onsdag den 11. december 2013


Bødskov gået af

Så står det klar, at Bødskov ikke kunne redde sig fra at have løjet, og sådan skal det jo også være. Han har løgnens og rygternes planet, Neptun, i spænding i horoskopet, som vi har skrevet om tidligere. Det er noget af en snigerplanet, som er svær at stille nøjagtige diagnoser på, især når fødselstiden mangler.

Men når alt dette er sagt, står der noget tilbage, som er væsentligt. For Bødskov er jo ikke noget decideret dårligt menneske, og man kan heller ikke klandre hverken Pia Kærsgaard eller Enhedslisten for noget som helst, nærmest tværtimod. Bødskov har taget konsekvensen af sin løgn og har sørget for, at kalender-kighullet bliver lukket.

Jeg er helt enig med ”PET´er Mogensen” fra Politiken i, at Bødskov havnede i en Bermudatrekant mellem Ekstrabladets mikrofonholdere, ansatte i PET, der var for åbenmundede og gik netop til Ekstra Bladet og fik al den spalteplads, de ønskede, og lidt til. Der skal jo sælges aviser, no matter what. Ekstra Bladet skrev om Jakob Scharfs dyre middage, eskapader til julefrokoster og kalenderkig hos Kærsgaard, så han kunne finde en dag, hvor Kærsgaard ikke kunne komme til Christiania sammen med det øvrige retsudvalg. Her blev løgnen konstrueret med forklaringen om, at Johan Reimann ikke kunne være med den pågældende dag. Dette er vist korrekt nok, men fejlen er, at dette ikke kunne være tilstrækkelig årsag til ændringer i planen.

Bødskov – som nu kan kaldes Bødeskov, eller Bødskæv på grund af Christianiasagen - må altså tage ansvaret for, at sagen endte i politisk tumult. Men det er PET-medarbejderne, der er gået til Ekstra Bladet, som var et villigt instrument – og alle i PET skulle holde sig for gode til den slags. Men her er det, at Pluto kommer ind i billedet. Den sørger for, at alt væsentligt kommer frem til slut, og den kan øjensynligt også finde på at bruge Ekstra Bladet som katalysator.

Hvorom alting er, lå ansvaret hos Bødskov, som nu har taget konsekvensen og er gået af. Nu skal der udnævnes en ny justitsminister. Her gør man klogt i at vælge driftssikre Henrik Dam Kristensen, der efterhånden må have sat rekord i antallet af forskellige ministerier.

Vi kan vente en mindre rokade, hvor Søvndal måske også er i spil. Vi ved endnu ikke, om han vælger at gå af fra 1. januar.  

Annette Vilhelmsen bliver sikkert på sin plads, selv om hun har klokket mindst lige så meget i det som Bødskov. Men han har nu ”bødet” så meget – en hel ”skov”, hvori der nok ikke væltes flere træer i denne omgang, selv om oppositionen vil gå til Vilhelmsens vafler. Vi overlader til nye (minister) storme at vælte de næste træer. Jo, statsministeren kan også mærke Neptun i sit eget horoskop. Den er i spænding til Merkur, der hersker over 3. hus (rejser). Hun var i Sydafrika og sad sammen med Obama til mindeceremonien for Mandela, da en sms tikkede ind. Nu skal hun snart til mindesamvær om en justitsminister, der ikke er mere. Men det er jo heldigvis kun en titel. Bødskov er rejst til de evige juramarker, eller er det Jurabjerge? Han skal nok blive genfødt som minister på et senere tidspunkt.

Og der skal nok komme dønninger, hvor en nærmere undersøgelse af sagen vil blive bragt på bane. Det sidste ord er ikke sagt i den sag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar