mandag den 1. september 2014

Uge 36 - NY UDGAVE MED UGEHOROSKOPER

Uge 36 astrologisk set- NY UDGAVE MED UGEHOROSKOPER


Indhold:
Information og tilbud
Ugens syner
Ugen, der kommer
Månen og Saturn i tæt kinddans
Finansloven fremlagt
Skæbnemøde i EU
Ugehoroskoperne lægges direkte på bloggen i morgen, se linket herunder!

Information og tilbud
Ugehoroskoperne er forsinket og lægges først på i morgen – direkte på bloggen! Her er link:

Ugens syner af Kirsten Brun
Ugen er præget af to modstridende energier. Den ene ligger kun i første halvdel af ugen og var værst her i weekenden. Den anden sætter kraftigt ind på tirsdag.
Den første energi handler om den stærkt logiske tankegang. Og det er ikke den positive side af denne energi, der er den mest fremtrædende, da den handler om mistænksomhed og at gå bag om ryggen på folk, og om at være lukket omkring sine egne cirkler og måske endda latterliggøre dem, som ikke passer ind. Det er i sådanne perioder, at kreative og spirituelle mennesker har det lidt svært. De dukker hovedet og bliver udsatte – og mangler selvtillid. Men heldigvis varer den kun kort denne gang og er ikke med til at ryste verden og vores fælles vej.  Men hvis du i de sidste dage har følt, at det var svært, og du er landet i situationer, hvor du ikke er blevet set eller forstået og måske mødt uretfærdighed, er det denne energi, der har været på spil.
Mange, som har oplevet svigt vil have det svært i disse dage. Men den tager af fra tirsdag. Energien handler også om at skabe. Ellers bliver det en uge med lyst til at drømme, så hvis du går med en drøm om at starte noget nyt, at leve din drøm og være fri og kreativ, så er det nu og de næste måneder, det gælder. Alt er samlet til, at vi kan få den frihed, og den skaber de nødvendige muligheder. Det gælder både privat og på jobbet. Drøm stort og tag livet med storm. Det er nu, at meget kan lade sig gøre. 

I den store verden, kommer den samme energi til at fylde, så verden tænker stort. Det er både godt og skidt. Det betyder både store kreative beslutninger, men også konflikter. Men det er ikke negativt og demoraliserende, men lidt kaotisk.
Herhjemme bliver de næste måneder ikke så nemme på den politiske scene . "Husets frue", Margrethe Vestager, forlader det danske hus, og når samlings punktet i en regering forsvinder, bliver det svært at få alle de andre til at gå i samme retning. Så efteråret og den første del af vinteren indtil valget, bliver turbulent. Mange vil træde frem og vil gerne høres, nok især dem, som ikke har så meget at byde på.
Så det bliver en uge med fart og masser af skabertrang, for nogen måske lidt for meget. - KB


Ugen, der kommer
Nu er Mars godt forbi samspillet med Saturn, og det er ikke de helt store astrologiske temaer, der præger ugen. Dog skifter to planeter tegn, Merkur og Venus, og så er der kun et enkelt eksakt aspekt, når vi ser bort fra Månen, som jo pisker af sted i forhold til alle de andre, langsommere planeter. I næste uge bliver der noget mere gang i den. Både hvad angår spændinger og harmonier. Her er det mest Merkur, der er i fokus, men det ser vi på om en uges tid.

MANDAG
Kl. 9.17 er Månen i eksakt spænding til Venus. Selv om mange har behov for hygge og nydelse, er der ikke de store muligheder for det. Kl. 17.40 står Månen flot til Merkur og fremmer kommunikation, saglighed og aftaler. Kl. 19.17 går Månen ind i Skytten og byder på et par dage med optimisme og højt humør. Dagen ender noget bedre, end den begyndte.

TIRSDAG
Igen en dag, der starter som en øv-dag, hvor mange vil have svært ved at komme ud af fjerene. Månen er i spænding til drømmeplaneten Neptun. Det giver lyst til både at sove og at drømme længe – trække dynen op over ørerne og sove videre. Der er også udfordringer senere på dagen. Kl. 13.11 står Månen i spænding til Solen, og det kan sætte manges følelsesliv på en prøve. Men kl. 14.11 er der lys forude. Her står Månen godt til Jupiter, og det kan heldigvis mærkes nogle timer i forvejen og nogle timer efter det eksakte aspekt (som er kl. 14.11). Et andet positivt aspekt er, at Merkur kl. 7.38 går ind i Vægtens tegn og bebuder nogle ugers charme og diplomati, som man godt kan bruge i verdens brændpunkter – og i eventuelle personlige ”brændpunkter”.

ONSDAG
En stille dag, hvor Solen kl. 18.10 er i eksakt harmoni med Pluto, der giver dybde, vilje og intensitet samt en god psykologisk sans, der kan få has på eventuelle konflikter. Kl. 20.56 står Månen flot til Venus, som giver et behov for samvær, hygge, charme og kvalitetsoplevelser. Også æstetik er i fokus denne charmerende aften, hvor man godt kan bruge store armbevægelser.

TORSDAG
I dag er der hele 5 aspekter. Kl. 00.15 går Månen ind i Stenbukken og giver et par dage med ansvar, alvor, pligter, tålmodighed og disciplin. Kl. 5.04 står Månen i spænding til Merkur og kan få følelser og hoved til at konflikte. Følelser kan komme godt på tværs af al logik denne morgen. Kl. 10.28 står Månen godt til Neptun og øger fantasien og drømmene. Kl. 18.56 står Månen på Pluto og kan bevirke konfrontationer og magtudøvelse på en lidt hård måde. Da Månen i løbet af natten spænder Uranus op kan flere blive oprørske og vil fx ikke finde sig i at få noget som helst trukket ned over hovedet. Derfor kan det godt blive en lidt urolig aften og nat. Det hjælper dog en del på sagen, at Månen i aftentimer samtidig står godt til Solen. Så kan det ikke gå helt galt.

FREDAG
En rolig dag, der begynder med, at Månen står godt til Saturn. Det får mange til at være præcise og ordholdende. Det er både post og tog til tiden. Så er det meget mere fart over feltet sidst på eftermiddagen, hvor Månen står godt til Mars og giver mange en god energi og handlekraft. Kl. 19.07 går Venus ind i Jomfruen og gør mange fornuftige i kærligheds- og økonomiske sager. Hvis man skal købe eller investere i denne uge, er det en god dag at gøre det.

LØRDAG
Kl. 1.59 går Månen ind i Vandbæreren og giver mange behov for frihed og originalitet i et par dage. Kl. 11.52 står Månen fint til Merkur, og så er der godt gang i kommunikative og formidlingsmæssige forhold. Man kan roligt lave kontrakter og aftaler her. Det er straks værre om aftenen, hvor Månen spænder den flyvske og overdrivende Jupiter op. Mange har en kort lunte denne aften og bliver let overbegejstret og i det hele taget overdrivende. Men når det er den eneste spænding, skal det nok gå.

SØNDAG
Dagen starter stille, for nogle næste FOR stille, men her skal man huske, at det er søndag, og at det derfor et helt o.k. at sove længe og at tage det hele med ophøjet ro. Det er dog ikke lige så nemt om aftenen, hvor Månen spænder Mars op, og her kan lunten være så kort, at mange ikke når at springe væk fra eksplosionen. Men så er det jo godt, at det er søndag aften, hvor der ikke sker så store katastrofer.   

I aften: Månen og Saturn i tæt kinddans
Kl. ca. 21.10 kan man i aften – hvis skyerne tillader det – se en sjælden pardans på aftenhimlen. Kig mod sydvest lavt over horisonten – afstanden over horisonten er som en knyttet hånds, holdt i udstrakt arm. Det er det tætteste, de to planeter kommer op på hinanden i år, og den eneste gang, vi kan se det i Danmark. Månen befinder sig under Saturn set fra Jorden. Kun ca. 20 bueminutter skiller de to. Det svarer ca. til halvdelen af Månens diameter.

Finansloven fremlagt
Den 26. august 2014 kl. 10.00 fremlagde Bjarne Corydon regeringens finanslovsforslag. Ikke det allerbedste tidspunkt på dagen, da AC var i spænding til Pluto (statsfinanser). Mars og Saturn i spænding i økonomihuset (2. hus), og de er begge i spænding til Venus (værdier). Astrologisk set kunne han sagtens have fundet et bedre tidspunkt til fremlæggelsen. Loven kan i sig selv være ganske god, men det at få den vedtaget og virke godt i fremtiden er noget andet. Her har regeringen gjort det sværere for sig selv end nødvendigt. Loven skal nok komme igennem, for regeringen har jo flertal. Men det vil sandsynligvis vise sig, at grundlaget for finansloven vil skride, og at dette vil medføre en masse palaver, der i sidste ende kan medføre udskrivning af valg – som godt kan være rykket endnu nærmere, og det kan godt vise sig, at finansloven indeholder sprængfarligt stof på sigt. Hovedakserne har det nemlig ikke godt i fremlæggelseshoroskopet.

Skæbnemøde i EU
Mødet var den 30. august kl. 18.00 i Bruxelles.
Så blev det afgjort, og Thorning kan tørre sveden af panden. Hun fik tæsk af Tusk, som Danmark stemte på, uden at der af den grund blev tale om nogen tusk-handel…
Når jeg kalder det for et skæbnehoroskop skyldes det, at MC står på skæbneplaneten Saturn, som igen står sammen med Mars – og som igen er i spænding til Venus. Ydermere står AC på Pluto, som igen er i spænding til Uranus, så det er noget af et jordskredshoroskop – ja, måske nærmere et jordskælvs- eller et tsunamihoroskop. Solen spænder venlig vand- og bølgegangsplaneten Neptun op, ret eksakt endda. Det tror pokker, at det har været vanskelige forhandlinger, som har gået forud, og at man måtte til at bruge hele tre møder for at nå til enighed. Var det blevet afgjort i juni, ville Helle have været favorit, da hun havde vildt gode aspekter. De er nu væk, og så skulle muligheden falde lidt, men hun var i spil til det sidste og gjorde en god figur – og Anders Breinholdt skylder hende nu 1800 kr., som blev sat på højkant i et væddemål for åben skærm. Hun er næsten færdig med Neptuns spænding til hendes Merkur – en rigtig hemmelighedskonstellation, som hun dog slap godt omkring. Nu skal hun imidlertid hjem til en omgang tæsk, men denne gang er det ikke af Tusk, men hendes egne, og naturligvis oppositionen, der vil vide at udnytte situationen. Hendes eget bagland er også på vagt, mange havde håbet, at hun var blevet valgt som EU-præsident, så Mette Frederiksen var kommet til. Det håbede nogle kunne forbedre muligheden for at vinde næste valg, men det vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved. Det eneste, der kan hindre en borgerlig regering næste gang, er hvis Løkke ryger ud i en sag mere, som ikke kan bilægges som de andre bilagssager reelt er blevet, selv om det har givet ham store ridser i lakken.
Nu må vi se, hvad der sker, og hvornår der bliver valg. Det er der stadig god mulighed for til foråret astrologisk set. Men det taler i modsat retning, at opinionen går hende imod, og så vil det jo være klogt at vente med at udskrive valget.
I øvrigt skal man huske, at - som jeg har skrevet flere gange her på bloggen - en væsentlig grund til Thornings exit er, at Danmark er et fodslæbende fodnoteland, som ikke vil være fuldt medlem af den sammenslutning, som man ellers har sagt ja tak til for flere årtier siden. Det tæller ikke på nogen måde på positivsiden. Men set i det lys er det faktisk ekstra godt gået af Thorning, at hun var med i opløbet næsten helt frem til målstregen.

Pluto på AC og MC på Saturn
Mødehoroskopets Pluto på AC kan godt give magtkampe og personfnidder i kølvandet på udnævnelserne – dels i EU og dels i medlemslandene. I England vil de dog nok begynde at overveje deres modstand mod EU, i hvert fald i en periode. Men det vil så give interne mokkerier derovre. Måske over italieneren Mokkerini, hvem ved? Nå, spøg til side, hun staves jo også helt anderledes, kun udtalen er næsten det samme.
Federica Mogherini er født den 16. juni 1973. Derfor er hendes Venus angrebet af både Pluto og Uranus. Da hendes Venus står i Krebsen kan hun komme til at betale en pris på hjemmedronten. Mange bliver skilte på en sådan kombination, men det forudsætter naturligvis, at man er i et forhold. Det er ofte det nemmeste at være alene på sådanne aspekter. Hun vil også blive angrebet på sine værdier, som skal tilpasses hendes nye stilling. Faktisk kører aspekterne i flere år, da de to yderplaneter også lige skal forbi Merkur, som er i spænding til Uranus. Derfor er der en del nytænkning over hende i de kommende år, men det er også noget der vil stresse hende og være besværligt. Frihed er så vigtigt for hende, at hun får lyst til at være udbryderdronning. Så gad vidst, om hun ikke bliver meget træt af den tunge EU-administration, det vil jeg tro. Om hun så bliver tilstrækkeligt træt af systemet til at sige op, er noget andet. Men hvis ikke, så kommer hun til at betale en personlig pris for sin indsats.
Vestager blev udnævnt som kommissær på en Uranus- Plutospænding til Merkur i Vædderen i 12. hus. De samme to planeter er nu i gang med at spænde Saturn op, så der skulle bare ske noget markant for Vestager nu. Spændingerne betyder, at enten får hun det svært som kommissær, eller også kommer hendes parti virkelig til at savne hende – eller begge dele. De næste to-tre år bliver meget udfordrende for hende.
Til gengæld har Tusk et fint horoskop det næste år, hvad han også får brug for. De yderste planeter arter sig særdeles vel, så det er ikke så underligt, at han er blevet valgt. Nu havde han jo også det fortrin at være østeuropæer, og det var nærmest et must i den situation, der opstod. Især Saturn står flot i hans horoskop, og det kan aldrig skade en karriere. Men han må se at få lært noget engelsk, og det burde heller ikke udgøre den allerstørste udfordring for en verdensmand.
Hvad så med Morten Østergaard, som bliver De Radikales nye leder? Han er født den 17. juni 1976 i Århus. Jeg har tidspunktet, men husker det ikke i hovedet. Han har ikke bøvl med de tre yderste planeter, men nok med Saturn, der spænder både Merkur, Mars, Jupiter og Månen op i de næste års tid. Han skal derfor ud på en mission, hvor han skal opmønstre stor ansvarlighed, disciplin, udholdenhed og tålmodighed. Det er en lidt utaknemmelig opgave, han er på, men han skal nok klare det, så længe yderplaneterne ikke er i spil.

UGEHOROSKOP uge 36 - 2014 af astrolog Lykke Larsen, læs dit dagshoroskop og ugehoroskop på www.kvindetid.dk


VÆDDER
Kærligheden kommet til dig, når du mindst venter det. Det bliver svært for dig at undgå den i hverdagen, men er du ikke interesseret, kan du jo lukke dig inde. Du er seriøs og fokuseret omkring dine arbejdsopgaver og god til at finde løsninger, hvilket gør, at du kommer langt i denne uge.
PS: Hæng dig ikke i ligegyldige ting.
TYR
Gniderier kan let opstå i det daglige. Det skyldes til dels, at du tager for givet, at andre har de samme værdier og holdninger som dig, hvilket er langt fra givet. Sæt tempoet lidt ned, og lyt til andre – selvom det tester din tålmodighed. Du kan gennemføre kreative projekter i din bolig.
PS: Du må være detaljefokuseret.
TVILLING
Du vil opleve, at tingene glider lettere i denne uge, og du ender ikke så let i diskussioner. Du og din partner vil dog stadig have svært ved at blive enige om tingene, så du må fortsat være opmærksom. Jo mere du kan slappe af, og tage tingene som de kommer, jo lettere en uge får du.
PS: Tænk ”ud af boksen”.
KREBS
Det er desværre relativt let for dig at forfalde til tungsind og sortsyn. Du må til tider virkelig hanke op i dig selv for at komme videre. Fokuser på det positive, og hæng dig ikke i detaljer, alt vil faktisk løse sig mere eller mindre af sig selv. Vær gerne lidt impulsiv og kom lidt væk hjemmefra.
PS: Det gør dig godt at være udendørs.
LØVE
Du står i et dilemma, du kan ikke nå alt selv, men du har samtidig svært ved at lade andre tage over. Hvis du ikke tager ansvar og sætter grænser, vil du opleve, at der let opstår gniderier, både på hjemmefronten og på dit daglige arbejde. Det skal også være tid til at slappe af.
PS: Find på noget der inspirerer dig.
JOMFRU
Sæt turbo på dine planer, du har masser af energi og virkelyst, så der er ikke meget, du ikke kan opnå, hvis du vil. Til tider kan du være lidt for fastlåst på dine egne meninger og ideer til, hvordan tingene skal gøres. Du kommer faktisk længere, hvis du er lidt mere fleksibel.                                                                                                                                         
PS: Du er det naturlige midtpunkt.
VÆGT
Du engagerer dig meget i de ting, du kaster dig ud i. Med den energi, du lægger i opgaverne, vil du blive succesfuld. Du kan dog blive træt ind i mellem, og her er det vigtigt, at du også husker at slappe af. En lille flirt vil give dig ny energi, og er du single, så kast dig endelig ud i det.
PS: Der skal være tid til selvforkælelse.
SKORPION
Det bliver desværre ikke helt let for dig, at få tingene til at lykkes. I stedet for at blive ved med at presse på, så læn dig lidt tilbage, du vil nemlig opleve, at tiden arbejder for dig. Tag dig tid til at gøre en lille status og se på dine mål for resten af året, små ændringer gør meget.
PS: Sæt ord på dine drømme.
SKYTTE
At være eventyrlysten betaler sig. Kaster du dig ud i nye og interessante ting, vil du virkelig føle dig både inspireret og motiveret. Det er faktisk kun dig selv, der sætter grænser, du kan nemlig komme langt. Du er ikke så meget hjemme, men glem ikke familien, tag dem med på eventyr.
PS: Tag chancer i denne uge.
STENBUK
Tæl til ti, gerne flere gange, inden du taler. Du kommer til at være diplomatisk og give efter, selv når du ikke har lyst til det. Du arbejder bedst alene, da du kan virke for dominerende på andre, også selvom det ikke er din hensigt. Du kan få nogle store arbejdsmæssige gennembrud.
PS: Du trænger til at komme lidt væk hjemmefra.
I
VANDBÆRER
En uge med en del udfordringer venter dig. Det bliver ikke let for dig at komme igennem med dine projekter og ideer. Der er desværre ikke meget, du kan gøre ved det. Det hjælper ikke at blive irriteret og frustreret. Du kan tale med din partner om tingene, og det hjælper en del.
PS: Find din optimistiske side frem.
FISK
Du er god til at være der for andre, men du kan blive for optaget af at servicere og hjælpe, at du helt glemmer dig selv og dine egne ting. Du trives godt, når du har selskab til tingene. Det hele går ligesom lettere, og du finder ny inspiration. Alle former for samarbejde går godt. 
PS: Planlæg din uge.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar