Kloge hoveder skal headhuntes – hvad ellers?
Et studie i perspektivløshed
Danmark mangler kloge hoveder, og de skal findes via
målrettet søgning i EU. Det er ikke særligt kollegialt, kan man roligt sige. Vi
har ikke kloge hoveder i Danmark, så må vi hente dem udefra. Det lader til, at
man vil lade stå til og har opgivet selv at skabe sådanne hoveder. Det
indrømmes naturligvis ikke direkte, men det ligger i det, der udtales. Det
bliver reelt ikke gjort nok for at skabe kloge hoveder her til lands.
Ingen vil tilsyneladende forstå, at vi befinder os i en
overgangsperiode, hvor der skal ryddes op i det gamle og tænkes nyt. Når vi
hele tiden vil kurere sygdom med den gamle medicin, beder vi om problemer. Vi
må acceptere, at vi skal til at være kloge på en ny og mere visionær måde. Hvis
vi ikke indser dette, så støder vi ikke alene på grund, men skuden synker -
ganske forudsigeligt - langsomt, men sikkert. En falliterklæring vil være en
realitet. Ikke nødvendigvis økonomisk, men desværre noget meget værre – en
værdikonkurs!
Således på vej mod afgrunden mener Sofie Carsten Nielsen (SCN)
altså at være klog nok til at mene, at intelligens skal hentes i udlandet. Måske
HAR vi allerede spillet fallit og mangler blot at erkende det. Men mon ikke vi
lige kan nå at komme til fornuft, inden vi som en anden Titanic går til grunde?
Jeg tror, at folk er ved at være trætte af at skulle være
kloge på bestemte måder, der er dikteret af det til enhver tid bestående
system. Der verserer derfor et oprør, hvor de unge ikke gider systemet, måske
endda i så ringe grad, at de helt vender systemet ryggen og i stedet drikker
sig fra sans og samling – eller på anden måde doper sig i forsøget på at slippe
for den spændetrøje, som systembet kan tilbyde. Så hellere have det sjovt, så
længe som muligt. Faktisk er vi på vej væk fra, at man kan købe mennesker til
at udføre bestemte opgaver på bestemte måder, dikteret af hververen. Vi er på
vej mod et system, hvor folk ikke behøver at lokkes med penge som en anden
prostitueret, men alene gennem tiltrækning af den opgave der skal udføres. Det
at være udstyret med en meningsfuld funktion er tidens løsen, og det sker
lettest og hurtigst ved at ændre på boformerne og integrere dem direkte med et
sundt arbejdsmarked, som snart bliver omdøbt til det meningsfulde opgavemarked,
hvor SAMFUNDET søger at dirigere os hen imod et mindre ulykkeligt samfund med
ægte værdier. Læs mere i Tænketanken Mikros 2100-plan.
Bevidst- og perspektivløse løsninger – væksten igen
Igen titter vækstspøgelset frem fra gemmestederne. Den
radikale forskningsordfører Sofie Carsten Nielsen vil hurtigst muligt i gang
med at stjæle højtkvalificeret arbejdskraft fra vore nabolande. Hun mener
altså, at vi har mere behov for disse, end andre har, og at man har opgivet at
producere denne arbejdskraft selv. Hun mener, at væksten kun kan ske gennem
dette organiserede tyveri. Således foreslår hun, at vi kan skabe vækst og
beskæftigelse HER i landet, vel at mærke helt uden tanke for andres ve og vel.
Hun er ikke tilfreds med den måde, det foregår på nu, hvor de dygtige folk kun
hører om Danmark via mund-til-mund metoden. Det er efter hendes mening alt for
tilfældigt, så nu skal det systematiseres efter bedste klapjagtsystem. Et korps
af specialister i arbejdsmarkedsforhold og rekruttering skal danne et effektivt
rejsehold, der skal rejse EU tyndt og jage hovederne op af deres huller. Forslaget
falder i kølvandet på De Radikales forslag om at forlænge greencard-ordningen
for udlændinge. Bare hun nu ikke jagter dem til lediggang, som jo er roden til
alt ondt! Det kan hun ikke vide, men hun satser på, at udviklingen går i
retning mod, at der på sigt bliver BEHOV for disse hoveder. Hvad med at lave en
2100-plan? Kun ved en langsigtet strategi kan vi løse udfordringerne på bedste
vis. Der kan naturligvis ligge en pointe i, at hvert superklogt hoved vil
generede 3-4 nye arbejdspladser, men hvad med lidt selvransagelse, så vi kan
komme i gang med selv at generere lige præcis de folk, vi har brug for. .
For at tiltrække disse hoveder skal vi have noget at tilbyde
hovederne. Pokkers også, for vi er et dyrt land at leve i. Ah – så må vi jo
bare kompensere dem for deres velvillighed for at flytte hertil! Den ene
geniale tanke afløser den anden. Det er lige før, det er så genialt tænkt, at
vi slet ikke behøver hjælp fra nye hoveder.
Nå, men foreløbig efterlyser SCN en indledende analyse, der
kan klarlægge, om der overhovedet er brug for en den massive
markedsføringsindsats.
Tænketanken Mikro vil godt tage en chance her – og næsten
helt uden brug af tanker - at påstå, at det bliver der ikke. Det er helt klart halsløs
gerning at headhunte andre landes reserver. Det ville det endda også være, selv
om de også måtte have stjålet fra os. Her må vi bare vende den anden kind til.
Lad os først opbygge et samfund, der på helt naturligt og
ægte vis tiltrækker lige præcis de mennesker, vi har brug for, og som er af en
helt anden kaliber end dem, man kender fra den tid, vi er i gang med at
forlade. Vi er i gang med at blive udstyret med et langt bedre og mere ægte livsgrundlag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar