Hvor kommer de politiske ideer fra?

Dette spørgsmål stilles i Politiken den 28. juli 2013. Og konklusionen er ikke overraskende, at det ikke vides, hvor de politiske ideer kommer fra. Men det er noget med, at de fremkommer i den politiske proces. Altså meget uklart, selv om Ove Kaj Pedersen om et halvt år udkommer med en omfattende bog om emnet, som han har researchet i mange år.

De politiske ideer kommer derfra, hvor alle andre ideer kommer fra - et sted i universet. Som jeg har skrevet om tidligere på min blog, ikke mindst i forbindelse med min opfindelse af en idefanger, er ideer og opfindelser noget, der allerede ER gjort i tidernes morgen, og som i takt med den kollektive bevidstheds højnelse, efterhånden kommer frem og bliver opdaget af mennesker med gode antenner. Dem med de bedste antenner, gør de største opdagelser. Vel at mærke opdagelser, der allerede har ligget der i frøform i den store kosmiske container – i universet, og dermed faktisk også i os selv.

Så alle de opfindelser, der ER sket, og alle dem, der VIL ske, er ”gamle” opfindelser, der blot kommer frem nu, fordi det passer ind i helheden. Mange opfindere tager copyright på deres opfindelser og tjener mange penge, på noget, der burde være allemands eje – og som opfinderen blot burde være stolt af at stille til rådighed for menneskeheden. Og det er lige præcis sådan det bliver i fremtiden: At man kommer til at kappes om at få de bedste og de fleste ideer ”ned” til gavn og glæde for hele menneskeheden.  I realiteten - og etisk betragtet - kan man ikke tage patent på noget, der allerede ER opfundet.

Processen med at hente ideer i den kosmiske container – i skyen – er det samme som fx radiobølger. De ER der bare, men der skal en modtager til for at hente dem ned.  Ordet copyright er et af den mange ord, der vil blive overflødigt i fremtiden, når bevidsthedsniveau er steget yderligere.

Det er ikke nogen tilfældighed, når mange mennesker få den samme ide næsten samtidig. På den måde kom der pyramider i alle verdensdele for nogle tusinde år siden, tilsyneladende uafhængigt af hinanden. Vi kender makanismen fra bogen ”Den 100. abe”. Her får en abe en ide om, at kartofler kan skylles i vand, før de spises og derved bliver mere lækre. Denne teknik var aldrig blevet iagttaget tidligere blandt aber. Og i bogen nævnes det, at der hurtigt sker en udvikling hen imod at alle aber begyndt at efterabe den første abe og dermed hinanden. Aben tilhørte en flok på en afsidesliggende ø ud for Japan. Overraskelsen var derfor til at få øje på, da man opdagede, at aber inde på fastlandet var begyndt på den nye teknik næsten samtidig med flokken på den øde ø. Ideerne spredes hurtigt, præcis som i eksemplet med radiomodtageren og dens antenne.