Kommentarer
29 – spækket med humor, selv i de alvorlige emner
Normale
faste punkter i ugekommentarerne (lidt anderledes om sommeren). Alt er normalt
forfattet af Karl Aage Jensen, undtagen ”Ugens syner”, der er af Kirsten Brun
samt ugehoroskoper for alle tegn af Lykke Larsen:
Ugens syner
Ugen, der
kommer
Ugehoroskoper
for alle tegn
Forudsigelser
Løst og
fast
Humor
Aktuelle
analyser
Information
og tilbud
Information
og tilbud
Vi havde
bøvl med Astroshoppen i sidste uge. Der var af helt uforklarlige årsager blevet
sat 25% ekstra moms på alle ca. 2.000 produkter. Det er fikset nu. Men opdager
du noget lignende ske, så giver det aldrig problemer, idet vi kun trækker det
korrekte beløb.
Astrologisk
Leksikon af Thomas Beck
Dette
fremragende astrologiske leksikon fandt vi 3 af bagest i vores lager. De er som
helt nye, hvad de i realiteten også er, og normalprisen er 299 kr. De sælges
for 129 kr. plus porto 35 kr. Bestilling sker ved overførsel til regnr. 3679,
konto 1057 8590.
Ugens syner
af Kirsten brun
Denne uge er stærkt
præget af sommerens tema om at se indad. Kreativitet og kunst præger dagene.
Men det er også en uge, hvor det at se verden fra en anden vinkel vil være i
højsædet. Det er en god uge at sætte nye mål og bruge sine kreative evner til
at finde muligheder for, hvordan disse mål vil kunne nås.
Det er også en uge med
kærlighed. Sommerforelskelser og romantik vil præge de sidste dage i ugen. En god ferieuge, hvor alt ånder ro og
lethed.
Det er dog også en
uge, hvor nogle bruger de store armbevægelser på økonomiområdet, hvor der kan
blive brugt lidt for meget, men det er ikke direkte katastrofalt.
På verdensplan er der
stadig uro på transport området. Der er ulykker, men med færre tilskadekomne en
forrige uge. Der vil også være strejker på det trafikale område. Ellers er der ro på verdensfronten, lige med
Egypten som undtagelse, men her falder der lidt mere ro på nu – eller skal vi
kalde det lidt mindre uro.
Så en god uge til at
sætte liv i kludene og være åben for mirakler. En god afslapningsuge.
Kærligst
Kirsten Brun
Ugen, der
kommer 29
Kærligheds-
og værdiplaneten Venus er uaspekteret hele ugen, når Måneaspekter fraregnes.
Det betyder, at man skal passe på sine penge og ikke bare bruge løs. Penge kan
nærmest forsvinde helt af sig selv i en sådan uge. Mange vil gerne flotte sig,
når Venus står i Løven: Mor giver – eller far giver, og så vågnede de. Solen er
også uaspekteret, så mange har svært ved at slå til eller sætte sig igennem.
Det er vist godt, at mange har ferie og kan slappe af.
Det mest
virkende aspekt i ugen er den meget harmoniske stortrigon mellem Jupiter
(vækst), Saturn (mål) og Neptun (kunst, kreativitet, mirakler og åbenbaringer).
Denne harmoni hjælper en del på det økonomiske og sørger for, at det ikke
kommer helt ud af kontrol. Måske er det en uge, hvor aktierne stiger, så man i
det mindste bliver rigere på papiret.
I ugens
slutning nærmer Mars sig den eksakte konjunktion til Jupiter, som dog først er
helt eksakt mandag. Det betyder ikke, at den ikke kan mærkes tidligere, det kan
den, og især i slutningen af ugen, hvor Mars er med i stortrigonen. Mange vil
oplever vækst og held. Og måske er vejret godt det meste af ugen. Der er lagt
op til en rigtig god og spændende uge.
Lørdag kl.
20.22 står Merkur helt stille (stationær) og begynder langsomt at gå direkte
igen.
MANDAG
Tidligt om
morgenen tager Månen fat i spændingen til Pluto, og senere til Uranus og
Merkur. Så hele dagen er brolagt med spændinger, som dog aftager, som
eftermiddagen skrider frem. En urolig dag, som kan virke stressende på en del.
Pluto kan forårsage konfrontationer og Merkur kan betyde dårlig kommunikation
og trafik, så kør ekstra forsigtigt i dag.
TIRSDAG
Ved midnat
natten til onsdag står Månen på Saturn og er med i stortrigonen. Det kan derfor
blive nogle spændende aften- og nattetimer for dem, der er oppe. De vil også
kunne nyde den stortrigon, der er nævnt i indledningen, og som er eksakt
onsdag. Den virker hele ugen, men altså mest onsdag. Læs også under i morgen.
Tidligt om morgenen står Månen eksakt i spænding til Solen, og det kan sætte
følelseslivet på højkant eller i hvert fald give en lidt urolig morgen, hvor
man kan få det forkerte ben ud af sengen. Ca. kl.21.00 står Månen flot til
Mars, og så kan det til gengæld blive en aften, hvor der er en del energi og
aktivitet.
Kl.16.24
går Månen ind i Skorpionen og giver et par dage med dybde, intensitet og
lidenskabelighed.
ONSDAG
Så opstod
dagen med de mange muligheder, både på det fysiske dagligdags plan, og på det
psykiske, åndelige område. Drømme og fantasier har frit løb, men de er faktisk
realistiske og kan føres ud i virkeligheden. Og faktisk er der ikke blot tale
om en stortrigon, men om en drageformation, fordi Pluto er med, selv om der er
tale om en unøjagtighed på ca. 5 grader. Dagen har derfor både bredde og dybde,
og der er megen god vilje til stede. Selv om mange ting bare glider af sig selv
på sorgløs vis, er der mange, der kommer i dybden – mediterer eller grubler
dybt over livet. Ved 18-tiden står Månen flot til kommunikationsplaneten Merkur
og styrker al formidling og kontakt, især eftermiddag og aften.
I dag
bliver Uranus stationær kl. 19.20 og begynder at tænke på at gå retrograd. Så
får vi nogle måneder, hvor frihed og nytænkning nogle gang får lidt trange kår.
TORSDAG
Onsdagens
aspekter kan stadig mærkes. Midt på dagen styrkes sammenholdet og helheden af
Månens (følelser, familie, nærhed) flotte aspekt til Solen. Månen er dog
samtidig i spænding til Venus, og det går lidt ud over følelserne og
kærligheden. Men kun i ganske ringe grad, da der er så mange harmonier
samtidig. Månen går ind i Skytten kl.19.54 og bidrager til glæde, optimisme og
højt humør i et par dage.
FREDAG
Sidst på
eftermiddagen står Månen meget harmonisk til Uranus og giver en følelse af
frihed og nytænkning. Man får mange nye og spændende ideer, som man har lyst
til at prøve af. Om natten er Månen i spænding til Neptun, men vi tager normalt
ikke aspekter med, der finder sted om natten, da de fleste sover. Dagtimerne er
positive, og der kan ske store ting.
LØRDAG
Månen står
harmonisk til Venus sidst på eftermiddagen. Der er dømt hygge og harmoni, og
romantikken kan blomstre. Vil man fri til sin udkårne er dagen særdeles
velegnet. Hvis du har travlt, så forsøg alligevel at nyde det indimellem din
store aktivitet, som også er der. Det hjælper også, at Merkur i dag kl. 20.22
står helt stille, men begynder så småt at gå den rigtige vej. Så kan
kommunikationen flyde bedre, især fra næste uge.
Kl. 20.39
går Månen ind i Stenbukken og øger seriøsitet, disciplin og ansvar i et par
dage. Sidst på dagen står Mars eksakt til Neptun og giver fantasien og drømmene
megen energi og fokus, hvilket mange kunstnere vil kunne mærke tydeligt. Få en
god kunstoplevelse denne lørdag.
SØNDAG
Her har vi
ugens ”lavdespringer” med ret mange spændinger. Pas på, det ikke bliver en
maveplasker efter de mange fine dage. Især midt på dagen og om eftermiddagen
skal man være agtpågivende, men det gælder nok alle de vågne timer, hvor man
ikke bør starte større, nye projekter. Nu er det heldigvis søndag, så slap af
eller få ryddet op i rodet – det er dagen god til, især det sidste. Tag kun
problemer op, hvis der er god tid til at at få dem snakket igennem. Men husk,
at dragen virker harmonisk ind på forholdene, hvad der også kan være tiltrængt
med de stærke spændinger.
Solstrålehistorie i erhvervslivet
Det er ikke hver dag, man er udsat
for så god karma, som vi lige har været det her i AstrologiHuset. Vi sendte for
et par år siden bøger til ca. 5.000 kr. fra Astrologisk Boghandel og
Antikvariat til udlandet og rykkede modtageren flere gange for betalingen, men
uden resultat.
En af vores tidligere lejere i huset,
hypnotisør Martin Søndergaard fra www.brydkoden.dk anbefalede os et firma, der
hedder www.iBill.dk - som han selv benytter til sit bogholderi. De udskriver
automatisk rykkere på alle ikke betalte fakturaer og tager sig også af inkasso.
Han anbefalede dem på det varmeste. Og jeg skal love for, at det gav pote. Det
tager altid længere tid med udlandet, men den 3. juli 2013 stod alle pengene på
kontoen – overført fra det firma, som iBill samarbejder med, hvad inkasso
angår, nemlig Transcom og deres meget servicemindede og dynamiske medarbejder,
Jimmy Vo. Og der kom ikke yderligere gebyr på end de 300 kr., vi havde betalt
for at starte inkassosagen. Det kalder jeg service i storskala til ug med kryds
og slange. Og så til den pris, det er virkelig enestående. En stor tak skal
lyde til Martin Søndergaard og til Jimmy Vo og hans firma Transcom.
Næste opgave for Martin er at skifte
vores internet og telefoner væk fra TDC, hvorved vi sparer næsten halvdelen af
de mere end 20.000 kr., vi betaler i dag. Der er virkelig penge at spare, især
hvis man har haft den samme udbyder gennem længere tid.
Bling-a-ling
– og dingeling
Nu kommer
falskhedens tidsalder flyvende med glimmer og glamour
Vi har
tidligere skrevet en del om falskhedens og overfladens tidsalder – vor tid.
Ifølge Politiken den 11. juni 2013 har en ny film – ”The Bling Ring” - premiere
i Danmark i dag, og det er ikke en hvilken som helst film. Det er en
halvdokumentarisk film, der spidder et af falskhedens tidsalders fænomener,
reality-tv, og hvad deraf følger. Filmen er bygget på faktuelle begivenheder.
Filmen
skildrer, at forbruger- og reality-tv-kulturen er kammet over. Sofia Coppola
har begået en samfundskritisk film. Bling er ragelse eller tingeltangel med den
”gode” egenskab for vores tid, at det glimrer. Altid en flot eller glimtende
overflade til at dække over et ringe eller tarveligt indhold – eller rettere: Intet
indhold overhovedet. Kun glimmer og flimmer. Det er alle mulige unyttige
accessories, der skal signalere, at ejermanden m/k er cool og opdateret!
Handlingen
forgår blandt en lille gruppe teenagere i en forstad til Los Angeles. De
fantaserer over personerne i diverse realityshows, som de forsøger at
identificere sig med. De følger med i, hvornår deres idoler, fx Lindsay Lohan,
er på rejse. Så kan de finde på at bryde ind og stjæle idolets bling. Ganske
interessant har Lindsay Lohan
selv siddet inde for butikstyveri!. De unge bliver på et tidspunkt anholdt og
kommer til at afsone deres straf sammen med Lindsay Lohan! Hold da helt op.
Og for at
det ikke skal være løgn, så er historien sand! Det stod selv i Vanity Fair, som
lavede et interview med pigerne, da de var på vej i fængsel. Jo, man tiltrækker
det, man indeholder.
Og så lige
en sandhed mere midt i alt det falske og overfladiske: Pigerne har ikke skyggen
af samvittighedsnag over at have brudt ind hos Lohan og andre. De har i stedet
fuldt fokus på at finde ud af, hvordan Lohan havde reageret, da HUN fandt ud
af, at hun havde haft indbrud. Det kunne de så passende spørge hende om under
fængselsopholdet, hvor der var god tid til at gå i dybden med de væsentlige
spørgsmål! En virkelig film om livet i 2013 – in reality.
PS. Lindsay
Lohan bliver interviewet i august af Oprah Winfrey, som også har hyret hende
til at lave sit eget realityshow – så kan det da vist ikke blive bedre?
Joachim B.
Olsen på overførselsindkomst
Olsen er en
arg modstander af offentlige ydelser. Nu viser det sig, at han selv er på en
slags overførselsindkomst. Han har nemlig modtaget mangefold mere i
idrætsstøtte, end han har oplyst.
Han blev
kendt som kuglestøder, og han vandt bronze ved forrige OL. Den har han lige
fået ”omstødt” til en sølvmedalje på grund af den tidligere sølvmedaljevinders
dopingdom. Måske veksles den senere til en guldmedalje, når man finder bedre
metoder til at afsløre doping. Mange blodprøver er nemlig frosset ned til
eventuel senere brug. Og hvem ved? Måske bliver også Joachim frataget SIN
medalje på et tidspunkt. Der er i hvert fald gået skår i glæden for
kuglestøderen, som nu mere er kuglestøBER i politisk forstand med alle hans
mange spørgsmål i folketingssalen – men han er altså også nu taget i at støbe
en anden slags kugler, nemlig cool cash. Pludselig viser det sig, at han har
støbt flere kugler til sin idræt, end de 60.000 kr. han har oplyst som støtte
fra TeamDanmark. Der var bare lige det ved det, at han også fik støtte andre
steder fra, fra Dansk Idræts Forbund, og at det tilsammen løb op i 147.000 kr.
årligt, som han således har modtaget i overførselsindkomst. Dette beløb har han
samlet modtaget årligt i perioden 2004-08.
Kugleregnen gav i sidste ende også en medalje – men desværre ikke nogen
decideret medaljeregn. Team Danmark er delvis skatteyderfinansieret og derfor
at sammenligne lidt med det offentlige. Men var kuglestøderen fattig i 2002-08?
I så fald har vi et nyt kælenavn til ham, nemlig fattig-Olsen. Naturligvis er
penge gået til træningslejre m.v., men er det vigtigere, end at de går til at
klare hverdagen med hos værdigt trængende? Og er der grund til at håne Olsen
for hans tidligere udtalelse om, at overførselsindkomst er til at brække sig
over, og at der ikke findes fattige i Danmark. Men det gør der måske i Team
Danmark? I hvert fald er der her tale om et anstrøg af dobbeltmoral, men Olsen
er naturligvis også født i Tvillingernes tegn og derfor måske taler med to
tunger.
Han klarer
det sikkert denne gang, for Neptun har endnu ikke taget fat i spændingen til
hans Sol i lighed med alle, der er født den 31. maj, uanset årstal og fødested.
Om et par år, det vil sige til næste valg, så er den gal med Joachims Sol i et
par år frem. Den vil ikke skinne på ham så meget og så ofte, som den har gjort
det indtil videre. Der er ingen medaljer i sigte til den tid. Det betyder ikke,
at han ikke kan blive valgt, men det betyder, at han ikke vil slippe godt af
sted med sin gerning. Måske vil han gå helt ud af politik. I hvert fald skal
han til den tid finde en anden måde at gebærde sig på, når doping-planeten
Neptun tager fat. Neptun står for stimulanser, og faktisk kan man kalde både
støtte til personer og partier for doping. Det er snyd, når nogen får noget,
som andre ikke har mulighed for.
I parentes bemærket - og lidt uden for emnet her - synes jeg, at det generelt er utroligt, at dopingjagten ikke bliver
udvidet til alle former for doping. Især, når man snart finder ud af, at megen
doping slet ikke kan spores endnu på trods af de mest fantastiske apparaturer
og metoder til afsløring. Det vil snart komme frem, at mange flere er dopet i
dag, end man tror, blot med så smarte metoder, at de måske aldrig bliver
afsløret.
Mastodonternes
verden
Et studie i
sygeliggørelse – her forsøgt stoppet med humoristisk medicin
Den fysiske
verden har med stjernetegnet Stenbukken at gøre, og Pluto vandrer i disse år
gennem dette tegn. Derved kommer der også fokus på den psykiske verden og dens
lidelser, og faktisk også på de følelsesmæssige lidelser. Vi kommer til at
fokusere på de psykiske lidelser i senere indslag, og koncentrerer os her mest
om den fysiske verden. Eller rettere:
Den fysiske krop, som må stå model til lidt af hvert. Men Pluto er i gang med
at gøre, hvad den kan, for at hindre os i at bevæge os mod afgrunden, og det
vil ikke sige så lidt. Selv om planeten er milliarder af kilometer borte, har
den en meget stærk indflydelse på de enkelte mennesker, og faktisk på
civilisationsudviklingen over hele kloden. Her gives ”daglige” eksempler på de
surrealistiske forhold, der hersker i samfundet på grund af fragmentarisk
tænkning og deraf følgende mangel på helhedstænkning – et sygdomstegn i sig
selv.
Ophobning og
opsplitning på samme tid
Samfundet
institutionaliseres og ghettoficeres i stigende grad, hvor mennesker af samme
slags stuves sammen i ghettoer, herunder plejehjem og hospitaler. Samtidig sker
der – netop som følge af ophobningen af ensartede borgere - en opsplitning af
befolkningen i bl.a. aldersklasser og sundhedstilstand. Samfundet fragmenteres på en måde, så den
naturlige befolkningssammensætning ødelægges med store lidelser til følge. Denne
tendens er i sig selv et tegn på splittelse, som Tænketanken Mikro har
beskæftiget sig en del med gennem tiden. Jo større forhold, vi lever under
(større institutioner, hospitaler mv.), jo længere afstand er der fra bund til
top i et samfund, og det øger i sig selv uligheden, som også øges i denne tid
på trods af økonomisk krise osv. Der er altså tale om et fragmentarisk samfund,
hvor der stort set udelukkende er tegn på øgning af de negative faktorer.
Lad mig tage
et eksempel mere op til illustration af, hvor samfundet er på vej hen, endda
med størstedelen af borgerne som tilhængere af ”udviklingen”. Eller måske
skulle man kalde disse for det tavse flertal. Dem, som er tilfredse med
tingenes tilstand, selv om de måske nok mener, at nogle ting godt kunne gøres
lidt bedre, som Poul Nyrup ville have udtrykt det. Men generelt er de enige –
og der er tale om et meget stort antal mennesker. Vi lever jo i et moderne
samfund, og man kan ikke sådan stoppe udviklingen!
Derfor kan
politikere og andre beslutningstagere fortsætte med at øge uligheden, og i
øvrigt gøre præcis, som det passer dem, bare der er længe nok til næste valg.
Der er én gang for alle konstrueret et system, som fungerer, og så skal der
ikke laves fundamentalt om på det. For det er jo også verdens bedste og i
øvrigt på vej til at blive eksporteret helt over til Kina! Så kan det da ikke
være helt galt – og dog! I Kina har man fx stort set ingen ældreforsorg, og så
vil alt jo næsten være bedre. Pasning af ældre er hidtil blevet foretaget af
familie og medborgere, men nu er Kina også kommet med på den stressende
industrialiseringsvogn, og så skal de jo finde en ny model. Og her er valget
faldet på den danske model, som er den mindst dårlige, men i situationen langt
bedre end deres hidtidige model, der har spillet fallit, så der ikke er nogen
til at passe de gamle i overgangen fra gammel til ny tid. I virkeligheden er
det samfundet, der har spillet fallit, men det er der ikke mange, der kerer sig
om – de fleste er slet ikke klar over det. Systemet bliver mere indviklet og
dermed mere uoverskueligt. Man kan sige, at det er det omvendte system: faktisk
var det os, der burde indføre noget som det gamle kinesiske system, hvor man
havde tid til og drog omsorg for at tage sig af hinanden. Men nu har det maget
sig sådan, at vi altså står for at skulle eksportere vores fantastiske system
til kineserne, fordi de uheldigvis har udviklet sig i retning mod den vestlige
livsmåde med mere arbejde og dermed mere stress og tidsforbrug på jobbet. Man
må sige, at det er den omvendte verden.
Men lad os
nu komme tilbage til Danmark igen, for her har vi de samme problemer, som dog
let kunne løses, hvis man indførte et nyt system, der virkelig ville batte
noget og udgøre en afgørende forskel. Og hvor man ville løse alle de sociale
udfordringer på en helhedsorienteret måde. Men indtil videre er det trods
ihærdig indsats ikke lykkes at gøre hverken politikere eller folk fra
boligverdenen interesseret i noget så langsigtet. Tidshorisonten når kun til
næste valg. Læs Tænketanken Mikros forslag til en ny bolig form, som sætter
fokus på helheden frem for det fragmentariske.
Til sagen –
det enkelte menneske
Et eksempel
på, hvor galt det står til, har man i alle danske institutioner, lige fra børnehaver,
skoler, plejehjem, hospitaler - ja, helt ud til plejefamilierne. Sidstnævnte er
underlagt kommunerne, som har svigtet dem stærkt. Børnene bliver blot
eksporteret til disse familier, hvorpå familierne står mere eller mindre alene
med udfordringerne.
Fokuserer vi
ind på de enkelte mennesker – og det skal vi skynde os med, inden individet
helt forsvinder – kan vi stille skarpt på stigningen i antallet af diagnoser,
der har været underkastet en eksplosiv stigning, hvilket jo helt sikkert ikke
er vejen til bedre livskvalitet og folkesundhed. Men i en accelererende verden,
hvor behandlersamfundet næsten har taget helt over, er en sådan udvikling en
erstatning for empatien og nærheden blandt mennesker. Behandlings- og
diagnosticerings-samfundet er sat i stedet for dette som en erstatning, man mener,
er nødvendig for udviklingen, hvad det jo på en måde også er. Men det er blot
udviklingen, der er slået fejl, og det er det forhold, de enkelte mennesker
reagerer på med uhensigtsmæssige og ”forkerte” reaktioner, som
behandlerverdenen så skal forsøge at afhjælpe. Det nye ”system” skal erstatte
vores naturlige måde at forstå og hjælpe hinanden på. Det har vi ikke tid eller
mulighed for længere, og så må systemnet jo træde til og gøre sit bedste. Men
er det godt nok? Naturligvis ikke, for intet kan erstatte det naturlige,
sociale liv mennesker imellem. Derfor går det nye, syntetiske og
utilstrækkelige system automatisk sin egen undergang i møde.
Diagnosticering
Og hvordan
gør man så, når vi kommer til systemet og egentlig burde afsystematiseres. Men
man bliver i stedet draget endnu mere ind i det altomfattende og mastodontiske
system, hvis opgave det er at stille diagnoser i lange baner. For uden
diagnoser går det slet ikke. Så man starter konsekvent med at stille en sådan,
og så tager man det derfra. Og det er ikke småting, man kan risikere at skulle
igennem, før den rigtige diagnose er stillet – og så er den måske ikke engang
korrekt. De fleste fejler nemlig slet ikke noget, de reagerer blot på et
forkert system, som er opbygget på falske præmisser. Og nu står man så med en
mastodont, som ikke bare sådan lader sig nedlægge. Så forsøger man med en masse
lappeløsninger, som der jo altid vil være, når man ikke vil eller kan få lavet
et system, der passer helt til mennesket. Der findes nemlig ingen som helst
erstatning for menneskers naturlige ageren med hinanden. Eller hin-ANden, som
det er blevet moderne at udtale ordet blandt socialdemokrater med
statsministeren og socialministeren som de to bedste til den nye udtale. Det ER
et vigtigt ord, men altså et, der kun bruges i fine og kønne formuleringer.
Følelser som
diagnose
Selv det at
have følelser er blevet genstand for diagnositicering. Måske ikke lige det at
have dem i sig selv. Men begynder de at give sig udslag på ”underlige” måder, hvem skal man så gå til, når man ikke har
hin-ANden, som vi altid har haft det? Ja, så går man til lægen, og så er det
hans eller hendes formastelige pligt at få stille en diagnose, så man kan
begynde en behandling (som dog reelt var ganske unødvendig, da det også handler
om patientens naturlige reaktion på et mangelfuldt system).
Naturlige
følelsesmæssige tilstande, som afviger fra det såkaldt normale, er pr.
definition sygelige for et stigende antal mennesker, og især systemet. Der må
gøres noget, og hvad gør man så? Forklaring følger.
Der er sket
en forandring i vores forståelse af, hvad der er normalt, og hvad der psykisk
og følelsesmæssigt er sundt og afbalanceret. Og i jagten på at slippe af med de
uhensigtsmæssige følelsesmæssige og psykiske reaktioner, så går man til læge
først. Og her lurer fra begyndelsen den alvorlige fare – for lægen er jo en del
at systemet – at man kategoriserer et stigende antal tidligere så normale
lidelser som sygelige. Tolerancen over for følelsesmæssige og adfærdsmæssige
afvigelser er faldet markant, og samtidig vokser diagnosesystemet ud over alle
bredder og erstatter den oprindelige måde, vi forstår og agerer på over for
hinanden. Og når diagnoseverdenen folder sig mere og mere ud, så bliver flere
og flere naturlige følelser og reaktioner betragtet som afvigende og
unaturlige. Vi bevæger os med andre ord længere og længere bort fra vores egen
natur og oprindelse.
”Lider” man
eksempelvis af en længerevarende tristhed på grund af fyring eller skilsmisse,
så har man en klinisk depression og må behandles for denne, selv om det er en
naturlig og forklarlig reaktion, der normalt kan klares med empati fra
omverdenen. Men da man endnu ikke har opfundet empatiske piller – hvad der nok
skal komme en dag, for kan man tage piller for lykke, kan man da naturligvis
også for empati – så skal man i gang med en medicinering af en eller anden
kaliber. Man bestemme naturligvis selv, om man vil gå i gang med behandlingen,
men det ender næsten altid med, at man må i gang. Og her skal man huske, at
psykiatriske patienter til en vis grænse ikke selv kan bestemme deres
medicinering. Det klarer personalet i samarbejde med psykiateren, og de
pårørende kan højst komme med et ymt, som kun meget sjældent vil blive hørt,
for psykiateren er jo pr. definition ekspertEN. Det vender jeg voldsomt tilbage
til i en kommende artikel.
Men nu
kommer surrealismen ind i billedet. Tænk sig, det er ikke kun de mere negative
følelser som tristhed og sorg, man skal have beskrevet og diagnosticeret, det
er også de positive som fx glæde. Tænk sig, at glæde kan være sygelig! Jo,
forklaringer er, at har man så lige pludselig og helt umotiveret en god dag
midt blandt alle de dårlige, så er det virkelig mistænkeligt, og så er der
behov for to sideløbende diagnoser! Det fordobler lige antallet af piller, tak.
Hvis det altså kan gøre det, for nu har vi jo en helt ny og meget mere
indviklet situation. Og derfor kan de fleste jo sagtens forstå, at diagnosen
bliver tilsvarende indviklet at stille – hvis det da overhovet er muligt.
Men har man
indimellem en god dag med øget energi eller lettere opstemthed – måske endda en
følelse af velvære, så hedder diagnosen: ”Hypoman enkeltepisode”. Dette
modsvarer på en måde lægernes diagnose, når en patient pludselig mod
forventning bliver rask af en eller anden grund, fx healing, alternativ
behandling og et ægte mirakel, som jeg selv har oplevet hele to gange. Ja, så
kan man være heldig at få diagnosen: ”Spontan selvhelbredelse”.
Også en
meget almindelig tilstand som generthed har en diagnose. Hvis man fx i forbindelse
med et akut anfald af generthed føler frygt for andres kritiske opmærksomhed.
Ja, så kan man også hive en diagnose frem på dette fænomen, som virkelig mange
lider af. Så må jeg præsentere en af verdens mest patologiserende lande – lille
Danmark…
En af de få
En man
derimod en af de relativt få, der er helt ligeglad med andres kritiske
vurdering, er der måske især grund til bekymring, og så lyder diagnosen:
”Indifference over for ros og kritik” – og så er man skizoid. Og det er vist
ikke særligt sjovt. For de få, der ikke kan genkende nogle af de nævnte
diagnoser, så kan de måske genkende diagnoserne: Trøstespisning, natlige
mareridt eller pille- eller nikotinafhængighed.
Nu er jeg
også helt rundtosset over alle de diagnoser - og i øvrigt helt udkørt af at
skrive om dem. Jeg fik i den anledning brug for at stille en diagnose på min
aktuelle tilstand, og den lyder på: ”Manisk indestængt udbrændthed”. Nu er det
ved at blive ganske morsomt, og humor er jo noget af det vigtigste i livet,
selv om man kan blive helt i tvivl efter alt dette, så her må jeg lige tænke
over, hvilken diagnose, tvivl kan have. Måske noget i retning af: ”Dubiøs
insufficens”.
Det
accelererende behov for diagnoser bragte mig til at tænke på, at Lotte Heise
også må have én med hendes eklatant store talebehov. Den kunne hedde: ”Et
graverende tilfælde af verbal inkontinens”. Og nu skal jeg passe på ikke selv
at få den samme diagnose, bare på skrift…og nu er det vist på tide at stoppe de
verbalt indestængte udgydelser.
BOX
Patienten
til psykiateren:
-
Jeg
har det fuldstændig, som om jeg bliver forfulgt af et paliparnoster!
-
Et
paliparnoster, hvad er det dog for noget? spørger psykiateren
-
Jamen,
det er jo det, jeg ikke ved, og det er det, der gør mig så skide bange. Så gør
dog noget!
-
Ja,
et øjeblik, så stiller jeg lige en lille diagnose!
Syge
følelser
Under
normale omstændigheder kan følelser ikke være syge og behandlingskrævende,
højst empati- eller omsorgskrævende. Det er naturligt at reagere emotionelt,
når man oplevet noget, der har betydning for vores relationer eller egen
livsførelse.
Vores
civilisation har udviklet sig sådan, at vi overlader ansvaret for vores
velbefindende til specialister, som i dette tilfælde er lægerne. Det er derfor
logisk, at vi patologiseres – det kan nærmest ikke være anderledes. Ydermere
sker der det – også logiske – at læger traditionelt ser mest på den fysiske del
af livet, og vedkommende læge kategoriserer derfor oftest lidelsen som noget
fysisk, for det findes der jo umiddelbar behandling for. Så kan man udrede
sygdommen og igangsætte en behandling.
Det sker
naturligvis ordentligt derved, at man efter udredning og diagnose tilbyder den
efter lægens bedste skøn den bedst dokumenterede behandling til at fjerne
symptomerne. Og her er vi ved sagens kerne: Symptomerne. Man fjerner disse i
stedet for årsagen til lidelsen, som derefter måske vender tilbage senere.
Ved at dæmpe
symptomerne bekræfter man hinanden i, at det ikke er systemet, der er noget
galt med, som langt de fleste derfor er enige i at beholde. Især når det fungerer
så fantastisk, at man til enhver tid kan få en symptombehandling! Vi bør
erkende, at ubehagelige følelser er sunde og et tegn på, at der er noget galt
med omgivelserne – hvis der ellers er tale om et normalt sundt menneske. Vi er
faktisk nået så langt væk for vores naturlige udgangspunkt, at den universelle
lov om at man tiltrækker det, man indeholder, nærmest er sat ud af kraft. Men
bare rolig, det er kun tilsyneladende.
Afhængighed
Vi er blevet
så afhængige af det, vi kalder professionel behandling, at vi helt glemmer
kroppens og psykens egen regenererende evner. Derfor er langt størstedelen af
al behandling i bedste fald unødvendig, men ved brug af medikamenter med
bivirkninger kan den endda være direkte skadelig. I hvert fald hindrer medicinsk
behandling kroppens og psykens træning i selv at regenerere, og det er i sig
selv unaturligt og dermed sundhedsskadeligt. Det går langt bedre, hvis der er
tale om fysiske lidelser, men ved emotionelle lidelser skal der helt andre ting
til. Man burde begynde med at fjerne den procedure, at folk med emotionelle
eller psykiske lidelser først skal til lægen for at få en udredning af
lidelsen. Man burde kunne gå direkte til en psykolog og derved spare kostbar
tid for patienten og ressourcer for samfundet. Som det er nu, er der ingen
tilskud til psykologbehandling, medmindre man har været en tur hos lægen først.
Lægen må patologisere for at behandle, og patienten må lade sig patologisere
for at kunne modtage den optimale behandling hos psykologen. Man er kort sagt
blevet afhængig af at blive sygeliggjort, og det viser sig i befolkningen som
helhed ved, at man føler, det er svært at leve uden en diagnose, som altså
bliver tryghedsskabende, for nu ved man, hvad man fejler, og så kender man
metoden til behandling, tror man. Det sker heldigvis også i mange tilfælde, men
vi er ikke i nærheden af den optimale situation her. Psykologerne arbejder
nemlig også oftest efter de af systemet udstukne retningslinjer, hvor det tager
mest hensyn til den fysiske, videnskabelige og dermed forklarlige del af livet.
Og kan en lidelse ikke klares med psykologi og terapi, så skal der tages
hårdere midler i anvendelse, og så henvises man til psykiatrien, som
medicinerer i al for stor udstrækning. De er ofte nødsaget til det i et forsøge
på at gøre et minimum af indsats for patienten, men generelt er medicin ikke en
løsning, der overhovedet bør tages i anvendelse i psykiatrien, medmindre der er
tale om meget omfattende problemer.
Hvis man i
systemet tog sin egen målsætning om flere varme hænder alvorligt, ville meget
kunne løses ad den vej. Det virker langt bedre end medicin, hvis man har de
fornødne ressourcer - flere varme hænder - til virkelig at give sig tid til at
lytte til en ny patient.
Som det er
nu, er der tale om en omfattende afhængighed af systemet. Dels af den medicin,
der udskrives, og dels af selve systemet. Der må altså en helt ny slags
”medicin” til for at få knækket en glidebane, vi ikke ved, hvor ender. Det er
hele vores liv, vi bliver nødt til at ændre på, og det kan kun ske gennem
boligforsøg i stor skala. Det vil med meget stor sandsynlighed give meget
hurtige og synlige resultater. Men ingen lytter, og nu er København som hastigt
voksende storby igen ved at gå glip af en unik mulighed for virkelig nytænkning
til forskel fra de byggerier tre steder i København, hvor man lige nu
projekterer hele 40.000 boliger. Bevares, der er en flig af nytænkning i det,
men hvorfor lader man ikke et område være et forsøgsområde, hvor man kan tænke
virkeligt nyt og som sidegevinst bidrage til at undgå ghettoificering som
institutioner for ældre, syge, udlændinge osv.? Det er helt klart på grund af
interesseorganisationer, boligselskaber osv., hvor man ikke vil træde dem over
tæerne, fordi de er bange for at få savet den gren over, de sidder på. Vi lever
i en verden af særinteresser, som også kun kan løses i helhedsorienterede
fællesskaber.
Systemets
ansvar
Efter det
hidtidige system tager man indirekte ansvaret for, at der bliver flere syge,
der skal forsørges på forskellig vis. Og naturligvis kan følelser være særdeles
lidelsesfulde og tilsyneladende behandlingskrævende, men en del har naturligvis
brug for at få lindret smerterne medicinsk. Men jeg vil tillade mig – om ikke i
de fleste tilfælde, så i ret mange – at fastholde ordet tilsyneladende.
Behandlingen burde fuldstændig omlægges, og også her har vi en unik mulighed
med så mange på overførselsindkomst. Langt de fleste har et eller andet, de kan
tilbyde, og de får derved OGSÅ et mere meningsfuldt liv. Der er altså tale om
en win-win situation for alle. Den enkelte såvel som helheden – samfundet og
alle dets udløbere.
Diagnosen
vil for manges vedkommende lyde på periodisk og permanent mangel på mening i
livet, medmenneskelighed, nærhed og værdiløshed. Allesammen diagnoser, som er
invaliderende i sig selv. Det er den udfordring, der skal løftes, og ikke en
forbedring af det nuværende system, som ret sikkert kun vil blive en
tilsyneladende forbedring – en symptombehandling.
I det
nuværende system sker der normalt det, at patienterne ikke alle
patientificeres, men også pacificeres og dermed fastholdes i deres situation,
hvor reaktionen vil være, at når man har fået sin diagnose og behandlingsform,
så sætter – eller lægger – man sig til at vente for at se, om behandlingen
virker. I den periode er mange ydermere isoleret i en sygeseng eller lignende
og ikke socialt engageret – eller blot omgivet af mennesker i dagligdagen. Det
skulle da lige være behandlere eller medindlagte, hvad der jo er langt bedre
endnu ingenting, men langt fra optimalt.
Og mens vi
er ved de professionelle behandlere, så er de også fanget i en fælde, for i
stedet for at kunne tilbyde noget relationelt i form af mere dedikation og
empati over for de lidende, så skal de i stedet bruge deres tid på de stadigt
skærpede krav til metoder, dokumentation og effektivitet. De skal følge
retningslinjer, der er beregnet på rationelt at skulle tilgodese flest muligt -
OG på den måde går det igen ud over den enkelte borger.
Og hvad
værre er, den naturlige empati bortfalder helt eller delvist hos ens
medmennesker. Der er altså tale om en ond cirkel, som man vel at mærke let kan
komme ud af, hvis den politiske vilje er til stedet. Det kræver som sagt kun
anstillelse af nogle helhjertede forsøg i stor skala.
Man kunne
begynde med at tilbyde hver borger 2 ugentlige timer, hvor det udelukkende
handle om dem og kun dem. Det ville både være til gavn for borgerne og få flere
i arbejde. Læs nærmere i Mikros boligløsning.
Kære
samfund, vi er tydeligvis nået dertil, hvor vi skal begynde på en frisk. Og hvorfor
skulle et samfund ikke kunne gøre dette, når et enkelt menneske godt kan? Lad
os så komme i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar