tirsdag den 12. august 2014

HO HO HO-BRO - der er dømt Superliga!



HO HO HO-BRO!!!

Det er som juleaften at opleve min egnskammerater fra Hobro vinde solidt i parken over FCK med 0-3, og de var så seje hele vejen igennem. Ingen panik, ingen benovelse eller noget. Bare en solid holdindsats hele vejen fra start til – ja, mål! Tillykke, hobrogenserne, I har for tjent det. Tak for oplevelsen. Synd, at det lige skulle gå ud over mit hidtidige favorithold, FCK. Men den slags tager man gerne med, når der skrives historie som i aftes. Ikke alene vandt (grænse)himmerlændingene en stor sejr, men de rykkede også op på førstepladsen. Et tredje favorithold er Randers, og de vandt også og ligger i toppen – fantastisk!

Man hvad med horoskopet for den 10. august 2014 kl. 17.01, som er det korrekte starttidspunkt for kampen ifølge en læsers digitale stueur. Faktisk 17.01.02 - når den billedmæssige forsinkelse på 5 sekunder er fratrukket. Jeg havde ventet en meget mere lige kamp, hvad den på en måde også var. FCK havde en stor del af spillet, men kunne bare ikke score. Her var Hobro meget mere effektive. Der blev scoret på en meget stor andel af chancerne. Det er et kamphoroskop, der er meget værdifuldt som erfaring til fremtidens analyser og prognoser. Især, når man sammenholder kampen med lørdagskampen kl. 17.00, der også gav en udesejr til FCN i Aalborg – også en overraskelse. Dog af den slags, som ikke var så tydelig igen på forhånd.  Det skal dog siges, at begge hjemmehold havde været ude i strabadserende internationale kampe i ugen op til – og begge med succes. Men den slags tærer meget ofte på kræfterne, når der skal spilles ligakampe allerede i den efterfølgende weekend.

Pluto står i 1. hus i harmoni med Mars i 10. hus. Det burde egentlig have hevet en smal sejr i land, idet der ikke er planeter i 7. hus. Men så kommer der noget, der ifølge erfaringen bør lægges meget vægt på. Nemlig herskerne over AC og DC. AC står i Skytten, hvor Jupiter hersker. Den står i 8. hus meget uharmonisk. Hersker over DC er Merkur, som OGSÅ står i 8. hus og med et par spændinger. Men så kommer det: Merkur står sammen med Solen i 8. hus, og det giver stærk vilje, Ikke mindst, fordi de begge er med i et såkaldt mystikerrektangel, som danner mange harmonier. Her både til MC (mål!) og Uranus (opfindsomhed, nytænkning).

Kampen blev spillet lige op til fuldmånen, som var eksakt omkring kl. 21.00. Månen (hjemmeholdet og –banen) er altså i spænding til Solen og Merkur og samtidig til Saturn og delvis til Mars. Selv om Månen stod i Vandbæreren var det så som så med opfindsomheden for hjemmeholdet, netop på grund af spændingerne.
Randers vandt med et enkelt mål på hjemmebane den 8.8.14 kl. 18.30. Der var en lige kamp, fordi der var to planeter i både 1. og 7. hus, og der var spændinger til begge.

I Haderslev dem 10. august kl. 14.00 (Har ikke kunnet finde starttiden på denne kamp) spilledes Sønderjyske mod FCM. Astrologisk set ville det ligge til en hjemmesejr, men udeholdet vandt klart 1-3 efter en solid indsats, hvor der ikke på noget tidspunkt var tvivl om udfaldet. Der er to planeter i 1. hus (hjemmeholdet), så det er spændingerne til disse, der har gjort det til en udesejr – naturligvis sammen med det faktum, at FCM er et langt bedre hold end sønderjyderne.

Brøndby – OB blev uafgjort den 10. august kl. 19.00. Brøndby scorerede kl. 19.08 med MC i spænding til Solen og Merkur og en AC, der nærmede sig Pluto. Det er en lige kamp med 3 planeter i 1. hus og 4 i 7. hus. I det 90. minut kl. ca. 20.48 scorede OB det udlignende mål. Der var da masser af aspekter til begge hovedakser. Astrologisk set ikke noget overraskende resultat.


Esbjerg – Silkeborg den 11.8. kl. 19.00: Her er det kun 1 planet i 1. hus og 4 i 7. hus, så det er en af de kampe, Silkeborg MÅ vinde, hvis de vil blive i Superligaen – hvad jeg dog tvivler på, medmindre de skifter træner. Esbjerg har været ude i en international kamp i ugen op til, men var begunstiget af den ekstra hviledag, en mandagskamp giver. På trods af Esbjergs klare favoritværdighed er det dog retfærdigt, at den endte uafgjort på trods af de mange planeter i udeholdets hus. Men det ene aspekt Solens og Merkurs spænding til Saturn, som er træg at have med at gøre.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar