mandag den 2. december 2013


Kometen Ison – virker den i horoskopet?

Vær med til at forske i det!

Der har været sagt og skrevet meget om denne mærkelige komet. I min bog Astrologiens Univers (i minileksikonet) skriver jeg, at kometer ikke har nogen kendt betydning i astrologien. Og det er korrekt, men det udelukker ikke, at de alligevel HAR en betydning – der har bare ikke været forsket nok i det. Eller jeg har ikke kendt til en eventuel forskning. Med Ison har vi nu mulighed for at se, om der er en individuel eller kollektiv betydning af denne komet.  Og du kan være med til at afsløre det!

Hypotesen går ud på, at kometer bringer forandringer og transformation – giver rystelser. Vi ved, at der med stor sandsynlighed er en kollektiv virkning af kometen med klimaforandringer, naturkatastrofer og begyndende nedsmeltning af polerne. Mennesket har også en finger med i spillet her, men det er en anden snak.

I Middelalderen ansås kometer for at være et tegn på, at Gud ”skiftede humør”. Måske havde du humør- eller stemningsskift i de perioder. Det vil her måske mest gælde de pågældende tegn, som kometen gennemløber – altså i øjeblikket Skytten. Så det er det tegn, der skal være mest på vagt lige nu, hvis hypotesen holder. Forandringerne kan måske være mangeartede, det kan vi også finde ud af nu. Er det en bevidsthedsændring, noget spirituelt, healende eller noget der bringer håb eller fred? Eller virker den decideret nedbrydende? Det bliver spændende, da det er noget, der måske aldrig er sket nogensinde tidligere. At kometen er kommet så tæt på Solen, at den risikerer tilintetgørelse.

Nu får du kometens bevægelser inden for de seneste måneder, og jeg vil glæde mig til at høre, om der skete noget af det nævnte i dit liv, eller der ikke gjorde. Kommer du i tanker om kollektive hændelser i disse perioder, skriv også gerne dem. Finansloven og kommunevalget er oplagte eksempler. Og internationalt havde vi atomaftalen med Iran – og klimatopmødet i Polen, som kun havde et formål, nemlig at lægge op til næste møde. Det tog nogle dage og store anstrengelser med det noget beskedne oplæg og ambition.

Ison gik igennem Krebsens tegn i sommer, gennem Løven i september og oktober, Jomfruen i den første uge af november, Vægten 9.-19. november og Skorpionen fra den 20.-27. november.  Fra den 28. november kører den gennem Skytten, hvor den tilmed bevæger sig baglæns set fra Jorden (retrograd). Måske bliver den nærmest tilintetgjort ved dens nærkontakt med Solen i Skytten, det bliver spændende at følge.

Noget, der burde kunne spores, er, når kometer går i konjunktion med en planet. Et eksempel på dette havde vi den 2. oktober 2013, hvor Ison var i konjunktion med Mars i ca. 22 grader i Løven. Oplevede du noget særligt den dag? Skriv gerne dette samt send dine data, så vil jeg tjekke effekten igennem. Ifølge hypotesen burde det her være Løverne, der bliver mest påvirket, eventuelt Vægtene, da Solen jo befinder sig i det tegn den 2. oktober hvert år. Måske er det endda dem, der er født i dagene omkring den 2. oktober, der føler effekten stærkest – ELLER dem, der er født med Solen i 22. grader i Løven, eller dagene deromkring. Det vil sige i dagene omkring den 13. august, uanset årstal. Landstræner Morten Olsen er født den 14. august, og hans hold kunne ikke kvalificere sig til VM til trods for, at de netop i de sidste kampe i efteråret fik skrabet rigtig mange points sammen. To af kampene blev netop spillet i den første halvdel af oktober. Det er sådanne eksempler, jeg søger. Og lige nu bør Skytterne nok være mest opmærksomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar