Kan EU opløses overnight?

Svaret på dette spørgsmål er et rungende ja – om ikke lige overnight, så noget, der ligner. Og Pluto ordner det, hvis vi ikke selv gør det. Den adlyder universets love, hvad mennesker har en tendens til ikke at gøre.

Vi skal ikke længere tilbage end slutningen af 1980´erne for at finde et eksempel. Siden er flere fulgt efter i Det Afrikanske Forår, selv om det er noget ganske andet.

I 1992 vågnede verden op til en ny virkelighed: Sovjetunionen var ikke længere at finde på verdenskortet. Den ene af verdens to supermagter var brudt sammen uden krig, invasion eller nogen form for katastrofe – undtagen den, som Pluto nødvendigvis forårsagede, og som i lighed med finanskrisen i 2008 var forudsagt af astrologer som de eneste. Men når Pluto rammer Solen i et lands horoskop, som det sker i det næste års tid med Kina, så sker der under alle omstændigheder noget afgørende.

Sovjetunionens fald skete ellers mod alle forventninger. Ganske vist havde det sovjetiske system siden 1970´erne bevæget sig ind i en forfaldsperiode. Men den herskende opfattelse var, at denne ville strække sig over nogle årtier og gradvist resultere i et ændret system, baseret på fortiden. Sådan KAN Pluto også arbejde, men kun, hvis man i mellemtiden har gjort det stykke arbejde, den planet fordrer – nemlig at give slip på de ting fra fortiden, der ikke længere er i tråd med de kosmiske love. Det bliver spændende at se, hvad der sker i Kina. Men det er sikkert og vist, at det økonomiske system ikke får lov at fortsætte, og at fundamentet for den transformation sker for øjnene af os lige nu. Næsten da, for der er ikke meget, der er helt fremme i lyset i det land, men det kommer som resultat af Plutos hærgen i de næste 3-4 år, for den skal forbi flere aspekter end Solens.

Hvad angår Sovjetunionen er den herskende opfattelse blandt analytikere, at det ikke var til at forudse, at det kunne gå så hurtigt, som tilfældet blev. Men historikere og analytikere har heller ikke den fordel at kunne anvende Pluto som pejlemærke. For alle analytikere var det helt frem til 1989 en utænkelighed, at et sådant sammenbrud kunne ske, ligesom det for os nu om dage er ganske utænkeligt, at EU kan bryde sammen og smelte helt ned. Her skal det lige tilføjes, at både EU og Euroen har Plutoaspekter, der i rigeligt mål matcher Kinas. Vi kan altså komme til at slås med Kina om magt og overlevelse. Det vil vise sig, at der ikke er plads til begge på verdensscenen på den måde som den, vi kender i dag – og det kan ske hurtigere, end vi aner.

Ligesom i Sovjets tilfælde vil analysen være, at EU alligevel er for stort og stabilt til at gå direkte i opløsning. Og en relativ lang historie, der gør, at det hele ikke kan falde helt fra hinanden. Men de kender ikke den altafgørende faktor: Pluto. Historikere kaldte allerede i 1995 Sovjets fald for uundgåeligt. Ti år tidligere var det blevet erklæret for utænkeligt. Det er sådanne processer, Pluto står for. Ikke underligt, at den står for atomkraft og alt, hvad der vedrører dette område. Det er enorme kræfter, vi taler om, og de kan mere end matche totalitære styreformer og økonomiske magtkoncentrationer.

For at undgå et sammenbrud må EU sætte sig sammen og definere sig selv fra grunden – ransage sig selv og de motiver og visioner, man har dybest set i sit syn på egne medlemskaber (Pluto). Hvad vil man i fremtiden på fællesskabets vegne? Gør man ikke dette, er sagen ganske klar, så vil det i hovedtræk gå på samme måde som med Sovjet.

EU var i lighed med Euroen ikke dødfødt, men syg ved fødslen. Vi har skerevet meget om Euroens diagnose, men ikke så meget om EU´s diagnose. Men den største fejl ved EU´s stiftelse i 1958 var, at det var politikernes projekt, ikke befolkningernes. Det er i realiteten det, der nu svider til de europæiske parlamentarikere. Det samme var tilfældet ved indførelsen af euroen, men her skreg det endnu mere til himlen, at den var gal. Flere sydeuropæiske lande, herunder især Grækenland og Italien, måtte manipuleres ind i den fælles mønt ved at pynte på nogle økonomiske nøgletal, som krævedes for at de kunne komme med. Det blev så fikset via amerikanske storbanker. Og nu står vi med resultatet af manipulationen: Eurokrisen.

Nu om dage må EU-politikere, som selv er frygtsomme, bruge manipulatorisk retorik for at få økonomiske stramninger og virkemidler til at glide ned hos befolkningen. Euroen var en sådan ting, som skulle glide ned med alle til rådighed stående midler. Og nu står man med et fælles økonomisk samarbejde uden en fælles regering, og det er også noget, der får et sammenbrud til at rykke nærmere. Som vi ofte har beskrevet, er mastodonternes tid i en vis forstand ovre, og store enheder bliver nødt til at blive splittet op i mindre for at tilgodese mennesket, der er ved at blive tabt midt i at bureaukratiet. Faktisk er det allerede sket, i hvert fald set med folkelige briller. Resten klarer Pluto. Der er for stor en kløft mellem det, regeringerne og EU foretager sig, og det folket ønsker. Det er her, Pluto kommer ind i billedet som en regulerende faktor, og jo større kløften er, jo større muligheden for et decideret sammenbrud.  Føler folk ikke, at deres stemme høres, og at den gør en forskel, så er hele demokratiet i spil.

Konklusionen er, at EU skal gentænkes og bygges om, så tidligere tiders fejltagelse gøres godt igen. DET er den eneste sikre måde for at EU kan bestå, i hvert fald på den langsigtede og korrekte måde. Pluto kræver ægthed og ærlighed, så man må konfrontere sig selv med fortidens fejl, ellers sker katastrofen uundgåeligt.

EU må altså ”dø” i den form, vi kender sammenslutningen i dag, ellers er det en dødsdom, der bliver resultatet. Under alle omstændigheder går systemet i opløsning, og det vi ser nu, at forstadiet og reelt en dødskamp.

EU er et sofistikeret puslespil, som ikke begribes af menigmand. Det er eksempelvis direkte uforståeligt, at man kan finde på at flytte Europaparlamentet rundt mellem to byer to gange årligt. Naturligvis har det sine historiske grunde, men at det ikke bliver lavet om, at man flytter alt fra Bruxelles til Strasbourg med jævne mellemrum – det er da for meget. EU er ikke nogen stat og kan derfor ikke bryde sammen som Sovjet, men unionen kan bryde sammen og efterlade noget af et tomrum i de enkelte lande, som ellers havde baseret deres fremtid på fællesskabet. Det kan blive løsningsmodellen at bryde det hele sammen og bygge et nyt fællesskab op, for naturligvis skal der være fællesskab, det skal blot være på et ægte grundlag.

Økonomer tror ikke på, at unionen KAN gå i opløsning, og det øger i virkelighed muligheden for, at det rent faktisk kan komme til at ske. Hvis noget er utænkeligt, så handler man ud fra den tese, og hvis eliten misforstår den politiske dynamik, kan det gå virkelig galt. Men det er set fra Plutos synspunkt ikke galt – for så er det som det skal være: der er ingen vej uden om et det sammenbrud, der skal danne muligheden for et gennembrud. Pluto-snak hele vejen igennem. Og den går i disse år gennem Stenbukken, som netop symboliserer stive systemer og fundamentalisme. Det vil være en stor fejl, hvis vurderingen af risikoen for et sammenbrud overlades til økonomer, som har et blindt punkt her. Det skal jo tjene systemet, som nok ikke uden videre anerkender sammenbruddet som realistisk. Derfor kan deres vurderinger gå galt. Det vil også være i tråd med Pluto, der negativt anvendt står for fortrængninger, og så sætter man per automatik kikkerten for det blinde øje. Vi har set med Sovjet, hvordan det kan gå, når man fornægter realiteterne.

Kort sagt skal EU gentænkes og omdefineres for at kunne bestå på bæredygtigtig vis. Her er det nødvendigt med fleksibilitet og at bevæge sig væk fra fortidens stivhed. EU skal ikke reddes med den gamle medicin, som vil få behandlingen af patienten til at slå fejl – og med døden til følge. Der skal en korrekt diagnose og en naturlig medicin til, og det er på høje tid. Og den gamle medicin er at sende bevidstløse midler derhen, hvor der er hårdt brug for dem – hvad der naturligvis er meget sympatisk, men gamle og utilstrækkelige løsninger, hvis krisen skal løses fundamentalt.

Mastodonterne er sårbare – noget, der faktisk vokser med størrelsen. Den herskende mening har været, at store koncentrationer mindsker sårbarheden, hvad der er korrekt nok til en begyndelse, men på sigt er det forkert – som så meget andet i mastodont-sager som denne. Det, man tror, mindsker risikoen, øger den i stedet på sigt.

På med vanten og byg det hele om til helhedens bedste – om det hele så skal skilles ad først!

Hvad kan gøres?

Som sagt skal der ske en opdeling af store enheder til mindre overalt i samfundet, og derfor også i EU. EU skal føres nærmere til befolkningerne, så de føler det også er deres projekt, ikke kun politikernes. Dette er en kæmpe opgave i sig selv, og den kan ikke blot ske gennem bedre kommunikation, som administratorerne helt sikkert gerne ville kunne nøjes med. Hvis man ville gøre noget ultimativt, kunne man anstille en række forsøg i de lande, der måtte være interesseret deri. Tænketanken Mikro er i gang med at beskrive et forsøg med opbygning af et minisamfund, hvor der dels skal være plads til alle på sigt, men hvor man begynder med at kapre nogle ildsjæle og mennesker med en positiv indstilling til forandring og til at hjælpe det, de kan. Herunder mennesker på alle former for overførselsindkomster, som har noget, de kan tilbyde til fællesskabet. De fleste har noget, som de kan, selv om de er på fuld pension. At man er handicappet og ikke kan udfylde et fuldtidsjob betyder ikke, at der så ikke er andet, man kan. Og dette bidrag har både samfundet og den enkelte brug for at tilbyde til helheden.

EU´s rolle kunne være at bygge et minisamfund som en slags reservat, et forsøg, vi kan kalde Dania Futurum, hvor beboerne i udstrakt grad selv kan vælge og bestemme over deres eget liv. Jeg havde i første omgang tænkt mig at blande politik helt udenom og indgå et samarbejde med mæcener og rigmænd som f.eks. George Soros. Men hvis politikerne vil være med, ligger der jo en stor fordel i det. Ved nærmere eftertanke kan politikerne være ganske nyttige, selv om det ikke må gå for meget politik i det. Det skulle i så fald være en slags udvidet frikommune, som opbygger sit eget system og ændrer på det, til det bliver næsten perfekt og kan overgå til samfundet permanent som en ny og bedre model, så den gamle model kan udskiftes med friske dele, som det sker med alle ting og systemer efterhånden. Det er hårdt tiltrængt.

Det skal naturligvis ske på grønne og bæredygtige vilkår, og den enkelte beboer kan tildeles privilegier som f.eks. en lav husleje og samtidig beholde sin overførselsindkomst. Der skal være et incitament, en gulerod, for at få så mange gode viljer som muligt med fra begyndelsen. Det vil sætte Danmark på verdenskortet med et slag: Verdens hovedland udi grøn vækst og samfundets forandring generelt . Det er der virkelig perspektiver i, i forhold til at lappe på alle de gamle mekanismer, som er langt bedre tjent med at blive udskiftet.

Læs om dette projekt på www.astrologihuset.dk og klik på bloggen fra forsiden.