søndag den 6. oktober 2013


Kommentarer 41

 

Indhold:

Information og tilbud

Ugens syner af Kirsten Brun

Ugen, der kommer – på astrologisk

EBH Banken

Amagerbanken

Hylle, Mylle og Vylle

Pluto viser kløer

Berlusconi

Big Bubble

Atom-crashet

Søfartsmuseet indviet – har du tidspunktet?

Ugehoroskoper for alle tegn

 

 

 

Information og tilbud

En af de mest efterspurgte bøger i antikvariatet er Livet i Lyset af Shakti Gawain. Den er nu kommet i et flot eksemplar til 200 kr. Mail gerne reservation til astrologi@astrologihuset.dk

Vi har også fået fat i et eksemplar af Bernie C. Siegels Kærlighed, medicin og mirakler til 150 kr.

Da vi efterhånden har en del antikvariske bøger, herunder stort set alle udkomne astrologibøger gennem tiden, kan du sende dine ønsker ind på ovenstående mailadresse for at høre om pris m.m.

 

Ugens syner af Kirsten Brun

Ugen er fyldt af medmenneskelighed og relationer mellem mennesker. Der er så mange fine energier, og ugen er fyldt af liv og tro på, at vi alle har en plads og et formål. Det er sjældent, at energier er så stærke og så tydelige.

Det kommer til at give genklang overalt. Men det er ikke alle, der kan håndtere så stærke energier. Det at tænke på sin næste er stærkere end at tænke på den enkelte. Det vil vise sig på mange måder. Hvor man rækker en hånd frem, vil den ikke altid blive taget vel imod.

Det gælder også på det store politiske plan, hvor der vil være mange, der vil føle sig forpligtet til at udtrykke deres mening og søge vejen mod individet - og ikke mod sammenholdet. Så det bliver svært for Obama og hele konflikten i USA. Men der er også en klar retning mod at stå fast på tradition og ikke se nyt. Det gør, at mange diskussioner vil lande i kampen om at få sin vilje, i stedet for at høre, hvad det medmenneskelige budskab kunne handle om.

Der vil være mange mærkelige hændelser, som handler om overbevisninger. Indre kaos vil også vise sig. Der er mange, der reagerer med næsten fanatiske holdninger. Eller føler sig truet, og derfor reager overilet. Debatten vil nå meget store højder denne uge.

Men hvis man kan slappe af og ikke føle sig truet, men være med følende og medlevende, er det en fantastisk uge. Husk, at smilet når længere ind end alt andet.

Der vil også forekomme dyneløftninger, hvor privatlivet er i spil. Men alt i alt bliver det en uge med smil og overbærenhed. Så smil og lev.

KB

 

 

Ugen, der kommer – på astrologisk

Solen er nu stort set ude af den stærke spænding til Uranus og Pluto. Der kan dog forekomme lidt efterdønninger fra spændingen i ugens første par dage. Solen skal også forbi spændingen til Jupiter, som er eksakt lørdag. Venus står den 11. oktober i eksakt spænding til Neptun. Det vil sige, at aspektet er i tiltagende hele ugen op til fredag, og det giver økonomisk og værdimæssig uro. Det kan være aktiekurserne, der stadig er svingende efter sidste uges nedgang, især hvad angår B&O, som fik en ordentlig lussing.

Direktøren hedder Tue Mantoni. Han har et T- kvadrat mellem Mars, Saturn og Pluto, som aktiveres af netop Pluto i denne tid. Det er normalt rigtig skidt, når direktøren for det hele har en så stærk spænding i sit horoskop. Det sætter sit præg på hans virksomhed. Vel at mærke i negativ retning.

Vi har ikke stiftelsesdagen for B&O i 1925. Har du denne, hører jeg meget gerne derom. Så kan jeg bedre vurdere, om virksomheden kan overleve den nuværende krise, hvor markedet for luksusprodukter er faldende. Jeg er dog sikker på, at B&O med Mantoni ved roret ikke kan genvinde det tabte terræn. Blot for at tage et eksempel fra virkelighedens verden.

Venus går ind i Skytten og varsler optimisme, men man skal passe på med overmod. Dette modvirkes af Merkurs konjunktion med Saturn i Skorpionen, som maner til besindighed.

 

MANDAG

Natten til mandag passerer Månen både Merkur og Saturn, og mange har brug for hvile, så man må håbe, at de fleste er kommet tidligt i seng i går. Ved 20-tiden står Månen meget smukt til Jupiter, og det giver glæde og optimisme med megen sans for humor. Der er virkelig lagt op til hjemlig hygge denne mandag. Næsten samtidig (kl. 19.54) går Venus ind i Skytten og sætter yderligere fokus på glæden. Det kan faktisk blive en gylden aften, så husk at fejre et eller andet, fx at det i morgen er første dag i resten af dit liv.

 

TIRSDAG

Kl. 14.21 går Månen ind i Skytten og øger glæden og lykken i et par dage med stor sans for humor. Sidst på eftermiddagen står Månen på Venus og udløser spænding mellem Venus, Mars og Neptun, og det giver en lumpen dag, hvor man skal passe på overdrivelser og forhastede konklusioner/beslutninger. Man skal nøjes med at være optimist, ikke overoptimist. Dette aspekt gælder det meste af dagen.

Merkur står lige på Saturn i dag i fint aspekt til Pluto, så der er tale om megen vilje og kampgejst, ikke mindst på det mentale og kommunikerende område.  Det, man siger, mener man bare helt præcist og knivskarpt. Nyd dagen så roligt som muligt og få en god dag ud af det.

 

ONSDAG

Ved 6-tiden står Månen eminent til Uranus og giver nytænkning, og om aftenen står Månen godt til Solen. En meget fin dag med gode oplevelser på den mere utraditionelle, anderledes og nytænkende måde.  Det enkle, samvær og fællesskab er i fokus på denne fine dag, som nok er ugens højdespringer.

 

TORSDAG

Månen er i harmoni med Mars midt på dagen, og det giver megen energi og direkte handling, hvor meget glider flot, og der kommer meget fra hånden på grund af den gode stemning. Dog trækker det op til et par spændinger i de næste par dage. Ved midnat står Månen flot til Neptun og giver gode, måske varslende drømme – og en god nats søvn. Månen går ind i Stenbukken kl. 17.17, og så får vi et par dage med behov for ro, ansvarlighed, disciplin og seriøsitet.

Sidst på formiddagen er spændingen mellem Venus og Neptun helt eksakt, og det gavner ikke økonomien, værdierne og kærligheden, tværtimod. Så pas ekstra på i dag med, hvad du køber og i øvrigt investerer i. Køb kun det, der er helt nødvendigt, og undlad større køb og investeringer.

 

FREDAG

Månen står på Pluto ved 8-tiden, og ved 10-tiden er den i spænding til Uranus. Det giver en meget urolig start på dagen, lige fra morgenstunden. Der kan være tale om følelsesmæssige konfrontationer med én selv eller andre. De negative følelser kan dukke op, og mange vil projicere dem ud på andre. Det går dog ikke helt galt, for Månens harmonier med Merkur og Saturn holder en snor i tingene og sørger for stabilitet. Så det bliver nok ved et nærved-og-næsten. Nogle er lige ved at eksplodere, men gong-gongen redder dem i sidste sekund.

 

LØRDAG

Kl. 20.00 går Månen ind i Vandbæreren og giver et par dage med behov for frihed og uafhængighed – og for at gøre præcis, som man vil. I dag er Solens spænding til Jupiter eksakt, så man skal passe på med overdrivelser og flyvskhed. Tæl til ti, hvis du pludselig får lyst til at melde dig til en rumrejse eller en tur Jorden rundt. Man VIL så meget med Jupiter i spænding.  Oplevelser står øverst på dagsordenen.

 

SØNDAG

Ca. kl. 6 står Månen fantastisk til Venus, så stå tidligt op og nyd daggryet i fulde drag med morgenmad på sengen eller lignende. Midt på dagen står Månen flot til Uranus og giver behov for frihed og spænding. Sidst på eftermiddagen kan der dog opstå en slags metaltræthed på grund af Månens spænding til Saturn, og det fortsætter på en måde om aftenen med spændingen til Merkur. Dagen starter altså meget flot, og det skal udnyttes, men mange går død i energierne senere på dagen og om aftenen. Det er ikke let at gøre alle tilpas og få sagt tinge ligeud, så de er til at forstå.

 

Otte bankdirektører skal i kachotten

 

Sådan skrev vi for et par år siden (søg på Strier på bloggen, og du kan se det hele):

 

EBH Banken

Det viser sig nu, at EBH Banken (Erhvervsbank Hanherred) sandsynligvis er en endnu større skandale end Roskilde Bank, hvilket bliver kulegravet nu. Det viser sig også, at den tidligere direktør, Finn Strier Poulsen, har samme fødselsdag som Roskilde Banks direktør. Begge er født 24. december og har derfor omkring 2008 – hvor det hele ramlede - haft Pluto i spænding til deres fødsels-Sole. Han er nu anmeldt til politiet, og det ser ud til, at det hele virkelig begyndte at ramle, da EBH banks kæmpesucces begyndte at stige Poulsen til hovedet. Han er født den 24.12 1956 ved Nørager i Himmerland og kan være dobbelt Stenbuk. Han har derfor ikke haft det nemt under den eksponentielle vækst i banken, selv om netop vækst var hans store ambition. Stenbukken har det ikke godt med at miste overblikket. Men det kan let ske, når Pluto går i gang, især når der samtidig udløses en spænding til både Månen og Jupiter, som er i konjunktion lige i begyndelsen af Vægtens tegn.

Det vil sige, at disse spændinger er begyndt at blive aktiveret i begyndelsen af 2007, lige efter Poulsens 50 års fødselsdag, hvor bestyrelsesformanden for banken, Egon Korsbæk (Ja, det hedder han) i sin tale formulerede det sådan, at ”Det virker, som om dit kodeord er videre, videre, videre. Du kan til tider virke utålmodig på at få omsat dine tanker til handling”. Året efter gik det galt, men det er startet tidligere.

 

Sådan skriver vi nu:

Nu er otte bankdirektører dømt for kursmanipulation til egen vinding. Det er i realiteten en meget alvorligere sag en de tidligere, hvor det overvejende drejede sig om bankernes økonomi. Her har de indbyrdes handlet med aktier og kunstigt kørt kursen op, når de skulle sælge. Og ned, når de skulle købe. Den almindelige aktiehandler er derfor blevet taget godt og grundigt ved næsen. De otte direktører kommer fra EBH Banken, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland. Sidstnævnte er stiftet allerede den 26. november 1829 i Randers og er derfor Jyllands ældste pengeinstitut. Jeg har tidligere udtalt, at Neptun er inde i billedet på denne bank nu, og at man derfor skulle passe gevaldigt på alt, hvad man gør. Det var altså ikke nok, og nu står de med fletningerne i bankboksen. Neptun står lige netop for bedrag.

Hvad angår Morsø Sparekasse passer situationen fint med den gamle bank under det oprindelige navn. Men for to år siden, den 1.11.11, skiftede banken navn og startede tilsyneladende på en frisk. Det kan man så se efterfølgende, at det var så som så med friskheden. Jeg skrev dengang, at den nye konstruktion med at åbne igen under et andet navn skete på et optimalt tidspunkt. Men hvad hjælper dette, hvis fundamentet/historikken er helt forkert? Og det er umuligt at vide, når man bedømmer et åbningshoroskop. Hvad man har lavet i fortiden, er afgørende. Og hvis man ikke kender detaljerne, er det en umulig opgave at bedømme det. Derfor må man altid kalde sådanne bedømmelser for ”alt-andet-lige”.

Det skal tilføjes, at Strier Poulsen i denne tid har den navnkundige spænding mellem Uranus og Pluto - der gør krisen så bastant - i spænding til sin Mars i Vædderen, og det er sandt for dyden ikke nogen let udfordring. Især ikke for erhvervs- og finansfolk som ham.

 

Amagerbanken havde deres helt egen bankhemmelighed

Læs det tidligere indlæg (i dag) om skattely og bankhemmeligheden. Vi har også tidligere skrevet meget om Amagerbanken, og vi var de første til at forudsige, at de ville ryge med imellem de banker, der kom i krise, og at skeletterne så ville begynde at vælte ud af skabene. Da vi skrev dette, fik vi flere henvendelser, der antydede, at vi ikke følger med i, hvad der sker. Jeg blev gjort opmærksom på, at den daværende direktør jo selv havde udtalt, at det gik rigtig godt med banken. Så gik han hen og døde kort tid efter, og så skal jeg love for, at skeletterne blev spil-levende som notoriske zombier.

Under hele forløbet var direktionen tavs som graven og spillede derfor også zombier i et mummespil, hvor andre medvirkende var Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet, som begge svigtede deres opgaver gennem undladelsessynder – især Finansiel Stabilitet, der svigtede på 4-5 vitale punkter og dermed var medvirkende til at sende banken ud over afgrunden – godt hjulpet af bankens egen tavshed. Alt foregik i så dyb tavshed, at man kan sige, at de havde indført deres helt egen form for bankhemmelighed, der spandt sig lige fra beslutninger til direktørens fødselsdag. I det mindste den sidste direktør, Jørgen Brændstrup, som ikke kan spores nogetsteds på nettet, hvad angår personlige data.

Heldigvis har vi fødselsdagen på Amagerbanken, der fik til huse i den første direktørs hjem på Amager Strandvej i Kastrup. Banken åbnede den 9. maj 1903, formentlig  midt på dagen. Skulle nogen kende åbningstidspunktet fra arkivernes, er jeg meget interesseret i at få det tilsendt. Det fremgik med al ønskelig tydelighed i 2005-2011, at der var noget i banken, der ikke var, som det skulle være. Hvad mon de gik rundt i banken og lavede efter kl. 3? For nu at citere den kendte sangtekst. Den 6. januar 2011 var det slut, og den 16. november samme år blev det på Amager meget kendte skilt med Amagerbonden i spraglede gartnerifarver, pillet ned fra bygningerne i Københavnsområdet.

 

Hylle, Mylle og Vylle

I anledning af folkestyrets første skoledag med deraf følge hyggelige gensyn med klassekammeraterne, har vi givet de tre kvindelige partiledere nye navne. Helle, Margrethe og Annette V bliver til enten Rylle, Kylle og Pylle eller som i overskriften. Selv om Pluto står for gylle - og den planet er meget central på folketingets åbnings dag i 2013, den 1. oktober - vil vi undlade dette navn i dagens anledning. Pluto står også for skat og store formuer (og beskatningen af disse) samt finansloven, da den også symboliserer andres penge – landets finanser og BNP.

Åbningstalen

Når Pluto er inde i billedet, kan man godt droppe al staffage og overflade og gå direkte til makronerne. Men skønt statsministeren leverede sin bedste åbningstale indtil nu i ”Helle” sin regeringsperiode, tager hun og hendes regiment stadig ikke fat på de fundamentale udfordringer for at få rettet de indbyggede fejl i vores økonomiske system, som uvægerligt vil føre til kriser med jævne mellemrum. Og jo mere man undlader at tage fat, jo hyppigere vil kriserne optræde. Det ønsker hun så i realiteten.

Pluto står i 2. hus (økonomi), så der skal nok komme gang i konfrontationerne under forhandlingerne om finansloven. Pluto er i spænding til både Solen og Uranus (nytænkning). Regeringen står altså med en unik mulighed for et ultimativt opgør på den økonomiske front, men disker igen op med en lappeløsning og en stribe undladelsessynder, der uundgåeligt vil falde tilbage på den samlede regering, som krisen faldt ned over nakken på Fogh-regeringen og lagde en Løkke om halsen på DEM. En løkke, de endnu ikke har fået viklet sig ordentligt ud af – og det vil de heller ikke få gjort, det vil historien vise sig at vise…

Ydermere står Månen i konjunktion med Mars i spænding til økonomiplaneten Venus (kassebeholdningen). Det går altså ikke at kickstarte udviklingen med en lempelse af den finansielle politik. Her håber jeg, at regeringen trods alt vil udvise rettidig omhu. Det tror jeg på, men at lave om på fundamentet, vil de aldrig finde på, medmindre de bliver tvunget til det, og det vil Pluto med største selvfølgelighed sørge for.

Præcis kl. 12.02 bimlede Bertel Haarder med klokken og satte legene i gang. Han ville lige vente på, at republikanerne kom på plads: De 12 fra Enhedslisten, Zenia Stampe fra De Radikale og Lisbeth Bech Poulsen fra SF. De var først på deres pladser, da kongehuset havde sat sig ned. På den måde undgik de at skulle rejse sig, da de royale repræsentanter kom ind på tilhørerpladserne. Der er ikke rapporteret noget om, at de faldt i staver i år midt i hele menageriet.

 

Nu viser Pluto (skat) kløer

En ting er den danske skattesag, som lige nu ligger lidt stille på grund af et hemmeligt brev – dog ikke i pressen, som interesserer sig meget for at finde ud af, hvem brevskriveren er, og hvad der står i brevet.

Der er mange danske og udenlandske penge i skattely. Det har vi skrevet en del om på bloggen og sagt, at det kan Pluto ikke vedblivende lade gå upåagtet hen.

Nu viser det sig, at politisk pres fra Danmark har fået banker i Schweiz og Luxembourg til at give spekulanter et kortsigtet og klart ultimatum om at betale skatten eller forsvinde fra banken. Lige efter Plutos hoved. Den vil have, at velhavere i stedet for at anbringe penge i skattely skal sige til sig selv, at det kun er idioter, der kan finde på at unddrage sig skat. Også selv om den er for høj som i Danmark. Det er selvtægt af værste skuffe at skattely-ve.

Nu er gode dyr rådne – og dyre

Det vil dog stadig være et stort stykke arbejde tilbage, før man kan sige, at jobbet er fuldført. For det er stadig muligt at lave simple manøvrer for at undgå skat, selv om man nu skal deklarere, at der er betalt skat af sit indestående. Også dette er dog en stakket frist, så jorden brænder i stigende grad under” unddragerne”. Men de kan endnu flytte penge fra privatkontoen til virksomhedskontoen og dermed stolt fremvise ”beviset” på, at der er betalt skat. Der skal dog ikke meget instruktion til bankerne for at sætte stolen for døren her. Det er dels blevet sværere at skjule pengene – og det vil blive endnu sværere ifølge sædvanligvis velunderrettede kilder, som alle står Pluto nær, og dels er den amnesti, hvor man straffrit kunne melde sig selv, nu udløbet. Kort sagt, nu er gode dyr rådne – og dyre! 

 

Store, sorte formuer – frygt og bæven

Der vil nok komme en forlængelse/genoptagelse af amnestien for at melde sig selv, for nu brænder jorden så meget under de formastelige, at selv om de hæver deres penge og smider dem i en tilfældig gylletank et sted på landet, så kan alene det faktum, at pengene er hævet, i fremtiden bringe dem i fedtefadet efterfølgende. Hvis ikke amnestien mod forventning genoptages, så vil mange være nødsaget til at bide i det sure æble og gå til bekendelse under mottoet: Slip for straf – betal din skat. Mange velhavere frygter hele sikkert udviklingen, der med usvigelig sikkerhed når de allerfleste ”unddragere”. Og resten klarer Pluto og karmaloven i skøn forening. Angst og skat er begge symboliseret af Pluto.

 

Berlusconi færdig i politik – men kan fortsætte i pulitik

Som forudsagt ville Pluto i spænding til Berlusconis Sol gøre en ende på hans politiske karriere. Det har blot været lidt forsinket, da aspektet var der for 1-2 år siden. Men det er også her, han har skabt fundamentet for sin sortie, nu hvor han har skudt sig selv i foden og ikke kan komme tilbage.  Han er født den 29.9.36 kl. 5.40 i Milano. For et par år siden var der alt bøvlet med prostituerede(Pluto) – eller det ekstra bøvl, hvor han også blev skilt (også Pluto). Man kan roligt sige, at nu er han færdig i politik, mens han sikkert fortsætter i pulitik…med Unga Bunga parties.

 

Big Bubble

Nye finansbobler kan være på vej, mest på bolig- og aktiemarkedet. Generelt er der tale om en lempelig pengepolitik i den vestlige verden, og det er meget farligt i en tid med Uranus i spænding til Pluto. Centralbankcheferne spiller derfor højt spil med lempelighederne.

Jeg vil vurdere, at der allerede på nuværende tidspunkt er skabt mulighed for en finansboble, bare på grund af de lempelser, der allerede ER foretaget. Det finansielle system ER meget sårbart, når planeterne ter sig, som de gør i disse tider. Der skal faktisk finansielle stramninger til nu, men det er der ingen planer om, og så vil der kunne dannes en boble mere, og der skabes grundlag for en Big Bubble, alene af den grund, at vi kræver vedblivende vækst. Vi bliver nødt til at acceptere en tilbagegang i den materielle standard, så vi kommer i bedre balance med naturen. Jo mere vi er i ubalance med denne, jo mere sårbar er vores økonomiske system simpelthen. Naturen er den stærkeste kraft, når det kommer til stykket, og det må vi respektere. Bliver vi ved med at vækste, så har vi selv bedt om The Big Bubble. Og så var DEN vækst borte.

 

Atom-crashet

Vi har tidligere skrevet om nærved-og-næsten atomulykken ved Goldsboro i North Carolina. Der er nogen tvivl om det nøjagtige tidspunkt for styrtet, som dog menes at være den 24. januar 1961 kl. 00.25, 19 kilometer nord for Goldsboro. Flyet fik problemer med brændstoftilførslen under en brændstofopfyldning i luften (Neptun i 1. hus i spænding til Månen). Neptun står for alt flydende, og den er også i spænding til Merkur (trafik).  Tanken i højre vinge sprang læk, og flyet mistede 17.000 liter brændstof på kun 3 minutter. Faldskærmen med den ene atombombe landede i et træ, og den anden bombe borede sig 22 fod ned i en mose (Neptun/Månen).

Pluto (atombomber) står meget flot i horoskopet, og det tilhørende 8. hus´ hersker er Venus, der også står fantastisk. Det samme gør AC i Skorpionen, så det var et svineheld, at der ikke skete en mega katastrofe. Bomberne var hver især ca. 240 gange så stærke som Hiroshima-bomben.

 

Forsinket indvielse af Søfartsmuseet – men…

Vi skrev i juni måned, forud for den planlagte indvielse af det nye Søfartsmuseum i Helsingør, at den 29. juni midt på dagen var et ugunstigt tidspunkt til indvielse af et nyt museum. Det har lederen – eller universet, men det er jo det samme – opsnappet, for af forskellige grunde blev indvielse udsat. Den officielle begrundelse var oversvømmelse i det underjordiske museum. Museet er tegnet af BIG, Bjarke Ingels Group, og Ingels har Pluto i spænding til sin Sol i år. Pluto står for både det underjordiske, det økonomiske og oversvømmelser, da det er en vandtegnsplanet. Månen stod i Fiskene den 29. juni i spænding til den vidtløftige Jupiter. Men den stærkeste spænding var Solens t-kvadrat til Uranus og Pluto.

Nu, præcis 3 måneder senere, står Solen så igen i t-kvadrat til Uranus og Pluto – så dette museum vil komme til at lide under Pluto-spændinger i længere tid. Det vil sikkert vise sig at blive dyrt at vedligeholde museet, og at bevillingerne og donationer hurtigt vil få ben at gå på, så der fra tid tll anden skal spædes op. Månen er også med i t-kvadratet, da det er dagen for nymåne, hvor Solen og Månen står i konjunktion.

Hvis indvielsen skete kl. 12.00 som vanligt, når dronningen deltager, så står AC på Venus og i harmoni med den anden hovedakse, MC. Det hjælper noget på tingene, men det er stadig ikke en godt valg med den åbningsdag. Det bliver spændende at følge museet med det stærkt vandtegnspægende horoskop, som det sig hør og bør for et søfartsmuseum. Men der ER altså lige lovligt mange spændinger, og det trækker hårde veksler på økonomien, også i fremtiden. Heldigvis står Merkur og Saturn stabiliserende i Skorpionen, og både dette tegn og dets planet Pluto, står meget centralt i horoskopet. Pudsigt nok hedder lederen af museet Mordhorst til efternavn, og Pluto står bl.a. for mord…

 

UGEHOROSKOP uge 41 af astrolog Lykke Larsen, læs dit dagshoroskop på www.kvindetid.dk


 

VÆDDER
Det er en god ide, hvis du får afsluttet nogle af dine gamle opgaver, for nye eventyr venter på dig. Alt, hvad der er nyt og anderledes, vil fange din interesse. Du kaster dig hurtigt over de ting, du finder spændende. Der er romantik i luften, og tingene går hurtigt i øjeblikket.
PS: Husk at være tro mod dig selv.
TYR
Kommunikationen mellem dig og de mennesker, du omgiver dig med, vil glide lettere end i de forgangne uger, hvilket frigiver noget energi. Du skal dog stadig passe lidt på med, hvad du siger, og til hvem. Det bliver en travl uge, og du må arbejde hårdt for at følge med.
PS: Et lidt lavere tempo gør, at du kan nå mere.
TVILLING
Det bliver en uge, hvor du må finde kompromiser. Det gælder både på jobbet og hjemme. Det positive er, at du er i stand til at løse de udfordringer, der viser sig, men det tager tid og energi. Der sker store forandringer, og du kan til tider føle, at du står foran en skillevej.
PS: Fleksibilitet er nøgleordet.
 
KREBS
Der bliver mulighed for mange hyggelige stunder sammen med dem, der står dig nær. Du nyder at forkæle dine kære og at skabe en god stemning. Du får lyst til at lave lidt om hjemme i din bolig, og der skal ikke meget til, før du føler, at du når noget.
PS: Hæng dig ikke i detaljer.
LØVE
Tag imod de invitationer du får, der er mulighed for kærlighed og romantik, og det bliver ikke kedeligt. Det gælder også, hvis du er i et forhold. Du og din partner vil nyde at komme ud og opleve noget sammen, så kom lidt væk hjemmefra. Der skal ske noget.
PS: Du bør være lidt impulsiv.
JOMFRU
Snart vil tingene blive lettere for dig, men stadig hænger du dog lidt fast, og tingene går ikke helt så hurtigt, som du kunne ønske dig. Der er ingen tvivl om, at du går en spændende tid i møde, og især en mere produktiv en, så du kan komme videre med dine planer.
PS: Tålmodighed må der til.
VÆGT
Især i starten af ugen vil du opleve, at du hurtigt kan føle dig lidt stresset. Forventningerne fra andre, og ikke mindst fra dig selv, er høje. Det bedste du kan gøre er faktisk at strukturerer din dag, så du bevarer overblikket. Du kan med held spørge kollegaer om en hjælpende hånd.
PS: Revurder dine mål.
SKORPION
Vigtige beslutninger træffer du bedst senere på ugen. Her vil dit overblik være bedre, og det er mere klart for dig, hvad du ønsker. Du er god til at tale med andre, herunder til at flirte, så det bør du ikke holde dig tilbage fra. Du kan bruge mange penge, og her skal du huske at tænke dig om.
PS: Der er gode muligheder, karrieremæssigt.
SKYTTE
Er du ikke i et parforhold, så viser der sig nogle spændende muligheder. Har du en partner, så finde på noget, I kan være sammen om i weekenden. Du får vind i sejlene, og ting du før har skullet kæmpe for, kommer nu nærmest af sig selv. Nyd endelig de positive aspekter/muligheder. 
PS: Du nyder at være hjemme.
STENBUK
Er du den type, der normalt siger ja til at give en hånd med og hjælpe andre, så er det nu, du skal lære at sige nej. Du har selv så mange ting, du skal tage dig af, så der er ikke plads til at påtage dig mere. Du får travlt både på jobbet og hjemme. Det kan resultere i spændingshovedpine.
PS: Du skal huske at slappe af.
I
VANDBÆRER
Du er godt på vej imod dine mål, og det er nu, du ser resultaterne af din seneste indsats. Du kan rent faktisk læne dig lidt tilbage og nyde det, og du bør bestemt give dig selv et klap på skulderen. Spændende invitationer dukker op, og sig endelig ja, for du vil føle dig meget social.
PS: Du er god til at tale din sag.
FISK
Du har masser af energi, og det er op til dig, hvordan du gerne vil bruge den. Der er bud efter dig socialt, men også på jobbet. Du bliver inspireret af at være sammen med andre. Du får tingene til at ske, så prøv at kanaliserer din energi i at skabe de resultater, du ønsker.
PS: Din intuition er virkelig god.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar