tirsdag den 23. juli 2013

Den lille prins

Så blev han født, den engelske og længe ventede prins. I går kl. 16.24. Han har et meget specielt horoskop, hvor flere akser og planeter står i grænseområdet mellem to tegn. Det mest slående er Solen, der står så tæt på Løven som overhovedet muligt, nemlig 29 grader 59 bueminutter i Krebsen. Det vil sige, at han teknisk set er Krebs, men tydningsmæssigt begynder han at tage anstrøg af Løvens tegn, da vi i astrologien arbejder med glidende overgange. Han er derfor på en måde halvt Krebs og halvt Løve, selv om man ikke kan sætte præcise procenttal på. Man Krebsen er fædreland, familie og nærhed, mens Løven er stolthed og højt til loftet – et karismatisk ledertegn.
Jeg havde i december på TV2 forudsagt en lang fødselsproces, da Kate har meget stærke spændinger i sit horoskop i 2013. Jeg kom dengang frem til en fødselsdato den 22. maj. Beklager, havde lige kalkuleret to måneder forkert ved en simpel regnefejl.
Da jeg i går så på det mulige fødselshoroskop i forbindelse med en opgave på TV2, var det klart, at fødslen godt kunne komme til at finde sted omkring kl. 16.30, hvor Ascendanten harmoniserer fuldmånen. Vi har nemlig at gøre med et følsomt fuldmånebarn, som Skorpion-ascendanten harmoniserer og dermed afspænder. En fuldmåne er en opposition mellem Solen og Månen. Ascendanten står i slutningen af Skorpionen og er på vej ind i Skytten. Månen står i Stenbukken på kanten af Vandbæreren, og det giver et behov for følelsesmæssig stabilitet, mens Vandbæreren vil have sin totale frihed og gøre tingene, som man selv vil.
Følelserne er maget stærke på grund af markant meget vandtegnspræg. Men han holder dem helst indenbords, selv om det ikke er let for en så officiel person. De er så stærke, at der kan forekomme store, følelsesmæssige implosioner – indre eksplosioner på grund af netop de stærke følelser. Desuden gik Venus i går fra Løven ind i Jomfruens tegn, der i sig selv giver mere jordbundethed i værdi- og kærlighedsanliggender. Dette understøttes af Venus´ gunstige aspekt til stabilitets- og fornuftplaneten Saturn, der tiltrækkes af fornuftsægteskaber. Men så er der lige det ved det, at Venus også er i spænding til Neptun, som er illusionernes planet. Så hvis han på et tidspunkt går ind i et fornuftsægteskab, eksempelvis med en anden kongelig, så vil det sikkert ende i skilsmisse. Det er ellers ikke partneremner, der vil komme til at mangle, for Venus står fint til både Mars og Jupiter, så han vil sikkert komme til at slægte sin familie lidt på og skal prøve nogle ting af parforholdsmæssigt, før han når i sikker havn.
Når han bliver 10-12 år gammel, står Pluto i spænding til Solen, så her sker der noget afgørende, der kan få betydning for ham senere i livet. Det er noget transformativt og konfrontativt. Hvis han havde været ældre, kunne kan blive skilt eller gå konkurs. Sidstnævnte er dog ikke så almindeligt for kongelige. I 16-21 års alderen har han noget af det samme, selv om det er Neptun, der er inde i billedet. Den står for opløsning, og í den periode er han desillusioneret og lidt træt af sin rolle, og måske sig selv.
Prinsen har meget behov for privatliv, og tilgodeses dette ikke i tilstrækkelig grad, så kan det sætte sig i nervesystemet og stresse ham meget. Det kan godt være, at det i de to nævnte perioder ser anderledes ud, men det skal man ikke lade sig forvirre af. Han vil finde noget af sin identitet i disse perioder, selv om det ikke ser sådan ud.
Han vil komme til at ligne begge forældre, da han har en ret speciel kombination, hvor hans Måne (moderen) står i Stenbukken, som er moderens stjernetegn. Og han er præget af Krebsen som sin far, der også er Krebs. Diana var også Krebs, så det er et meget fremherskende tegn i det engelske kongehus. Camilla Parker Bowles er dobbelt Krebs.
Prinsen er født den 22. juli kl. 16.24 på St. Mary´s Hospital i London.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar