt i København. Og så har man fusioneret sig til blods og måske til døde. Resultater er, at fagforeningerne  har mistet  noget af deres  kontakt til medlemmerne, som helt sikkert gerne ville have, at deres kontaktfolk inde i forskansningen engang imellem ville bevæge sig ud på arbejdspladserne , sparke døren ind til skurvognen  og spørge, om der var noget de kunne hjælpe med – er alt, som det skal være? Naturligvis bliver der indkaldt til nogle møder, også nogle gange på arbejdspladserne, men det virker forkromet og overfladisk. Sådanne møder tjener kun til legitimation for, at så HAR fagforeningerne da gjort noget for at nære medlemskontakten.

Som i andre offentlige institutioner sidder for mange medarbejdere på deres hænder og kæmper deres egen sag i stedet for medlemmernes. Mange mellemledere kunne i virkeligheden undværes i systemet, da de ikke forvalter medlemmernes eller borgernes interesser. Fagbevægelsen har ”udviklet” sig derhen, hvor man mere vil være venner med systemet, end med sine egne medlemmer.

Det er ikke for sent for fagforeningerne at vinde terræn, men ligesom med politikerne, så er lederne alt for uambitiøse og ikke-visionære. Politik er en anden mastodont.  Politik og fagbevægelse var tidligere knyttet tæt sammen, men nu kan de ikke engang føre trepartsforhandlinger, uden at disset hurtigt bryder sammen. Der skal ske en opsplitning i mindre enheder, som er tæt på medlemmerne. Loyalitet og respekt skal genskabes. 

I praksis er alle mastodonter reaktive i stedet for at være proaktive. De burde i stedet skære ind til benet og finde deres kernekompetencer frem. Dertil behøves decentralisering og arbejde for faglig stolthed, så bliver folk automatisk tiltrukket.

 

Plutos virkning

Som vi tidligere har beskrevet vil Plutos gang gennem Stenbukken uundgåeligt virke transformerende på både det enkelte menneske og større sammenhænge som storkapital, mammutorganisationer og  -virksomheder. De vil vise sig meget sårbare, især de organisationer, der som f.eks. DONG får besøg af Pluto i perioden 2008-23/24. Det vil sige alle personer og organisationer – ja, alle forløb, der er startet i Vædderens, Vægtens, Krebsens og Stenbukkens tegn. DONG er Vædder fra den 27. marts 1972 – stiftet som Dansk Naturgas. Det vil sige, at DONG i de seneste to år har været igennem en Plutospænding.

Personfnidder var den udløsende faktor i Dongs krise, men naturligvis ikke den grundlæggende faktor.  Noget SKAL jo udløse en udvikling, og det er det mest interessante. Hvem og hvilke fysiske mekanismer, der er tale om, er ikke særligt interessant. Men det er det, der mest interesserer pressen. Der skulle et fyringsdrama af dimensioner til for at sætte skred i tingene. Et drama, hvor den eneste større fejl var, at formand Schur lod fyringsdramaet foregå for åben skærm, sikkert på grund af den dårlige (også astrologisk set) kemi mellem de to personer. Det er nærmest surrealistisk, så mange spændinger, der er mellem deres planeter. De to har helt sikkert været sammen i tidligere liv og har derfor fået skabt en situation, der skulle vise sig at blive udløst på en sådan måde, at det også kom til at skade virksomheden. Alle vore oplevelser i dette liv er skabt på grundlag af tilsvarende forløb i tidligere liv, og som så udlignes nu. Og én ting er sikkert: Alle regnskaber skal gå i nul en skønne dag, også karmaen mellem de to herrer – kamp- og oliehanerne. Kampen rev endda et par skurke mere med, som vi kan kalde firebanden, som også rimer på  fyringsbanden, hvad der jo er meget apropos for et fossilt fyringsfirma som DONG, der kom ud i en fyringssæson i utide. Nå nej, ikke i utide, for det var – undskyld udtrykket – energimæssigt på høje tid, at oprydningen blev påbegyndt (Pluto).

Vi har ikke fødselstidspunkterne på de to oliehaner, men Eldrup står bedst, selv om det blev ham, der blev ofret. Han vil derfor blive frikendt senere og vil kunne fortsætte i nye sammenhænge senere.

Plutos indflydelse går ikke alene en tand dybere, den vil helt til bunds. På et tidspunkt kommer der et opgør med hele den måde ledelse foregår på, både politiks og i virksomhederne. Der kommer et opgør, der bringer intuitiv ledelse frem i lyset på bekostning af rationelle analyser. Dette ensidige fokus på det materielle er i sig selv kriseudløsende. Især, når det sker sammen med ensidig fokuseren på materiel vækst på bekostning af den immaterielle vækst. Så længe åndelig vækst ikke tages i betragtning, vil vi altså blive ved med at løbe ind i kriser.

Det er uvidenhed af højeste karat, vi er vidner til i disse tider. Vi overser eksempelvis også Jordens overbefolkning. Ikke i forhold til selve antallet, der er, som det skal være, men jo flere, der ønsker materiel vækst, jo værre vil det gå, når klodens ressourcer udplyndres i mangel på respekt for det levende væsen, vores klode udgør. Uligheden mellem rige og fattige lande overses på grund af grådighed i den rige del af verden. Når der er ubalance, så vil der automatisk opstå kriser.  

Det, der er Eldrups største ”forbrydelse” er en slags selvtægt. Han har taget sig den frihed at undlade at informere bestyrelsen om de ekstreme honorarer, der er blevet udbetalt til firebanden. Han havde naturligvis selv en stor aftrædelsesgodtgørelse hængende, men det har ikke været afgørende her. Han har gjort det i bedste mening og for firmaets skyld. DONG´s udvikling var på en måde Eldrups barn. Sjovt, at de også gik ind i el-branchen i EL-drups direktørtid!

Han gjorde DONG til en kolossal økonomisk succes, som andre ikke ville have været i stand til. Og for at nå de store mål om havvindmøllerparker SKULLE han bruge excellente medarbejdere. De fire var håndplukkede og var de største hjerner på deres (olie)felt herhjemme. Og det honorar, de fik, er jo peanuts ved siden af mange fodboldstjerners lønninger. De har naturligvis en kort karriere i topidræt, men det ER kommet ud af proportioner. Det nuværende system er skruet sammen på en måde, der gør disse gigantiske lønninger mulige. Det er det fysiske univers med dets mastodontiske markedskræfter, det gør dette muligt. Grådigheden vil medføre, at systemet udnyttes til det yderste. Og den udvikling er på vej til at blive standset.

Schur nedlagde i øvrigt decideret forbud mod, at Eldrup tog nogen form for kontakt til den ansvarlige minister. Han ville sikre, at han havde monopol på den politiske kontakt, hvad der ikke er en holdbar situation for en direktør.

DONG har lidt et tillidstab, som åndeligt set var nødvendigt, da det er et led i en større proces væk fra den fysiske verden med dens fossile brændstoffer over til flere havvindmøller, som ganske vist også tilhører den fysiske verden, men på en lidt grønnere måde. Disse vindmøller var Eldrups, men ikke Schurs, hjertebarn. Nu er DONG banket tilbage til udgangspunktet og har mistet en udviklingsmulighed.

Avisoverskrifter som ”Fyringsdrama skader DONG” er og bliver overfladesnak, men det er naturligvis ganske korrekt, når man bevæger sig på det logiske, fysiske plan, hvor man fokuserer på den venstre hjernehalvdel. Det viser, hvor kloge vi er, når det kommer til stykket. DONG er egentlig heller ikke skurken Det er regeringen, der ejer DONG, hvis øverste chef i realiteten er finansministeren. Han har ikke føling med den daglige drift og skal heller ikke have det. Men kan man klandre ham som symbolsk ejer af DONG? Nej, for han er netop kun symbolsk ejer. Han lægger navn til ejerskabet, som egentlig er regeringens. Det er derfor ii realiteten skatteborgene, der ejer Dong, derfor angår sagen os alle.