onsdag den 28. september 2011

Kommentar 39A

Gudernes straf over utugt

På dagen, hvor sexmessen skulle gå i luften, brændte den navnkundige KB Hallen ned, så det kunne lugtes helt herude på Østerbro.

Branden blev alarmeret klokken hal(v) sex i morgen og måske er det gudernes straf over utugten og den tiltagende, nationale dekadence, hvor især unges druk, sex og hor har været på agendaen på det seneste?

 I går var det nymåne med mange spændinger, og jeg vil tro, at selv om branden først opstod her til morgen, så kan den henføres til noget, som skete i går – tog sin begyndelse der. En stadeholder har efterladt eller indladt noget, eller personalet i hallen kan have undladt/overset noget.

Under alle omstændigheder er Uranus i spænding til Pluto, og det betyder opgør med alt, hvad der ikke er, som det skal være. Om det så er undladelsessynder eller ganske almindelige synder såsom udstilling af sex og utugt, skal være usagt. Men det er altid en dybere grund til alt. Både Solen og Merkur udløser – undskyld udtrykket – spænding mellem Uranus og Pluto. Derfor skrev jeg også i ”Ugen, der kommer”, at det er en barsk uge, i hvert fald hverdagene. Desuden er Månen, Venus og Saturn i konjunktion i dag, hvilket er usædvanligt, men ikke årsag til branden. Mere klassisk er spændingen mellem de to ildplaneter, Mars og Jupiter.

Jeg hører gerne fra dig, hvis du kan finde frem til indvielsestidspunktet den 22. april 1938, hvor Christian X erklærede den smukke hal for åben. Hvis det er sket midt på dagen kan den progressive MC være i spænding til skæbneplaneten Saturn i Vædderen (bål og brand) – nærmere betegnet i hallens horoskop. Men Neptun er i spænding til Mars, som hersker i Vædderen, og så skal man virkelig passe på alt med ild, varme og vand. Det er kommet frem, at ilden kan være opstået i en pølsevogn – hvor der jo sælges HOT dogs.

Der er også et kritisk tidspunkt kl. 4.30 i morges, hvor MC var i spænding til Neptun. Her kan den første ansatte være mødt, eller årsagen kan være at finde her. Måske er noget brandsikkerhedsmæssigt blevet overset – noget, som ellers altid er blevet overholdt til punkt og prikke, når vi har været på messe i hallen – en messe, der nu er aflyst den første weekend i november. Nu skal man være hurtig og finde et andet sted.



Neptun og skybrud

Neptun er midlertidigt gået tilbage til sit eget tegn, Fiskene. Det gav på til flere skybrud landet rundt hen over sommeren. Nu er der lavvande i forsikringsselskabernes kasser, og de kommer sikkert til at hæve præmierne på et tidspunkt inden ret længe. Der er også Neptun-kaos i sagsbehandlingerne, og folk må vente på syn og erstatninger.

Man må altså konkludere, at skybrud kan føre til lavvande, nemlig i forsikringsselskabernes kasser. Neptun er og bliver en underlig planet…



Våbenindustrien

I det seneste nummer af horoskopet er vi i kæmpe-artiklen inde på muligheden for, at den amerikanske våbenindustri havde en finger med i spillet i 9/11. De havde ikke mere fremgang i våbensalget og skulle skabe nye markeder – de tolererer ikke tilbagegang. Det samme er nu igen ved at være tilfældet, så nu vil de være mere kreative og satse på freden!

Faldende forsvarsbudgetter i mange lande får nu de enorme virksomheder til at gå ind i andre, mere teknologisk baserede brancher, såsom it-branchen. I sidste måned indgik to af de største våbenfabrikker i USA købsaftaler med virksomheder i it-branchen, specielt på området for informationsteknologi. Det er trods alt en flot fremgang i universel retning. Produktionen af kampvogne og jagerfly bliver i stigende grad erstattet af mere fredelige, men meget givtige områder. Dog vil de fleste våbenproducenter stadig blive inden for kerneområder som forsvarselektronik, men selv det er en forbedring. USA´s Veteranministerium skal eksempelvis bruge 4,1 milliarder dollars på it-systemer i 2016 mod kun 3,2 milliarder i 2011.

Uranus-spændingen til Pluto må tilskrives ansvaret for denne udvikling. Uranus er teknologi og Pluto er død. Våben skaber død og destruktion og må selv lide døden på et tidspunkt. Uranus er teknologi, som så bliver erstatningen for tabene på våbenområdet. På grund af spændingen mellem de to mastodontplaneter (i deres effekt, forstås) vil denne turnover ikke komme til at gå smertefrit, da der stadig ligger en gustent økonomisk betragtning til grund for deres transformation. Og kynisme accepterer universet ikke uden videre. Husk, at Pluto kører gennem Stenbukken. Det vil dog hjælpe dem lidt, at de holder sig nogenlunde til deres kerneområder.

5 kommentarer:

  1. Hold da kæft! mage det til .... skal man sgu da lede helt ud til Neptun for at finde.
    Branden opstod pga. noget stof eller lignende var lagt for tæt på et spot af en som ikke har tænkt sig om og intet andet, hverken måner, stjerner, guder, nisser, alfer, spøgelser el.lign.
    Så gør os dog den tjeneste og lade være med at skrive sådan noget evindeligt vrøvl. På forhånd tak

    SvarSlet
  2. Det er sgu da at tage pis på utroligt mange menneskers gode minder med KB Hallen.

    SvarSlet
  3. Jeg fik nøjagtigt den tanke imorges da jeg hørte om branden... at vi går ind i en borgerlig bornert tid. at der vil komme opgør mod sexmesser, prostitution, druk, stoffer osv.
    Men hvad tænker du, er dette en tendens for de næste ti år eller var det en enlig svale?

    SvarSlet
  4. Hans, hvis du tager ud og sætter ild til noget bliver det nok ikke en enlig svale.... doohhh. Ellers tror jeg ikke du skal sætte din lid til planeterne.

    SvarSlet
  5. Karl Aage, måske kan du pejle på sidste gang det blev ødelagt:
    KB Hallen ødelægges ved schalburgtage natten mellem 17. og 18. juli ?

    SvarSlet