fredag den 22. marts 2013


Ugen, der kommer 13

Så er det påskeuge, og der er MEGET stærke energier, som minder om, at denne påske kan blive noget helt specielt. Man kan virkelig få korsfæstet nogle energier, der ikke er optimale eller harmoniske – men nærmere det stik modsatte. Hvis alle vil tage et ultimativt opgør med sig selv over hele Jorden, kan der frigøres så meget positiv energi, at det kan få betydning på verdensplan i meget lang tid fremover. Men der ER virkelig også kameler, der skal sluges. Dog er det ikke så svært, når man mobiliserer al sin vilje. Så er der mulighed for den ultimative tilgivelse, både på det personlige og på det kollektive plan. Der er tale om virkelig stærke energier.

Ønsker man at forstærke nedbrydningen af gamle mønstre, vil det være rigtig godt at meditere og bede bønner sammen med så mange som muligt. Så er det lettere at få fortalt til andre, at man har tilgivet dem og tilgivet sig selv. Det at sige tingene eller skrive dem og sende dem er af afgørende betydning. Det kan faktisk virke lidt stærkere at skrive det lige nu, men vælg det, der føles rigtigst for dig. Lav under alle omstændigheder en nedfældet beslutning til dig selv. Det at nedskrive den gør det lettere at holde. Det er det ægte, det dybe og det ærlige, der vil sejre nu. Alt andet er på vej til den himmelske skrotplads -endelig ikke genbrugspladsen.

Hvad angår økonomiske forhold som større køb og investeringer skal man ikke tage risici, da der er nogle helt andre energier, det handler om. Så kan man godt komme til at gå galt i byen, hvis man er uforsigtig. Undgå unødige køb og gå efter kvalitet og ting, der skaber glæde i lang tid. Invester i det uforglemmelige.

 

Frans af Assisi

De dage, hvor ugens energier er stærkest, er lige præcis de 5 påskedage. Men hele ugen bærer præg af aspekterne med hele 4 planeter i konjunktion i Vædderen (lammet er påskens symbol). Og i Fiskene (kristendommens symbol) har vi stadig et parløb mellem Merkur og Neptun. Jeg er sikker på, at den nye pave vil sende tilgivelses- og kærlighedsenergi til hele verden i en grad, vi ikke har set i flere århundreder. Det vil vise sig, at det ikke er tilfældigt, at han har valgt navnet Frans den 1. Jeg føler mig helt overbevist om, at Frans af Assisi vil tale gennem paven i påsken.

Det er planeterne Mars, Solen, Venus og Uranus der har samlet sig til en enorm kraft af energi, vilje (Mars), Lys (Solen), kærlighed (Venus) samt frihed og nytænkning (Uranus). Alle står de fantastisk til vækstplaneten Jupiter i spænding til transformationsplaneten Pluto, som igen står godt til både kommunikationsplaneten Merkur, intuitions- og drømmeplaneten Neptun og ambitions- og ansvarsplaneten Saturn, der samtidig er planeten for karma. Der kan skabes så megen god karma nu, at det kan få ekstra stor betydning langt ud i fremtiden.

Det overordnede aspekt i disse år er spændingen mellem Uranus og Pluto, som begyndte i 2011 og slutter helt i 2016. Hver gang de to planeter spænder op, er der krise på det materielle plan. En udfordring, der kan øge den spirituelle/religiøse energi, og det er det, der er det helt specielle ved denne påske. Aspektet er der også næste år på en meget kraftig måde, så det næste år er et afgørende år for menneskeheden. 

Brug denne påske til at sætte dig mest muligt i kontakt med den store kærlighedsenergi, som Frans af Assisi indeholder, så er jeg sikker på, at mange vil opleve Den Hellige Frans og hans energi i påskedagene. Hvis mange visualiserer Frans, vil han endda kunne manifestere sig på mirakuløs vis.  Der vil være øget mulighed for dette, hvis man danner cirkler i naturen, hvor man mediterer eller beder en bøn sammen, f.eks. i en lysning i skoven eller ved kysten. Både Kristus og Frans af Assisi vil kunne manifestere sig, og i virkeligheden tror jeg, at det er netop denne samlende energi, der gør denne påske så stærk, at mirakler kan ske. Og mens jeg skriver dette, kommer også Den Hellige Birgitta til.

Gør ekstra ud af maden i denne påske og velsign den, inden du spiser den – giv med glæde som ved et gæstebud, hvor du har gjort dig ultimativ umage, og hvor man fejrer et nyt liv. Der må gerne være et helligt skær over det, så det minder om en bibelsk energi. Indtag en blanding af ganske enkle, men gode måltider, og så et eller to nærmest lukulliske (overdådige) måltider, hvor der er rigelige mængder i god kvalitet og tilberedt kærligt. Intet smides ud, men eventuelle rester fordeles til dem, der trænger. Sørg også gerne for at kombinere tiden, så du noget af påskeugen er sammen med andre, og noget af tiden sammen med dig selv i andægtig glæde – i kontakt med universet.

Det er en helt unik mulighed for at påvirke verdensfreden i næste uge. Put de stærke energier ind i hverdagen i videst mulige omfang og oplev ro og afklarethed. Gør mindst en god ting for dig selv og en ting for andre hver dag i ugen, især i påskedagene.

På den måde øger du muligheden for et regulært gennembrud i dit eget og dine nærmestes liv.

 

GOD PÅSKE!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar