torsdag den 19. april 2012

Goldman Sachs - gaver fra verden

Goldman Sachs - en mastodont

I artiklen i går om George Soros påvistes det med al ønskelig tydelighed, at det kolossale økonomiske verdenssystem er meget sårbart, i øvrigt i lighed med andre mastodontsystemer som sundhedsvæsenet og psykiatrien. Selv i et lille land som Danmark er disse områder blevet et system i systemet. Og systemer har det med at have deres helt eget liv, som stort set er umuligt at påvirke udefra.

En enkelt mand som Soros kunne f.eks. fremprovokere en situation, hvor Storbrittanien var nødt til at forlade det europæiske valutasamarbejde – valutaslangen  - i 1992.

Goldman Sachs er en sådan mastodont og en af verdens største investeringsbanker. Banken er blevet beskyldt for at have været stærkt medvirkende til at fremprovokere den græske krise, og måske finanskrisen i det hele taget. En af deres strategier går angiveligt ud på at sprede deres filosofi over hele verden ved at få deres folk ansat på betydningsfulde poster. Det er den mest effektive form for lobbyisme overhovedet. For så bliver mange møder pludselig nærmest overflødige – man har jo folk på stedet, der ved, hvad de skal gøre. Mange af topposterne i EU er beklædt af Sachs-folk. Eksempelvis den nye italienske premierminister og direktøren for Den Europæiske Centralbank.

Goldman Sachs er superliberal og ønsker naturligvis ingen reguleringer og indgreb overhovedet fra politisk hold, det siger sig selv. Det bliver de dog i sagens natur nødt til at finde sig i, hvis det økonomiske system skal blive mindre sårbart og mere retfærdigt i fremtiden. Det er det, som Plutos gang gennem Stenbukken vil sørge for i det mindste at få prikket hul i. For det er årsagen til både bobler og superbobler, som slet ikke kan undgås, hvis sådanne selvkørende, autonome systemer får lov til at husere. Problemer er efterhånden, at markedet har fået overtaget over politikerne, som er blevet sat mere eller mindre ud på et sidespor, hvor de kun har ganske få håndtag at dreje på. Man skal heller ikke glemme presset fra befolkningen, som jo er blevet vænnet til en høj levestandard, ofte gennem kreditter og lån. Køber man ting på klods, risikerer man at falde - sammen med kolosserne - på et tidspunkt. Derfor kræver det en meget kold tyrker at rette op på krisen. Der må tænkes nyt, og det kan kun lade dig gøre ved at fratage mastodonterne en del af deres indflydelse. Man skal vide, at hvis dette ikke sker, så KAN krisen ikke løses effektivt. Mastodonter som Sachs har intet som helst fokus på, om deres investeringer en solide, for de lever af risikovillighed.

Markedskræfter og politik er smeltet sammen på en måde, hvor markedet har overtaget, ikke mindst fordi alle ønsker vækst – det eneste svar på løsning af krisen. Men Stenbukken kræver ansvarlighed og nøjsomhed i sådanne situationer. Udvises disse kvaliteter ikke, så ligger vi, som vi har redt. Nå, det gør vi jo forresten altid.

I lighed med Italien kunne Grækenland ikke komme med i ØMU´en uden manipulation. Da Grækenland i 1998 ønske at indtræde i dette økonomiske samarbejde, var det en umulighed, da landets budgetunderskud oversteg kravet på maksimalt 3% af bruttonationalproduktet. Den daværende græske regering betalte Goldman Sachs for at gennemføre en valutamanipulation med græske statsobligationer, og Vupti, så var den klaret!!!

Goldman Sachs beregnede sig den nette sum af 300 millioner Euro for sin ”redningsaktion”, hvor budgetunderskuddet kom ned på præcis de 3%, som det maksimalt måtte være for at kunne blive godkendt!

For nu at gøre ondt værre, blev den græske rentebyrde forværret af det. I 2010 var procentsatsen oppe på 12.5 % - og så begyndte det at være kritisk. Og nu sidder krisens bagmænd endda på nogle af topposterne. Var der nogen, der sagde, at man ikke skal regulere?

Hvis du vil læse mere om dette, har jeg tidligere lavet en længere artikel om dette i forbindelse med Euroens horoskop, hvori man tydeligt kan se, at den var syg fra starten. Nu er Pluto i spænding til Euroens Sol, så nu har vi balladen, som er en klar konsekvens at den manipulation, der dengang fandt sted. Nu må de altså snart lære at bruge astrologien, den ældgamle videnskab. Den er knivskarp som altid.

Dog kan vi ikke være helt knivskarpe, hvad angår horoskopet for Goldman Sachs, hvor vi ikke kender tidspunkterne på hverken direktøren eller firmaet, som er grundlagt allerede i 1869 – datoen mangler sågar, så det er helt udelukket. Vi mangler tidspunktet på både den nuværende direktør, Lloyd Blankfein, og stifteren, Marcus Goldman, som er født den 9. december 1821 i Trappstadt i Tyskland. Han har ret fine aspekter lige nu, og horoskoper virker jo også efter døden. Lidt mere problematisk ser det ud for den nuværende direktør, der er født den 20. september 1954 i USA. Han får derfor Pluto hen over sin Mars i Stenbukken, og aspektet begynder om kort tid og varer næsten to år. Han kommer derfor en tur i vridemaskinen, men da Mars står fint i fødselshoroskop, får han sikkert i første omgang reddet sit skind, men får nogle ridser i lakken. Pluto kan også bevirke, at han får en toppost på linje med alle de andre eksempler, hvoraf nogle er nævnt tidligere.

En ting står imidlertid fast: Goldman Sachs kommer inden særligt længe igennem Plutos transformationsproces, og så bliver man nødt til at lave om på visse ting, selv om man ikke er meget for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar