mandag den 20. januar 2014

Boblernes verden

Boblernes verden
En boble kan opstå i en økonomi, der er usund eller i ubalance.  Boligboblen opstår, når en boligs salgspris overstiger dens faktuelle værdi. Resultatet heraf vil uvægerligt blive, at der på et tidspunkt helt automatisk opstår en boble. Den er forudbestemt til at briste, og så har vi balladen. Der opstår så en boligkrise, hvor boligerne blive svære eller umulige at sælge, fordi priserne er for høje. Så falder prisniveauet over tid til et mere realistisk niveau. Men på grund af grådighed i markedet vil boligboblen opstå på ny, når boligerne er steget tilstrækkeligt.
Markedsøkonomien ER bare skruet sådan sammen, at tilbagevendende kriser og opture hører til dagsordenen. Det er alment accepteret, men man vil på et tidspunkt gå væk fra en så mærkværdig størrelse som markedsøkonomi, for den gavner reelt ikke flertallet, hvilket naturligvis ikke er holdbart i længden.
Nogle vil med sikkerhed hævde, at markedsøkonomi er det eneste rigtige. Måske skal den lige justeres lidt, så er den bare perfekt. Det passer naturligvis ikke, når den er langt mere til gavn for mindretallet end for flertallet. Tilhængerne vil så hævde, at det private arbejdsmarked er godt for alle, fordi man på den måde skaffer arbejde til folk. Men igen, det er ikke alle, der kan få arbejde, og derfor må de kasseres. Dette kendes især fra USA, hvor markedsøkonomien hærger i en grad, så det er ganske surrealistisk. Her kasseres arbejdere uden videre, hvis der ikke er brug for dem længere. Her tænker man ikke på omskoling eller andet, det er bare ud af klappen, og det i en fart. Dette skaber store problemer i befolkningen.

Vi er i øvrigt på vej mod en snarlig boligboble i danske storbyer, specielt i København, hvor efterspørgslen  efter boliger vokser nærmest eksplosivt.

Andre bobler
Man kan sige, at bobler opstår alle de steder, hvor den naturlige balance forrykkes. Dette sker overalt, og det er naturligvis ikke holdbart. Derfor må vi helt væk fra markedsøkonomien, og det vil vi komme på et tidspunkt om ca. 100 år. Men grundlaget lægges i denne tid, Pluto kører igennem Stenbukkens tegn (2008-2023/24). Pluto giver transformation og Stenbukken symboliserer alle gamle strukturer, så vi er inde i en periode, hvor vi bliver nødt til at indstille os på, at tingene ikke er, som de plejer at være (Stenbukken). Det er altså nu i denne tid, at grundlaget for en helt ny økonomisk verdensorden grundlægges. Pluto er i spænding til Uranus (revolution, nytænkning) i perioden 2011-2015/16. Derfor vil den negative vækst (recession) i de vestlige økonomier vare et par år endnu. Til den tid må politikerne så indse, at der må laves noget fundamentalt om på det økonomiske system for at få det til at virke mere hensigtsmæssigt. Men politikerne vil have meget at kæmpe med, både i egne rækker og i befolkningen, der jo har vænnet sig til en høj levefod og ikke uden videre har tænkt sig at give slip på deres ”velerhvervede rettigheder”. Det er nemlig efterhånden blevet noget af en naturlov med en høj levestandard. Og et liv med høj levestandard vil naturligvis medføre større brug af naturens ressourcer end et liv med lav levefod. Høj levestandard vil derfor resultere i en boble, som eksempelvis viser sig i menneskeskabte klimaforandringer. Man kunne kalde dette for en luksusboble eller en vækstboble, som uundgåeligt vil briste på et tidspunkt. Et liv baseret på materiel fokus medfører i sig selv en ubalance set i forhold til den balance, der altid findes i naturen.
Et andet eksempel er befolkningsboblen, der kommer, når verdens befolkning har nået et vist punkt, som efter min mening ligger på ca. 9 milliarder beboere på kloden – og det når vi omkring 2050 – eller hurtigere, hvis Afrikas befolkningstilvækst bliver ved med at stige, som det er tilfældet i øjeblikket.
Jordklodevæsenet
Man skal huske, at vores klode er et kæmpemæssigt levende væsen, som også skal være i balance.  Menneskeheden øver vold mod det væsen, jordkloden udgør, fx gennem minedrift, olieboringer og intensivt landbrug og ikke mindst forureningen. Selv om vi forsøger at begrænse den, vil vi komme til at erkende, at vi allerede har gjort ubodelig skade på kloden. Derfor vil den reagere med naturkatastrofer og klimaforandringer, bare for at nævne et par af de voldsomme begivenheder, vi vil komme til at opleve. Alligevel fortsætter vi ufortrødent vores adfærd. Vi udviser ingen respekt for naturens iboende lovmæssigheder. Den respekt skal vi tvinges til at inkorporere i os selv – og det bliver vi så. Denne udvikling er også begyndt.
For mange indbyggere betyder mindre plads til hver enkelt, så der vil blive kamp om territorierne, som i naturen udgør en mekanisme, der sørger for balance. ER der ikke noget territorium, er der ikke livsbetingelser til stede. Altså er der her tale om den perfekte balance. Vi vil i ”udviklingen” op imod de 9 milliarder indbyggere se, at ubalancen stiger til ekstreme niveauer. Det varer ikke længe, for der vil opstå massive, folkelig protester mod denne såkaldte udvikling, som igen kun er på det fysiske plan. Det er jo klart, at når der er for mange mennesker, så er der ikke hverken arbejde, mad eller plads til alle. Her vil nogle indvende, at det kun er et fordelingsproblem, men det er lettere sagt end gjort at lave en retfærdig fordeling af ressourcerne. For de, der allerede har, vil ikke slippe det opnåede, uanset hvor mange fattige, der banker på deres døre for at få del i velstanden. Og desuden HAR vi sandsynligvis allerede passeret en grænse for befolkningstilvæksten, men vi buldrer alligevel tanke- og visionsløst derudad med vores vækststrategier. 
Man kan sige, at jo mindre arbejdsløsheden er, jo mere belastes kloden. Det er som i naturen i øvrigt: Når en bestand bliver for stor, så sker der automatisk en reduktion, så man kommer ned på et bæredygtigt niveau. Netop dette kan udgøre en stor fare for pludselige kæmpekatastrofer senere i dette århundrede. Hvis vi absolut ikke VIL lade os begrænse antalsmæssigt, så må naturen jo gøre det i den sidste ende, så et balanceret antal individer kan overleve på den optimale måde.
Vi står foran nye overenskomstforhandlinger til foråret, og her vil der også være bobleskabende forhold, man bør være opmærksom på. Den danske model skal igen stå sin prøve, og de fleste synes, at den er uovertruffen. Men den bygger på velstandsafhængigheden og kan derfor vise sig at gøre mere skade end gavn i forhold til naturen. Hvis vi tildeler hinanden goder, der er mere værd end den værdi, der skabes gennem arbejde, så skaber vi en boble, som ikke er til gavn for andet end netop afhængigheden af at beholde velstanden – og helst også udbygge den.

Markedet og boblerne
Alle områder, der har med markedet at gøre, og det er mange, vil ikke kunne undgå bobler i et eller andet omfang. Markedet er en unaturlig størrelse, da det mest kun handler om penge, bekvemmeligheder og materielle ting i det hele taget. Det er forsvindende lidt, der handler om reel velfærd. Derfor har vi fået velstandsproblemer. Vi bliver nødt til at foretage nogle realitetstjek på alle områder af markedet. Det er virkelig tiltrængt. Kun på den måde kan vi standse den beskæftigelsesboble, som er en del af årsagen til arbejdsløsheden. Vi tror efterhånden, at det er en naturlov med alle vores rettigheder, hvad arbejde angår. Men det vigtigste af alt, nemlig arbejde til alle, det kan vi ikke skaffe. Og vil heller ikke kunne komme til det uden at øve endnu mere vold på Moder Jord.
Derfor må det moderne ræs mod mere velstand stoppes hurtigt, inden det går helt galt. Og det kan kun ske gennem bevidstgørelse, som helt mangler i dag, hvor et kæmpestort flertal er blevet afhængige af det fix, et moderne liv kan give.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar