mandag den 21. oktober 2013

Planeten Makemake skifter tegn


Fra astrolog Eskild Rasmussen har vi modtaget dette indlæg:
 
Makemake i går skiftede tegn fra Jomfruen til Vægten. Det er min hypotese, at Makemake hersker over Jomfruen på samme måde, som Pluto hersker over Skorpionen, dvs. så deler Makemake herskerskabet over Jomfruen med Merkur, ligesom Pluto deler herskerskabet over Skorpionen med Mars.



Tegnskiftet vil ud fra denne hypotese ske fra Makemake's eget tegn til et andet tegn, og det vil alt andet lige svække de anliggender, som Makemake står for. Jomfruen (= urhoroskopets 6. hus) repræsenterer bl.a. hjælp og serviceydelser. Vi har i de forløbne uger set skandalerne omkring klimaorganisationen GGGI blive rullet ud. På den baggrund tror jeg, at tegnskiftet indikerer følgende:

  • Græsrodsorganisationer, nødhjælp og ulandshjælp vil generelt blive svækket, fordi folk mister tilliden til, at det nytter noget at hjælpe. Pengene forsvinder jo alligevel i korruption og flybilletter på første klasse.
  • Klimasagen svækkes. Her skal man huske på, at climategate skandalerne har vist, at tilhængerne af teorien om, at mennesket påvirker klimaet, flere gange er blevet afsløret i at manipulere med tallene, dvs. de blander politik sammen med deres "forskning". Forskning, hvor resultaterne er givet på forhånd, er ikke forskning - det er svindel.

Om klimasagen

På et tidspunkt, hvor jeg var arbejdsløs og havde masser af tid, besluttede jeg mig for at sætte mig ind i klima-diskussionen. Jeg læste ca. 1 meter bøger fra biblioteket - halvdelen var for, den anden halvdel imod. Jeg tog notater og opstillede lister med argumenter for og imod, idet jeg gav argumenterne point efter, hvor stærke de var. Til min store overraskelse opdagede jeg, at klimaskeptikerne havde de bedste argumenter. I dag mener jeg, at hele klimasagen er en slags ny romantisk religion (og dermed ikke videnskab), hvor naturen dyrkes som gud samtidig med, at man forbruger og sviner løs. Baggrunden for denne religion er hyklerisk - et behov for aflad, fordi man har dårlig samvittighed.

 

Det er lidt det samme som, at der i disse år aldrig har været så mange TV-programmer om madlavning samtidig med, at de fleste kvinder er udearbejdende og dermed har dårlig samvittighed over ikke at leve op til det arkaiske billede af en hjemmegående husmor, der bogstaveligt talt giver næring til sin familie ved at kokkerere derhjemme.

 

Hvis klimaet ændrer sig, hvad er da den virkelige årsag? En teoretiker hævder, at klimaet ændrer sig som følge af, at vores solsystem bevæger sig gennem rummet fra mørke til lyse områder og vise-versa. Denne teori er efter min mening mere troværdig. Når den ikke accepteres, er det fordi den ikke rimer med den dominerende og arrogante påstand om, at vi som mennesker er så avancerede, at vi har magt til at kontrollere og styre naturen. At tro, at mennesket kan påvirke klimaet i det omfang, som FN's klimapanel påstår, er storhedsvanvid, det er som at høre en loppe gø.

 

Konsekvensen af, at klimasagen bygger på løgn, er, at alle de mange penge, der bruges på at "forebygge klimaændringer" dermed også er smidt ud og kunne være brugt bedre på andre projekter. Det kan derfor ikke undre, hvis der afsløres svindel og korruption i klimaorganisationer. Tidligere har vi set, hvordan der fra København er blevet svindlet for 38 milliarder (= tab af moms i EU) med CO2-kvoter. Det er også tankevækkende, at klimasagen er blevet brugt som argument for at bruge atomkraft i stedet for afbrænding af kul og olie.

 

Man kan også sige det på en anden måde:

 

"Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter." (Mat. 7,15-20)

 

Dvs. disse store og omfattende skandaler i kølvandet på klima-hysteriet viser i sig selv, at der er noget råddent ved klimasagen.

 

Når man forholder sig til de danske medier kan det virke, som om jeg står alene med mit synspunkt om klimasagen, men måske er det bare fordi danskere generelt er meget naive og provinsionelle - jeg er bestemt ikke alene med min skepsis, når man inddrager resten af verden.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar