tirsdag den 13. oktober 2015

Albanien vandt som forudsagt

Vi har nu de sidste par uger med stor succes forudsagt det mest sandsynlige resultat af 5 fodboldkampe, og prøvet at beskrive, hvordan disse kampe ville udvikle sig/forløbe, bl.a. den seneste kamp mellem Armenien og Albanien, som endte 0 - 3.

Danmark fik ikke den hjælpende hånd af Armenien i modsætning til, hvad de fleste mediers fodboldkommentatorer havde forventet. Vi havde alle håbet at Armenien bare kunne have fået uafgjort på hjemmebane mod Albanien i går, hvilket ville have bragt Danmark direkte til EM næste år, som så må ud i to playoff-kampe, før de kan komme med til EM næste år i Frankrig.

Albanien fik da også al den hjælp af Armenien de havde brug for til at vinde kampen, da en armensk spiller hjalp Albanien i gang med et selvmål i det 8. minut i første halvleg (kl. 18.09). Fra dette tidspunkt skiftede kampen karakter meget tæt på det i sidste uge forudsagte tidspunkt (kl. 18.12), hvor Ascendanten skiftede tegn og kom ind i Tvillingen. Resten af kampen var spil til et mål, nemlig det armenske.

Så vores forudsigelse om at Albanien ville få et mål omkring kl. 18.16 holdt også næsten stik, da Ascendanten udløste spændingen fra Saturn i 7. hus (udeholdet Albanien) til Venus, som var Ascendant-hersker for hjemmeholdet Armenien, som derfor var "underlagt"/ begrænset af Albanien, da de jo havde Saturn på deres side i 7. hus (udeholdet).

Med Saturn i 7. hus viste Albanien da også, at det var det eneste hold som tog kampen alvorligt (Saturn) og havde noget at spille for, da de med en sejr kunne kvalificere til EM næste år, hvorimod Armenien kun havde æren at spille for, da de ikke kunne nå at kvalificere sig til EM. 

Bortset fra de første 8 minutter af første halvleg, som var meget lige, spillede Armenien langt under vanlig standard og viste ingen vilje til, at de ville vinde kampen. Tværtimod så deres manglende tacklinger og mange fejlafleveringer ud til at de nærmest ville hjælpe Albanien til at score endnu flere mål end det første selvmål, som de gav til Albanien. Det bedste og mest groteske eksempel på denne hjælp var, da en Armensk spiller i det 20 minut af første halvleg løb med bolden ned langs sidelinjen mod sin egen banehalvdel og pludselig slog ud til siden (løb væk fra bolden) og gav plads til at en Albansk spiller bag ham kunne overtage bolden og fortsætte med et angreb mod det Armenske mål. Dette var så dårligt fodboldskuespil fra den Armenske spillers side, at han ikke kan forvente at blive nomineret til en Oscar ved næste års Oscar-uddeling.

Ud over dette eksempel var der 40 til 50 andre episoder i kampen, hvor de armenske spillere enten løb væk fra bolden, løb i vejen for hinanden og lavede så mange fejlafleveringer, at de ikke kom i nærheden af en målchance. Set i lyset af de aktuelle Neptun-spændinger er der ingen der rigtig ved, hvad der foregår og kampen blev lige så rodet som forudsagt, især midt i første halvleg, hvor Ascendanten udløste denne spænding og Albanien fik deres andet mål i det 23 minut. Fra det 8. minut og resten af kampen foregik Spillet fuldstændig på Albaniens præmisser, som førte taktstokken an med Saturn på deres side, mens Armenerne løb forvirrede rundt. At der kan være tale om snyd og hemmelige aftaler (Neptun) er beskrevet nærmere i denne uges Søndagsbrev. 

Morten Bruun
            

Ingen kommentarer:

Send en kommentar