onsdag den 2. september 2015

Læserbrev fra Pia

Kære Astrolog!
I lørdags var temaet på DR 2 Svindlere, og det er svært ikke at synes, at et par af dem i hvert fald var (lidt) morsomme og svære at glemme.
Man kendte dem i forvejen, men at få historierne genopfrisket var mægtig spændende, synes jeg.
Den ene var Marquis de Sade, der fortalte os sit Livs Eventyr. Jeg synes, han gav os en RIGTIG go historie, og den var rørende og smuk på en eller anden måde. Mon han gjorde nogen mennesker fortræd med den? – Bortset fra det med pengene? – Ja, man kan ikke vide det. Men hvor kunne det være sjovt at kende hans horoskop, det må være noget med Vægten, Tvillingen og Skorpionen – der er vel også en Skytte blandet ind (jeg tænker dels på hans Jupiter- generøsitet, men også på hans forhold til udlandet, Frankrig f.eks.) Og så må der være en Neptun med et selskab af Mars og Merkur. Sikke en gammel løgnhals, men man kan ikke lade være med at smile, når man tænker på det.
Den anden jeg morer mig lidt over er Anna Castberg, den prinsesseagtige dame, der narrede et helt hold af snobbede kulturatleter, borgmestre og kunst-kendis´er, der hoppede og sprang omkring hende på de røde løbere og ikke kunne komme tæt nok på. Vi har billederne fra den gang på nethinden (og dem det handler om, ville nok ønske, vi ville glemme det). Men DET vil vi ikke. DET var for morsomt, set i retrospekt.
 Sådan nogle horoskoper ville det være sjovt at kende, så man kunne prøve at nærstudere, hvad det kunne være, der fik dem til at fortælle om deres Liv på en måde, så andre sad med store øjne og så ubegavede ud.
De må begge have haft store drømme, og så tog pokker ved dem og deres frontallapper – og de sprang ud på det dybe.
 Hvordan HUN har levet bagefter, har man ikke rigtig hørt noget om, men HAN levede stilfærdigt videre åbenbart – efter fængselsstraffen - nærmest som om det ikke rigtig havde nogen betydning. Og egentlig ER det jo også bare en god historie. Eller to.

Venlig hilsen
Pia A

Hej Pia
Tak for dine spørgsmål. Jeg har forrige år, så vidt jeg husker, forsøgt at få fat i markisens fødselstid, men han er helt umulig at komme i kontakt med. Eneste mulighed er at skrive til ham i De-form, men selv dette ignorerer han. Det siges, at han kun besvarer breve fra fremstående medlemmer af samfundet. Det er helt klart, at forstillelsesplaneten Neptun vil være inde i billedet, når det handler om manipulation (I Castbergs tilfælde kan man jo tale om billedmanipulation).
Markisen er født den 30. marts 1934 og Castberg den 13. marts 1948, altså præcis med 14 år og 15 dages mellemrum. De har altså Saturn i spænding i deres indbyrdes horoskoper, da de er født med en halv Saturn-rundes mellemrum – måske er der tale om en karmisk forbindelse?
Men planetpositionerne siger jo en hel del, og markisen har Merkur – som står i Fiskenes tegn - i spænding til Neptun, sandsynligvis fra 3. til 9. hus. Så er han en drømmer og en illusionist, der fx kan udgive sig for at være en anden, end det er tilfældet i virkeligheden. De to planeter hersker over hhv. 3. 0g 9. hus. Derfor er der nærmest tale om noget, man kunne kalde en dobbelt reception. Det vil sige, at Merkur står i Fiskene, men hersker over 3. hus og Jomfruen, mens Neptun gør det modsatte, nemlig står i Jomfruen i 3. hus – og hersker i Fiskene. Sådan noget sker jævnligt i et horoskop, men det er ret usædvanligt, at de to receptionsplaneten er i aspekt til hinanden, her altså en opposition. Endda en meget eksakt én af slagsen. En ægte illusionist!, som har fortrængningsplaneten Pluto i 12. hus, som korresponderer med både Fiskene og 12. hus.
Som du skriver, har han to planeter i Vægten, Månen og Jupiter, begge i 4. hus, så hjemmet skal være meget smagfuldt og stilfuldt. Tvillingerne kommer ind med Neptun i 3. hus og Merkur i 9. hus. Skorpionen kommer ind med Pluto i 12. hus.
At han gerne vil være noget stort, fortæller Solen og Uranus i 10. hus alt om. AC står i givet fald i Løven, som altid gerne vil være i fokus og i centrum. Solen, der står på MC, er endda horoskophersker, så astrologisk set er den helt hjemme. Den mand er skabt til at være noget andet, end han er, nemlig et dobbeltmenneske.
Anna Castberg kunne også sagtens have Løven som AC og så konjunktionen mellem Mars, Saturn og Pluto stående i 12. hus – og med Neptun i 3. hus kan man, som markisen, ikke altid stole på hende. Der er to planeter i 10. hus, herunder kunstplaneten Venus. De er begge i spænding til de tre planeter i 12. hus, så illusioner og drømme må briste på et tidspunkt – hvad de jo gjorde.
Man kan sige som Jørgen Ryg i en berømt monolog, lettere omskrevet:

Tragikeren vil være komiker, komikeren vil være tragiker – og Castberg vil være kunstdirektør.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar