mandag den 16. december 2013

Kommentarer 51

Ugen, der kommer 51
 
Information og tilbud
 
Astrologimagasinet HOROSKOPET
Bladet er blevet forsinket fra trykkeren og afleveres først til postbesørgelse tirsdag. Det vil sige, at abonnenterne først har det tidligst onsdag. Posten har resten af den uge til omdeling af bladet, som vi forstsat forsøger at sende som B-post af besparelseshensyn. Det er gået rimeligt indtil nu, men nu må vi se, hvordan de klarer det i julen. Hvis du som abonnent ikke har modtaget bladet senest lørdag, så send os en mail.
 
Tjen ca. 700 kr. ved at abonnere –
Få gratis, originale julegaver
Du får som ny abonnent et gavekort på hele tre gratis horoskoper, der kan bruges som gaver til andre (værdi ca. 700 kr.). Du får også 20% rabat på alle vores varer i butikken og på shoppen – også de i forvejen nedsatte varer. Fordelene gælder både for abonnementer på papirudgaven (260 kr.) og som eMagasin (130 kr.).
Abonnerer du på eMagasinet modtager du det mindst en uge tidligere med posten end papirudgaven – og ca. 2 uger tidligere end i kioskerne!
 
DVD´er til 30 kroners marked
Museets Saturn-kvartal med 500 siders materiale om danske astrologi, mindesoder, Tidsskriftet Sophie og meget mere.
Tycho Brahe
Danske astrologer i Renæssancen
Dansk astrologi, fra Tycho Brahe til Irene Christensen
 
DVD´er til halv pris (normalpris 140 kr.)
Claus Houlberg: Terapeutisk horoskoptydning – kvadrantmetoden 70 kr.
Karen Boesen: Spirituel ledelse
 
Ugens syner af Kirsten Brun
Ugen er fuld af meget stærke energier omkring økonomisk planlægning. Det er ikke så negativt eller kedeligt, som det lyder. Det handler om at få styr på de næste år. Det bliver ikke færdigt i denne uge.
Det er en god tid til at se ind i 2014´s økonomi, og for mange er det en positiv oplevelse at se, at der kommer en vis forbedring. 
En anden energi, der præger ugen, er en meget fin energi omkring det følelsesmæssige. Det nytter ikke at lukke ned for følelserne lige i øjeblikket. Det er en tid, hvor man vil blive meget følelsesmæssigt berørt, meget vil sætte varme minder i gang, og man vil tænke tilbage. Ikke kun på året, der gik, men tilbage til barndommen.
Det er en energi, der præger denne tid - en barnlig og let energi. Det legende og det uskyldige er her, men for mange er det måske lidt svært at få fat på i al travlheden. Det er også en tid fyldt af minder, hvor man tænker tilbage på fortiden og lærer af den.
Regeringsrokaden kom tidligere, end det så ud til på forhånd. Men det bliver ikke den sidste, der kommer endnu en. Vi er heller ikke færdige med de politiske samråd. Der kommer et mere i denne uge.
 
I verden bliver det en lidt mærkelig uge, hvor der er mange løse ender, der ser ud til at falde på plads. Men der er også en lidt kaotisk energi, hvor der kommer flere små konflikter rundt omkring.
En uge med følelser, minder og ro på økonomien - og et livslys, der tændes.
-Kirsten Brun
 
 
 
Ugen, der kommer 51
 
Uranus går direkte igen i denne uge efter i nogle måneder at være gået baglæns. Derfor kommer der nu mere fornyelse, opfindsomhed, originalitet og frihed ind i vores liv
MANDAG
I aftentimerne står Månen i spænding til Merkur. Følelser og kommunikation kører ad hvert sit spor, og så taler man meget let forbi hinanden. Eller der siges virkeligt meget uden reelt indhold. Hav et par stille perioder i aften, det hjælper lidt på det. Så kan man snakke lidt med sig selv i stedet for.
 
TIRSDAG
Sidst på formiddagen er der fuldmåne med Månen i Tvillingerne og Solen i Skytten. Diskussioner går livligt, nogle gang måske også FOR livligt, fordi følelserne er stærke og mange ønsker at sætte ord på dem. Det kan give temperamenterne lidt bølgegang. Da Mars er gået i gang med en tilnærmelse til en spænding til Pluto og Uranus, kan det blive et temmelig heftigt døgn.
 
ONSDAG
Kl. 18.40 begynder Uranus at gå direkte igen efter i nogle måneder af have gået baglæns set fra Jorden. Dette bør frigive mere opfindsomhed, originalitet og frihedstrang. Kl. 19.17 går Månen ind i Krebsen og skænker os et par dage i nærhedens tegn. Følelser, omsorg og familie er nu i fokus i et par dage. Vi skal dog lige igennem onsdagen, for der er en meget stærk spænding fra Månen til Mars, Uranus og Pluto hele dagen igennem. Dette kan give følelsesmæssige konfrontationer med deraf følgende uro i de nære omgivelser. Lad være med at starte diskussioner, da der ingen vinder vil komme ud af det. Det kan i stedet skabe ballade. Først på eftermiddagen og omkring midnat er to af de perioder, der kan være mest urolige.
 
TORSDAG
Dagen begynder forrygende med, at Månen står på Jupiter og skaber glæde og optimisme. Der er også stabilitet og ansvar til stede, da Månen samtidig står flot til Saturn. Minutterne lige omkring kl. 12.00 er meget givtige og lyse. Her kan man slippe af sted med lidt af hvert.
 
FREDAG
Meget tidligt om morgen er Månen i spænding til Venus, og så kan der være mange, der hellere vil hygge sig lidt længere i sengen i stedet for at stå op til en ny dag, der truer. Og dog. Kl. 7.48 går Månen ind i Løven og giver et par dage med storsind og ikke for små armbevægelser. Om aftenen står Månen godt til Mars, og så er der gang i sagerne og højt til loftet. Måske med fest i gaden.
 
LØRDAG
Kl. 18.11 går Solen ind i det fredelige og ansvarlige Stenbukkens tegn. Så kan julefreden begynde at sænke sig. Venus står stille i dag kl. 22.53 og bidrager til stilheden. I de næste dage begynder den at gå baglæns, og så skal man værne om værdierne og traditionerne. Især dem, der ikke koster en bondegård.
 
SØNDAG
Ved 14-tiden står Månen meget fint til Merkur og fremmer kommunikationen, især på det følelsesmæssige plan – men også på det generelle plan. Om aftenen står Månen flot til Solen og skaber helhed på det nære plan. Freden sænker sig over familien i dag. Kl. 20.19 går Månen ind i Jomfruen og giver et par dage med sans for detaljer og nuancer.
 
Bødskov gået af
Så står det klart, at Bødskov ikke kunne redde sig fra at have løjet, og sådan skal det jo også være. Han har løgnens og rygternes planet, Neptun, i spænding i horoskopet, som vi har skrevet om tidligere. Det er noget af en snigerplanet, som er svær at stille nøjagtige diagnoser på, især når fødselstiden mangler.
Men når alt dette er sagt, står der noget tilbage, som er væsentligt. For Bødskov er jo ikke noget decideret dårligt menneske, og man kan heller ikke klandre hverken Pia Kjærsgaard eller Enhedslisten for noget som helst, nærmest tværtimod. Bødskov har taget konsekvensen af sin løgn og har sørget for, at kalender-kighullet bliver lukket.
Jeg er helt enig med ”PET´er Mogensen” fra Politiken i, at Bødskov havnede i en Bermudatrekant mellem Ekstrabladets mikrofonholdere, og ansatte i PET, der var for åbenmundede og gik til netop Ekstra Bladet og fik al den spalteplads, de ønskede, og lidt til. Der skal jo sælges aviser, no matter what. Ekstra Bladet skrev om Jakob Scharfs dyre middage, eskapader til julefrokoster og kalenderkig hos Kjærsgaard, så han kunne finde en dag, hvor Kjærsgaard ikke kunne komme til Christiania sammen med det øvrige retsudvalg. Her blev løgnen konstrueret med forklaringen om, at Johan Reimann ikke kunne være med den pågældende dag. Dette er vist korrekt nok, men fejlen er, at dette ikke kunne være tilstrækkelig årsag til ændringer i planen.
Bødskov – som nu kan kaldes Bødeskov, eller Bødskæv på grund af Christianiasagen - må altså tage ansvaret for, at sagen endte i politisk tumult. Men det er PET-medarbejderne, der er gået til Ekstra Bladet, som var et villigt instrument – og alle i PET skulle holde sig for gode til den slags. Men her er det, at Pluto kommer ind i billedet. Den sørger for, at alt væsentligt kommer frem til slut, og den kan øjensynligt også finde på at bruge Ekstra Bladet som katalysator.
Hvorom alting er, lå ansvaret hos Bødskov, som nu har taget konsekvensen og er gået af. Nu skal der udnævnes en ny justitsminister. Her gør man klogt i at vælge driftssikre Henrik Dam Kristensen, der efterhånden må have sat rekord i antallet af forskellige ministerier.
Vi kan vente en mindre rokade, hvor Søvndal måske også er i spil. Vi ved endnu ikke, om han vælger at gå af fra 1. januar. 
Annette Vilhelmsen bliver sikkert på sin plads, selv om hun har klokket mindst lige så meget i det som Bødskov. Men han har nu ”bødet” så meget – en hel ”skov”, hvori der nok ikke væltes flere træer i denne omgang, selv om oppositionen vil gå til Vilhelmsens vafler. Vi overlader til nye (minister) storme at vælte de næste træer. Jo, statsministeren kan også mærke Neptun i sit eget horoskop. Den er i spænding til Merkur, der hersker over 3. hus (rejser). Hun var i Sydafrika og sad sammen med Obama til mindeceremonien for Mandela, da en sms tikkede ind. Nu skal hun snart til mindesamvær om en justitsminister, der ikke er mere. Men det er jo heldigvis kun en titel. Bødskov er rejst til de evige juramarker, eller er det Jurabjerge? Han skal nok blive genfødt som minister på et senere tidspunkt.
Og der skal nok komme dønninger, hvor en nærmere undersøgelse af sagen vil blive bragt på bane. Det sidste ord er ikke sagt i den sag.
 
Vilhelmsen
Annette Vilhelmsen havde et meget flot horoskop i november, og det varer frem til jul. Det var derfor ikke så underligt, at hun klarede frisag, i hvert fald i første omgang. Fra januar har hun både Saturn- og Neptunspændinger (som Bødskov) i sit horoskop, så derfor skal hun ikke vente nogen fremgang for sit parti i meningsmålingerne, og ej heller større succes i partiet internt – eller for den sags skyld popularitet. Måske får hun også lige et par ridser af den fornyede undersøgelse af Zornig-sagen.
Men foreløbig har hun sagt undskyldt for sine fumlerier. Måske mente hun i stedet grundskyld eller mundskyl. Nu må I altså rundstyk`…
 
Ministerrokade
Så skulle rokaden være på plads, og de nye ministre er præsenteret for dronningen. Her kommer lige en hurtig reaktion på de 4 nye ministres astrologiske habitus. Hvad angår Søvndal har han både Saturn, Uranus, Neptun og Pluto i spænding i år, og det betyder altid et nyt kapitel i livets bog. Det var derfor den rigtige beslutning, han traf.
Overraskelser
Der er et par overraskelser, mest Dan Jørgensen, der er hentet hjem fra EU og skal være fødevareminister. Han får sin sag for lige før sommerferien, men især i efteråret, hvor Uranus står på hans Mars og Jupiter i et års tid. Det sætter aktivitetsniveauet på tophastighed, og han skal passe på stress. Desuden står Uranus i spænding til hans Saturn i Krebsen, så det er ikke småting, han skal igennem fra efteråret 2014, både privat og professionelt.
 
Jonas Dahl er skatteminister
Fra foråret 2014 går Neptun hen over hans Sol og Merkur, og så har man brug for ro, hvad der kan været ret umuligt som minister – men altså nødvendigt. Bødskov havde Neptun i spænding, men her er det ikke direkte en spænding, da de to planeter står godt i hans horoskop. Men Neptun tilhører ikke den fysiske verden og kan derfor skabe ravage i den konkrete del af livet, som en ministerpost jo er. Han kan derfor opleve at blive snigløbet/svigtet, og også at ”læse” visse sager direkte forkert. Dette kan dog undgås, hvis han bruger sin intuition optimalt, det er nemlig også Neptun (fantasi, drømme). Neptun-aspektet har han til fælles med alle, der er født i begyndelsen af Fiskenes tegn som han. Er man født den 22.-24.2, uanset årstal og fødeby, har man lige været igennem en Neptun-periode på 1,5-2 år.
Karen Hækkerup
Karen Hækkerup skal være justitsminister, og hun går fra begyndelsen af 2014 i gang med en Pluto - spænding til Merkur. Det vil sige, at kommunikationen volder hende udfordringer, så hun skal virkelig veje sine ord på en guldvægt for at undgå konfrontationer. O.k., det er ikke løgnens planet som ved Bødskov, men alligevel kan hun rode sig selv ud i en sag, der vil være hård for hende – eller hvor hun vil komme til at betale en høj pris, hvis den skal vindes/virkeliggøres. Hun kan nok ikke undgå en møgsag, og hun kommer til at kæmpe hårdt som justitsminister. Måske er hun fedtet ind i Annette Vilhelmsen-sagen om Huset Zornig.
 
Holger K. Nielsen
Den nye udenrigsminister har Pluto i spænding til Månen i de næste par år, og Pluto er hjem og familie, som kommer til at lide under savnet af hans nærvær. O.k., han har rejst meget som politiker og minister gennem tiden, men som udenrigsminister bliver det endnu mere, og han skal passe på stress. Tiden frem til sommerferien bliver brydsom og slidsom, så der må prioriteres, så fokus holdes på det væsentligste. Han må klart afgive en pæn stor del af sin mentorrolle i partiet.
 
Thorning og de to stuntmen – lidt humor til de lange vinterdage
Regeringen er blevet kritiseret af deres egne i valget af Dan Jørgensen, der er hentet hjem fra EU-parlamentet. Han skal være fødevareminister, og set med alternative briller er det en genvist, da han i EU har kæmpet for dyrevelfærd og imod bl.a. landbrugets stigende brug af pesticider og medicin.
Ellers kan man ikke sige, at der er visioner forbundet med rokaden, som ellers skulle være den sidste inden næste valg, hvis det står til Thorning. Dette bliver dog næppe tilfældet, da der er flere ministre med noget slidte horoskoper.
Ved nærmere eftertanke er det dog et visionært scoop på flere måde med den nye fødevareminister. Thorning har sikkert tænkt meget dybt over, at det måske af hensyn til miljøet ikke er så godt med tykke ministre. I hvert fald vælger hun dem tyndere og tyndere. Det begyndte med sværvægteren Mette Gjerskov, som oven i købet var ryger, så her slog Thorning så at sige to fluer med ét smæk. Den næste i rækken var letsværvægteren Karen Hækkerup, der heller ikke just er nogen letvægter, selv om det ikke er til at se på et brystbillede. Dan Jørgensen er dog ikke decideret en tynd letvægter, men nok den mindst vægtige af de tre. Vi må dog ikke håbe, at han viser sig at være en politisk letvægter. Landbruget har nemlig brug for en rigtig (flæske)sværvægter, der kan matche Søren Gade, der fra at være minister nu er ansat af landbruget i en topstilling. Fødevareministeren er også minister for både landbrug og fiskeri.
Mens samrådene fejede hen over landet som en steppebrand, sad Thorning i Sydafrika til mindehøjtidelighed for Nelson Mandela. Hun var så glad, fordi hun fik lov til at sidde ved siden af David Cameron. Da han lige skulle på toilettet, rykkede hun hen til Obama, og da Cameron kom tilbage, tog hun straks et billede af dem alle tre med sin iPhone, der nu er omdøbt fra en selfie-phone til en Iphone. Måske endda en Onphone, fordi hun elsker at være ”på”.
Samtidig omdøber jeg i treenighedens navn Thorning og Cameron til hr. og fru Camera – og hele seancen til en Obamacam. Sådan en vigtig begivenhed SKAL bare føre til, at det hele løftes til et højere plan. Bliver det det, er alle kisteglade, især det muntre trekløver. Måske præsenterer Appel snart en Selphone, specialedesignet til at ligge i Gucci-taske. Jo, man kan sige, at Thorning i sandhed havde fået samlet en Task Force III.
Og så glemte vi – ligesom Thorning – helt, at det var en mindehøjtidelighed for Mandela, der fra nu af betegnes for en unselfie. Han ville nok have betakket sig for at være med på billedet. I hvert fald var han forhindret på grund af lovligt forfald. Han ligger nu i sit kistefængsel og venter på at blive reinkarneret – måske om 27 år, hvis verden kan vente så længe på den store forløser, frelser og forsoner.
 
De nye ministre præsenteres
Den 12. december 2013 kl. 7.06 bekræftede Thorning, at rokaden var på plads. Holger K. var blevet udnævnt aftenen forinden, men jeg kender ikke tidspunktet. Måske er dette også tilfældet med nogle af de andre ministre. De nye ministre blev præsenteret for dronningen kl. 11.30 og for pressen og befolkningen kl. 11.44.
Hvad angår overdragelse af ministerierne var skatteministeriet det første: Kl. ca. 13.05. Justitsministeriet kl. 13.15. Udenrigsministeriet kl.15.30 og Fødevareministeriet kl. 16.00. Her er det mest markante, at Holger K. fik overdraget sit nye ministerium med Solen på Descendanten, så det bliver virkelig godt. Så kan han næsten ikke undgå at markere sig positivt på en eller anden måde. Nu har han i hvert fald mulighed for virkelig at markere sig og blive en god udenrigsminister. Det ser straks mere problematisk ud med de to første ministerier, hvor Pluto står ikke så langt fra MC i spænding til Uranus i 12. hus! Der er noget lumpent her, som ikke er så let at spotte på grund af 12. hus. Men der kan hurtigt komme grus i maskineriet her. Fødevareministeren fik overdraget på et rimeligt harmonisk tidspunkt.
Dette er et forsøg på at bedømme ministrene ud fra overdragelsestidspunkterne, jeg håber at det vil give mening.
 
WTO-aftale på Bali
Mikael Mårtensson har nu fundet frem til tidspunktet for den indgåede frihandelsaftale på Bali den 6. december 2913. Tiden ligger meget tæt på kl. 11.30 lokal tid. Det giver en Ascendant tæt på Neptun (vand, øer) i spænding til Merkur (aftaler). Der vil derfor tilstøde aftalen nogle udfordringer hen ad vejen, som vi har beskrevet, men ellers er der meget flotte aspekter den pågældende dag.
Det er straks værre med WTO som organisation, da den er etableret den 1. januar 1995 og derfor har besøg af Pluto som alle andre forløb påbegyndt 1. januar, uanset årstal og sted. Måske har organisationen alligevel ikke muskler nok til at gennemføre den omfattende aftale – eller landene viser sig alligevel at være for forskellige til, at det kan glide smertefrit. Ulighedens grimme fjæs kan vise sig at være en større anstødssten end beregnet og håbet.
Men sjovt, at aftalen (Merkur) blev indgået på en ø (Neptun)  - og med Ascendanten i Fiskene! Visse uklarheder eller problematikker VIL der være forbundet med aftalen.
 

-            UGEHOROSKOP uge 51 af astrolog Lykke Larsen, læs dit dagshoroskop påwww.kvindetid.dk



VÆDDER
Det bliver en travl og aktiv uge, men du har også brug for at slappe af, så prøv også at finde tid til dette. Selvom du har en del at gøre, så find tid til at tænke over dine fremtidige planer. Du ser tingene meget klart, og der er beslutninger, der skal tages nu.
PS: Din partner føler sig lidt forsømt, gør noget ved det.

TYR
Du nyder at give og modtage fine ting, men vent ikke til i sidste øjeblik med gaverne, det vil nemlig gøre det meget dyrere for dig. Du kan få lyst til at rejse væk fra det hele, men kun i korte øjeblikke, du holder nemlig meget af det smukke, duftene og maden, det hyggelige ved julen.
PS: Tag din partner med på råd.

TVILLING
Dem du omgiver dig med i denne uge, vil virkelig føle sig godt tilpas. Du er sjov og omsorgsfuld, og du forstår at få alle til at føle sig specielle. Det er også en dejlig tid på året for dig, for du elsker, når der sker noget. Husk også din partner skal have noget af din opmærksomhed.
PS: Du er god til at lægge spændende planer.
 

KREBS
En næsten magisk uge venter dig, men det kræver altså, at du stopper op og lægger mærke til det. Du har meget travlt med dine gøremål, men du skal også tage dig tid til at nyde. Det er jo en af dine yndlingstidspunkter på året. Det er ikke alt, du kan kontrollere så hold op med at prøve.
PS: Undgå at bekymrer dig for meget.

LØVE
Det bedste, du kan gøre i denne uge, er at være fleksibel og ikke lægge for mange faste aftaler. Du vil fortryde, når du kommer til at sige ja, og du så er for bundet. Du holder meget af at være social, men der er også en masse praktiske opgaver, som du må tage dig af.
PS: Du er god til at finde på kreative tiltag.

JOMFRU
Selvfølgelig er du bedst til selv at gøre tingene, men det er faktisk hyggeligere at arbejde sammen om det, der skal gøres. I stedet for at uddelegere så tag dig tiden til at hygge om det med familien – du er jo alligevel stort set færdig… Har du brug for råd, er din partner en god støtte.                                                                                                                                              
PS: Find din tålmodige side frem.

VÆGT
Dine forventninger til dig selv er høje, så du får travlt med at leve op til dem. Det gælder dog også overfor andre mennesker, og her kan du godt blive skuffet, ikke alle kan følge med i dit tempo. Du må forberede dig på uventede overraskelser, men af den spændende slags.
PS: Læg planer med din partner.

SKORPION
Alt løser sig for dig, uden de store problemer, men det kan være svært for dig, at tage initiativ og sætte det i gang, som du skal. Få familie og kollegaer involveret, det er faktisk ok, hvis de tager over for et øjeblik. Flyt fokus mere fra arbejde og job til familie og partner.
PS: Brug din humor og grin af dig selv.

SKYTTE
Du har en meget kreativ form for humor, og du holder meget af at lave sjov med andre. Ikke alle forstår dig og synes det er sjovt, så pas lidt på. Især i starten af ugen vil du møde mennesker, der er særligt sensitive. Du er god til at sætte andre i arbejde, men de synes ikke helt godt om dette.
PS: Du er særlig kreativ.

STENBUK
Du må prioritere, find ud af, hvad der er vigtigst for dig, og tag dig af dette først. Det kan blive nødvendigt at aflyse eller udskyde noget til senere, da du er noget ”brugt” her sidst på året. Du har trukket store læs, og nu må du tage dig tid til at slappe af, både fysisk og mentalt.
PS: Du må gå på kompromis, selvom du ikke har lyst.
I
VANDBÆRER
En dejlig uge venter dig, hvor tingene sker let og uden de store udfordringer. Du nyder at komme lidt væk, og det kan du bedst gøre ved at lade din partner eller venner tage initiativ til hyggelige udflugter eller arrangementer. Så kast dig bare ud i tingene og vær impulsiv.
PS: Din partner har brug for tid for sig selv.

FISK
Slap af og nyd det, det er ikke kun resultaterne, der gælder, men også selve det at nå dertil. Du er særlig kreativ, og du tager alt ind. Det betyder også, at du er mere sensitiv og påvirkelig end ellers. Du bliver let rørt, lad det ske, men husk på, at du ikke kan redde alle.
PS: Vis at du værdsætter dine nære/kære.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar