Brexit - læserbrev

Brexit – læserbrev  af Leif Brammer

Der har været mange fortolkninger omkring den engelske folkeafstemning.

Ser man det det fra en anden vinkel er der oprindeligt tale om et samarbejde mellem 6 lande i Europa omkring en kul- og stålindustri med det specifikke formål at få tabere og vindere efter 2. verdenskrig til at arbejde sammen, så den ene part ikke kan foretage en hemmelig oprustning uden den anden ved det. Der er bygge på senere med et økonomisk fællesskab i 60’erne og udvidelse af medlemskredsen.

Det går jo sådan set meget godt med at samle Europa om fællesskab og fælles løsninger så længe, der ikke bliver tale om en ny stor forbundsstat i stil med USA.

Det er ikke særlig enkelt at sammenkoble de enkelte stater, der ikke fx har samme bidrag fra borgerne til fællesskabet. Der er nogle steder hvor der ikke er så meget fællesskab med financiering af en velfærdsstat for alle over skatterne. Det er klart at der ikke er den samme grad af lighed i alle stater.

Til gengæld er der i dag en form for mistillid til det politiske system og dermed måske den form for demokrati, som har virket i mange år. Vel nærmest siden den franske revolution. Dengang var der i Frankrig så stor ulighed og utilfredshed med magthaverne, de priviligerede eller eliten som man siger i dag at der udbrød et oprør fra de svageste i samfundet. Det er måske det samme der kan være på vej nu, fordi medicinen til at løse alle problemerne går ud på, at alle må yde ofre, uanset nogle bedre kan gøre det. Mange ser, at de svageste rammes hårdest af reformerne direkte på indkomsten og samtidig ser man, at fællesskabets goder bliver frataget ressourcer eller ikke får tilstrækkelige. Der er ikke noget quick-fix på udfordringerne. Fx sundhedsvæsenet koster væsentlig mere forholdsmæssigt fordi mennesker lever længere, vi kan finde flere sygdomme i tide og der kommer bedre og bedre behandlinger som så koster mere og mere.

Er der mistillid lokalt til det nære demokrati, fx fordi det opleves af de mange, at det er de meget få der bestemmer over de mange (ca 180 der har magten over 5,5 mio for Danmarks vedkommende) og derudover er der så EU administrationen, som selvom den er meget større er få mennesker til befolkningstallet i hele Europa. Og man kan let opleve, at alle disse mennesker der rejser til møder her og der er medlem af en lille elite / udvalgte, der administrerer vores penge efter deres eget hoved og i forhold til hvordan udfordringerne ser ud fra det sted de sidder. Jeg tror det er meget vanskeligt for magthaverne at forstå både dem der har mange flere penge end de selv har og dem der har meget mindre kan der let ske en indretning af samfundet som falder skævt i forhold til befolkningstallet. Vi må huske at der er flest af dem der har mindst og færrest med de meget store formuer. Men vi må erkende, at de mennesker der har de store værdier incl virksomheder eller disses ejere efter antal – personer er i mindretal. Når vores demokrati begynder at nærme sig en situation, hvor det er de få med magt + penge der bestemmer over de mange og det bliver mere og mere synligt – OG HER ER EU MED TIL AT SYNLIGGØRE DETTE – så nærmer man sig en situation hvor flertallet der ikke har så mange værdier begynder at gøre oprør. Det viser historien.

Den lange fredsperiode i Europa hænger sammen med at der har været en balance mellem dem der har værdierne og dem der har væsentlig mindre. Forskellen gør ikke noget så længe der er en rimelig balance og det er klart at magthaverne arbejder for folket. Befolkningen i EU / de enkelte lande oplever mere og mere at denne balance ikke er tilstede – uanset om det er rigtigt eller forkert. Man kan sige at usikkerheden om dem der regerer / bestemmer over befolkningerne gør det i egen eller folkets (flertallets) interesse eksisterer på landeplan og bliver så forstørret når det kommer op på europæisk plan.

Tanken om balance / retfærdighed mellem de få der regerer / bestemmer over de mange ses af følgende uddrag af en gammel tekst, som er umådelig sigende og burde give stof til eftertanke hos enhver politiker, der mener at være demokrat: ”We hold these thruths to self-evident; that all men are created equal; that they are endowed by their creator with certain inalienable rights; that among these are life, liberty and the pursuit of happiness. That to secure these rights governments are instituted among men, deriving their just powers from the consent of the governed; that whenever any form of government becomes destructive of these ends, it is the right of the people to alter or abolish it and to institute new government.” Dette er uddrag fra den amerikanske uafhængighedserklæring. Det vigtige er her at princippet om, at det er folket der legitimerer de siddende regeringer og samtidig har folket muligheden for at ændre eller aafsætte regeringerne. Det er princippet der her er vigtigt. Samfundene er uden tvivl blevet for store og der er ikke den evidente nærhed mellem dem der regerer og dem der regeres. MEN erklæringen viser, at det er hensigten, at regere i de manges / folkets interesse.

I relation til fx EU er konstruktionen blevet uforståelig for den enkelte borger og det er ikke muligt at se at EU er til for den enkelte. Det vil måske være enklere at se og mærke, hvis EU ikke kører fremad hele tiden mod et mere eller mindre forenet Europa. Hvis man eksempelvis skrællede nogle af de seneste udviklinger / traktater væk og alene havde samarbejde om noget der virker for den enkelte og ikke har et formål med at virke på statsniveau ville det måske hjælpe til at se EU som noget der virker.

Samtidig har finanskrisen vist, at det gik hårdest udover dem der var mest integreret i form af at have tilsluttet sig Euroen. Samtidig blev det også klart, at det var muligt at komme med i Euroen for et land der ikke opfyldte betingelserne herfor ved at give urigtige oplysninger og at dette ikke var blevet opdaget. Det er fejl der kostede dyrt. Og det viste klart  at EU ikke havde virket. Med hensyn til en udfordring som de mange flygtninge ses det med al ønskelig tydelighed, at EU IKKE fungerer politisk som en enhed. Og mange stater agerer ved civil ulydighed og handler imod EU’s regler. At blive enige om en fælles løsning er ikke til dato nået. EU virker altså heller ikke her. Det er da ikke mærkeligt, at der rejser sig en stemme af modstand eller måske blot tvivl om vi ikke lige skal tænke os om. I en virksomhed kunne et sådant forløb blive opfattet som at der var gjort for mange forandringer på for kort tid så forandringerne simpelthen ikke var indarbejdet ordentligt før noget nyt blev sat i gang.

Som udgangspunkt forstår jeg ikke den panik som alle medier kalder følgerne af den engelske folkeafstemning. Beskrivelsen af kastrofe, fordi nogle vælgere giver udtryk for om noget er rigtigt er vildt overdrevet. Det svarer lidt forenklet til at verden / samfundet og alle autoriteter kun kan tåle at høre det de selv mener og til fx at eleverne der går i skole / på universiteter ikke må tænke selv; for det vil være en katastrofe. Problemet er ikke afstemningen men reaktionen på afstemningen. Det er endda blevet nævnt at den alene er vejledende. Med dette in mente er der jo masser af reaktionsmuligheder. David Cameron kunne måske på en eller anden måde have bedt vælgerne om en time-out. Han kunne måske have fået mandat til at forhandle videre på den aftale han havde fået til England og fået den gjort bedre. INGEN af de såkaldte statsledere kan besinde sig, BORTSET fra Angela Merkel. Alle taber hovedet af sig selv incl David Cameron. Hvor er lederen henne. Det er klart alle facts må på bordet. Det rette havde været at drøfte med EU medlemsstaterne hvad det er der kan virke – erkende hvor EU har svigtet og gå til et sikkert sted i forløbet fra etableringen af Kul- og stålunionen over EF, EØF, Maastrict etc. Jeg tror sagtens statslederne kan se punktet. Det er blot meget vanskeligt at sige til folket /de regerede – I har ret og vi har taget fejl. Vi retter fejlene. Mere skal der ikke til – FOR EU kan også noget der er godt.