søndag den 20. maj 2012


 Efterlysning: Turen går ad Helvede til

Der er lige udkommet en bog med ovennævnte titel, og det kunne være spændende at lave noget tilsvarende her på bloggen. Skriv til astrologi@astrologihuset.dk og beskriv en rædselsfuld rejseoplevelse og medsend dine data sammen med afrejsedagen og gerne -tidspunkt, hvor du tager hjemmefra og dermed påbegynder rejsen – eller tidspunkt for flyafgang. På den måde kan vi måske medvirke til, at man passer mere på ved en bestemt slags aspekter – eller måske bliver hjemme i stedet for at rejse. Jeg kender selv til et tilfælde, hvor et ægtepar fra min vej følte, at de ikke skulle rejse – og derfor afbestilte turen – tilbage i 1972, hvor det pågældende Sterling fly styrtede ned i Dubai.


DVD med Gregg Braden og Diana Cooper: 2012

Den spændende film koster normalt 199 kr. Den er nu nedsat til 140 kr. og indeholder ikke kun om 2012, men et par årtier frem. Du får altså ca. 30% rabat efter først til mølle princippet, så send en mail på astrologi@astrologihuset.dk først, da der er begrænset antal. Er du interesseret, kan du overføre beløbet plus evt. forsendelse 35 kr. til regnr. 3679, konto 1057 8590.


Vi er i ekstremt gavehumør
Alle, der køber noget i vores butik, vil fra mandag den 21. maj kunne benytte sig af et usædvanligt tilbud. For hver gang, du køber for et helt antal hundrede kroner, udløser det en gave – ud over allerede eksisterende rabatter og tilbud – en gratis stjernetegnsprisme, en gratis stjernetegnsparaply eller en gratis t-shirt, nøglering eller kuglepen. Køber du fx for 500 kr., får du efter eget valg fem gaver, som altså kan være t-shirts, paraplyer eller prismer.


Ugen, der kommer
Merkur står i konjunktion med Jupiter i det meste af ugen og begunstiger kommunikation, formidling og indlæring samt aftaler. Merkur kommer også tæt på Solen, hvad der giver noget af det samme. Venus er i harmoni til Saturn, og det bedrer kærligheden, værdierne, herunder økonomi. Så er der lige Solens spænding til Neptun, som især er aktiv i ugens begyndelse. Den kan lave lidt rav i alle de gode aspekter og skabe forvirring og illusioner. Det er vigtigt med tid til eftertanke. Lad dig ikke bedrage og snyde – hop ikke på fine formuleringer og kønne ord.

Mandag byder på en nymåne omkring kl. 2 nat. Da denne er i spænding til Neptun, kan der blive tale om en urolig nat med mange forvirrede drømme. Alt efter, hvordan det rammer i dit personlige horoskop, kan det også give klardrømme og spirituelle indblik i andre verdener. Pas på forkølelser.

Tirsdag er en fin dag, blot husk det med Neptun i indledningen. Man hopper mest på denne spænding, hvis man fx er født i begyndelsen af Fiskenes, Tvillingernes, Jomfruens og Skyttens tegn.

Onsdag står Månen fantastisk til Neptun og styrker fantasi, drømme og intuition.

Torsdag – nu er det Merkurs tur til at være i spænding til Neptun, så pas på lommetyve og lignende, især hvis du er født i begyndelsen af de nævnte tegn fra tirsdag.

Fredag er næsten som torsdag, men midt på dagen står Månen i spænding til Saturn, så her går det vældig langsomt og trægt – en dag, der kræver tålmodighed.

Lørdag – nu tager Neptun-spændingerne af så småt, og Månen står helt fantastisk og giver en god weekend, gerne med fest og farver og store armbevægelser, da Månen står i Løven. Især midt på dagen er god, men faktisk er alle dagtimer gode.

Søndag er endnu en fin dag med Månen i Løven. Især eftermiddagen er god og hyggelig med fine oplevelser i familiens skød.



Solformørkelsen i nat – kommer der jordskælv?
Fra midnat den 20. maj er der partiel solformørkelse, som kan ses over Stillehavet. Nymånen går ind foran Solen og danner en annular formørkelse, som er eksakt ved midnat dansk tid. Solen kan ses som en ”Ring of fire” fra Kina til Japan og over til det centrale Nordamerika.

Måske udløser den specielle kombination af hele fire planeter (udover Solen og Månen også Merkur og Jupiter) i konjunktion i Pleiaderne et jordskælv, når det falder sammen med en formørkelse. Der var et af slagsen i Italien i går, hvor tre blev dræbt. Måske følger dette af et skælv i Stillehavsregionen og kan ramme Japan, Kina eller Californien. Eller for den sags skyld et sted, hvor man ikke kan se formørkelsen. Den virker efter bedste skøn alligevel, også der, hvor den er usynlig.

Under alle omstændigheder bliver menneskehedet rystet af de stærke kræfter og får mulighed for at transformere sig. Måske skulle vi i den anledning indføre et nyt udtryk: En kollektiv sjælerystelse, hvor vi får mulighed for at ændre på vores livsførelse.
Du kan følge formørkelse her og se et animeret formørkelseskort, som følger de himmelske begivenheder.


Mark Zuckerbergs horoskop

Vi var heldige at finde den entreprenante mands fødselstid på nettet. Han er dobbelt Tyr, hvad der ikke kan undre for en så rig person. Solen står tæt på AC, så han er en fremtrædende person med stor gennemslagskraft. Selv om han er meget idealistisk og ikke trækker løn ud efter dagens aktieintroduktion. Så skal man ikke tage fejl af, at han blev verdens yngste multimilliardær i dollars i fredags, hvor Facebook gik på Børsen kl. 9.30 lokal tid. Aktien hører til under kategorien følelsesaktier og er derfor ret usikker i sig selv, men hvad siger Zuckerbergs og Facebooks horoskoper? Mark Z er født den 14. maj 1984 kl. 5.38 i White Plains, NY.

Børsintroduktionen skete den 18.5.12 kl. 17.30. Hvad angår Mark Zuckerbergs horoskop, har han herskeren over 2. hus (økonomi) stående i 12. hus, så han har idealisme i horoskopet, det er ikke bare grådighed. Og lige nu står Jupiter lige på hans AC og Sol i denne uge, så han er helt sikkert en meget tilfreds mand. Alt flasker sig for ham i disse tider. Facebook kom sidste år ud med et gigantisk milliardoverskud, som måske var lidt overraskende, når man tænker på, at det i alle de tidlige år ikke gav nævneværdigt overskud. Det er der en naturlig forklaring på, for sådan er det almindeligvis i begyndelsen. Men her er der en pludselig kæmpestigning i indtjeningen lige op til børsintroduktionen. Vi må ikke håbe, at der har været udøvet manipulation af samme karakter, som vi så dengang Italien og Grækenland skulle med i euroen. Læs tidligere indslag som fx: Euroen var syg fra starten. Så slemt ser det nu heller ikke ud for Facebook, og Zuckerberg har over halvdelen af de bestemmende aktier, så han er stadig diktatoren, der selv bestemmer det hele. Og som kan hive et rigtigt stort aktieudbytte hjem hen ad vejen, hvis det hele flasker sig. Vi må afvente, hvor folkelig han vil være efter nogen tid. Foreløbig ser det astrologisk ud til, at en del vil trykke på Synes Godt Om-knappen og købe aktier, men det bliver lidt spændende at se, om kursfastsættelsen på 222 vil holde. Det vil nok være tvivlsomt. Det vil hurtigt vise sig, om den bliver justeret. Der har været spekulationer, om den vilde børsnotering kan være medvirkende til at skabe en ny it-boble, men jeg tror, vi kan nøjes med en ny finansboble inden så længe.



Medstifter af Facebook går i skattely

Eduardo Saverin er født den 13. marts 1983 i Sao Paolo og har dermed et fantastisk horoskop lige nu, ikke mindst økonomisk. Han vil blive ca. 21 milliarder kroner rigere lidt senere i dag, når aktien handles på børsen i NY. Det vil sikkert lykkes ham at tage alle pengene med sig i skattely, for det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at betale så meget som en eneste krone i skat af de mange penge. Hele menageriet flyttes til Singapore, så han endda også er sikret i fremtiden mod det stygge skattevæsen, som vil ham så meget ondt. Det skal dog siges, at han har boet i Singapore i nogen tid. Flere medstiftere af Fjæsebogen har valgt at kvitte deres amerikanske statsborgerskab på det seneste, så de også undgår skatten. Det kan man da kalde patriotisme…i meget stor gåseøjne. Det kan vise sig at give et folkeligt tilbagefald og smitte af på de aktier, som Mark Z ønsker skal være folkelige aktier.

Saverin har Jupiter flot til Solen her i maj (sekstil). Uranus (opfindsomhed) står flot til Venus (penge) i de næste måneder, og Pluto (storkapital) står godt til både Jupiter (vækst) og Månen (hjemlandet). Han er så at sige over alle bjerge nu.



Helligdagsmassakren – får hun has på Helledagene?

Det ser ikke let ud for regeringen at få sløjfet et par helledage, selv om den oprindelige funktion af disse for længst er gået fløjten for langt de fleste. Bisperne gisper og Dennis Kristensen sætter sig på tværs. Store Bededag burde dog være nem at afskaffe, da den er indført ved lov i 1686. Så kan den også afskaffes ved lov. Men måske er der gået Struensee i den. Den tyske livlæge forsøgte at afskaffe en hel serie helligdage i 1770, lige fra sankthansdag over helligtrekonger til kyndelmissedag. Det gik ikke så godt for Struensee, som ikke længe efter tabte hovedet – hvad der måske også er tilfældet for regeringen. I så fald er det ikke første gang, det sker.

Under alle omstændigheder skal Helle have hjælp fra både Dennis Kristensen og Lars Løkke for at gennemføre massakren. Måske kunne hun i en byttehandel tilbyde ham at indstifte en Store Løkkedag, som kunne bruges som en dag, hvor alle – i stil med Løkke – kunne tilbringe dagen i hængekøjen. Der skal som bekendt mindst én løkke til for at hænge en køje op, men det har Lars klaret som en mis deroppe i paradishaven i Græsted – hans personlige hængekøjeparadis. Herfra kan han holde øje med statsministeren, der knokler sig ind i Helvede for at afskaffe nogle hellige dage. Løkke er i dobbelt forstand i himlen, da meningsmålingerne bliver bedre og bedre. Som vi har skrevet har han også et flot horoskop i disse tider. Fra sin køje driver han regeringen rundt i manegen. Samme regering har heller ikke den store støtte fra egne rækker, så det er en hellevedes vanskelig mission, den er ude i her. Og hvad skal man også med mere arbejde i arbejdsløshedstider. Der er noget kamikaze over Helles mission, som bestemt heller ikke er populær i missionskredse.

Det hele lander sikkert sådan, at Store Bededag på et eller andet tidspunkt ryger, og at resten bibeholdes. Se, det er da et bibelsk kompromis.



Pluto og fortiden – nu også fusk med støtte til frugtavlere

Vi skrev tidligere om fusk med landbrugsstøtte, der er tiltænkt aktive landmænd, men som tilfalder alle mulige andre, lige fra NOVO over staten til private virksomheder. Nu har det vist sig, at også frugtavlere har fået støtte, de ikke var berettiget til. Det viser blot igen, at alle støtteordninger fra det offentlige skal udfases hurtigst muligt og erstattes af et andet system. Det vil blive erkendt i det næste årti, mens Pluto befinder sig i Stenbukken. Det er for vildt med så mange kontrolforanstaltninger. Lige nu er det ærteproducenter, der har lavet kreative tiltag for at få fat i støttekronerne.

Også statuer stjæles nu

Vi har skrevet om fortidsminder, der må slettes på grund af besparelser. Nu er man begyndt systematisk at stjæle statuer, som også hører fortiden til. De stjæles på grund af store prisstigninger på bronze og andre ædelmetaller. Af samme grund forsvinder også et stigende antal kilometer kobberkabler fra bl.a. DSB. Vi vil aldrig komme det helt til livs og må derfor leve med det. Det er et produkt af den måde, samfundet er opbygget på, så det er kun Pluto, der kan ændre på forholdene, og det kan den kun gøre via os mennesker.

Den daglige humor

Nat(o)møde i Chicago

Hillary Clinton er på hjemmebane i Chicago, hvor hun er født, og hvor der holdes NATO-topmøde. Både Fogh og Søvndal er i USA, hvor der også er topledermøde.

Søvndal gjorde et scoop og havde held til at invitere sig selv til en privat sammenkomst hos Hillary og hendes mand Bill(y). De indledte med at jamme med Villy på guitar, Billy på saxofon og Hilly som sanger. Trioen kalder de nu for The Villy Hillbillies, da de spiller en form for vild hillbilly rock – Bill kommer fra byen Little Rock i Arkansas. Og der ER da heller ikke tale om nogen stor rock, hvad der sådan set også er passende, når et af medlemmerne kommer fra et af verdens fladeste lande, og hvor man kun har drømme om noget højere, hvilket udtrykkes så glimrende i sangen ”Langt højere bjerge” og ”Flyv ikke højere, end vingerne bær”. Derfor er det også på sin plads at fortælle flade, falmede og vandende vittigheder om verdensbegivenhederne. Både lavvandede og lavpandede vitser – for slet ikke at tale om de fladpandede.

Nå, men til sagen. Vilde Villy ville gerne snuppe muligheden for at undskylde sin uheldige sprogbrug fra sidst, han mødte Hillary, men det gik slet ikke. Sidst kom han til at sige: ”I bewonder you” til Hillary, hvor han ville have udtrykt sin beundring for hende, og kom altså i stedet til at udtrykke sin undren over hende.

Men Søvndal skulle efter sigende være kommet til at jokke endnu mere i spinaten (to joke even more in the spinage). Da samtalen faldt på, hvad de hver for sig havde samlet på i deres barndom, kom Villy til at fyre denne vending af…and maybe we can use that vending in another afsnit: I sampled on fire cars. Hvilket i Villys vilde verden – the wild, wild world of Villy – betyder, at han samlede på brandbiler. Det er dog en fin start, når en kommende uden(k)rigsminister samler på brandbiler i stedet for tanks og andet krigslegetøj.

Det påstås, at Villy efter endnu en sproglig episode har fået Fogh-fingeren, selv om denne heller ikke udtrykker sig alt for godt på fremmede sprog. Søvndal har nu gravet sig ned i en skyttegrav for at beskytte sig mod en grum verden. Han ender sikkert som forsvarsminister, for nu er der virkelig noget at forsvare sig imod. Han har så at sige gravet sin egen grav og er faldet i den. Den vil for fremtiden bære navnet Søvndalen, hvor han er gået i hi.

Nu er Villy-anekdoterne ret uskyldige. Især set ud fra, hvad man kan komme ud for af misforståelser, selv om man ovenikøbet kommer fra samme land:

Two Welsh Girls in a Pub....


           I was in a pub on Saturday night.  Had a few drinks.
           I noticed two very large women at the bar.
           They both had strong accents, so I asked, "Hey, are you two
           ladies from Scotland?"

           One of them turned to me and shrieked, "It's Wales, you
           idiot!"

           I immediately apologized. "Sorry … Are you two whales from
           Scotland?"

           
That's all I remember …



Du kan læse meget mere humor direkte på bloggen på www.astrologihuset.dk

-          A day in Sleepdales life med scoretricks for at komme hjem hos Hillary



Og så lige denne:

Villy, Billy og Hilly - afskedshilsen

Dette er Villys taksigelseshilsen til sin Hillary:

Thank you for the last time, it was so God

I must be early to say that I hold very much of you, Hilly

Remember me to Billy

Love, Villy





Bayern-Chelsea

Chelsea vandt for første gang i Champions League, og det kan tilskrives Bayern-tilhængeren Lykke Friis, som undlod at følge mit forslag om på en eller anden måde at få kampen forsinket bare i fem minutter, så hjemmeholdet kom til at stå bedre astrologisk set. Nu kom DC (udeholdet) til at stå lige på Solen, og det er en klar fordel. Nu tror hun måske ikke på astrologi, men det kan denne sag måske rette lidt op på. Jeg forslog, at hun eksempelvis kunne optræde som baneløber. Hun har jo en slags diplomatisk immunitet og vil måske ikke kunne retsforfølges og blive erstatningspligtig. Hvis hun ville være helt sikker på at nå de fem minutter, kunne hun smide kludene og ville nok maksimalt blive anklager for forstyrrelse af offentlig lov og orden. Men se om hun gjorde det! Hun ER nu lidt kedelig. Så hun skulle måske have taget kedel(ig)dragt på i stedet…

Nå, spøg til side. Kampen var en demonstration af, at Solen på DC er noget af det bedste, der kan ske for et udehold astrologisk set. Ydermere stod MC på Saturn og DC på Venus under straffesparkskonkurrencen, hvad jeg lige havde glemt at kigge på i går, det er umuligt at se det hele, der er mange elementer, der skal tages højde for. Men DC på Venus ER noget af det bedste for et udehold.



FCK spillere

Vi har ”skudt” FCK til at vinde mesterskabet foran FCN. Nu ville jeg så løbe alle spillere igennem for at se deres form. Vi mangler dog fødselstidspunkterne, så der er kun er råskitse. Men der er desværre en del spillere, der hænger lidt astrologisk, så jeg er blevet lidt i tvivl, om de kan køre den hjem i de sidste to kampe. Ser om jeg kan nå at se på alle FCN´s spillere.

Sikkert er det dog, at Santin har det mest problematiske horoskop, og han bør sælges til alles bedste.

Claudemir har til og med efteråret Pluto i spænding til Solen som alle, der er født den 27. marts, uanset årstal. Han vil derfor først være helt på toppen igen fra næste år.

Grindheim har Saturn og Neptun-spændinger spredt ud over hele året, så vi skal ikke vente meget af ham.

Jacobsen har næsten ingen aspekter, så han bliver sikkert blot ved i samme gode gænge. Dog er september lidt hård for ham, men det burde ikke vælte noget læs.

Stadsgaard vil have fremgang i stort set hele det næste år.

Oviedo er lidt presset i foråret, men vender stærkt tilbage til efteråret.

Wiland har besøg af både Saturn og Pluto, så han er presset i bund, især til og med august, hvor han ikke må presset meget, så kan der komme skader i bentøjet

Bolanos ser fin ud, bliver bedre og bedre, som året går.

Abdelloue har Pluto spænding resten af det næste års tid.

Diouf er under pres resten af denne sæson og i starten af forårssæsonen 2013.

Vingaard ser meget fin ud, nu får de virkelig nytte af ham efter den lange skade.

Zanka har Neptun hen over Mars (Overmars…), hvad der altid hæmmer og kan give skader. Den er der i det næste års tid, så han skal være opmærksom på ikke at overanstrenge sig og derved få skader. Heldigvis står Mars meget flot i hans horoskop, så måske undgår han de værste af skaderne, når han kommer til udlandet snart.



UGEHOROSKOP uge 21 af astrolog Lykke Larsen, læs dit dagshoroskop på www.kvindetid.dk



VÆDDER
En uge med fest og farver venter forude. Der er ingen tvivl om, at du får en travl og meget social hverdag – og du vil i den grad nyde det. Alt foregår i højt tempo omkring dig, til tider for højt, for det kan blive svært at følge med og være alle steder på en gang. Familie, naboer og søskende, alle vil gerne tale med dig, og det gør, du får mindre tid til jobbet.
PS: Kurser er sagen.
TYR
Du har så mange ideer og tanker, at det kan blive svært reelt at få noget igennem. Det vil dog ikke afholde dig fra at kaste dig ud i det ene projekt efter det andet. Prøv at prioritere og ”kun” starte på dem, der står dit hjerte nærmest. Til trods for, at du er sparsommelig og god til at passe din økonomi, kan det blive en dyr uge. Du vil helt sikkert blive fristet til at købe. 
PS: Motion hjælper dig af med stress.
TVILLING
Du vil opleve, at de ting du har arbejdet på nu pludselig falder i hak. Det er lige før, du ikke selv kan følge med, og det kan være lidt skræmmende. Læn dig tilbage og nyd det, du har arbejdet for det, og fortjener den medvind, du har. Det er dog vigtigt, at du arbejder på at bibeholde et godt overblik, og at du stadig har styr på, hvilken vej tingene skal. 
PS: Lyt til venners gode råd.
KREBS
Samarbejde er vejen frem. Du er i stand til at sætte ord på dine mål og drømme, samtidig med, at du kan få andre til at arbejde for samme sag. Du vil til tider føle dig lidt rastløs, for der skal helst ske noget, så sid ikke og vent, men tag initiativ og få tingene til at ske. Du er tilbøjelig til at løse andres problemer for dem, hvilket vil gå ud over dine egne ting
PS: Dæk dine egne behov først.
LØVE
Der er stor fokus på din karriere og på samarbejde med andre. Det er bestemt ikke tidsspilde at holde møder, tværtimod, her vil du være i stand til at uddelegere og få en masse spændende input. Du kan komme til at virke en anelse for dominerende, hvilket skaber modstand, så selvom der blot er tale om engagement fra din side, må du holde lidt igen.
PS: Brug tid sammen med dine venner.
JOMFRU
Normalt er du meget detaljeorienteret, men lige netop nu kan den smutte for dig, og du kan lave ærgerlige fejl, du normalt ikke vil. Der kan også let opstå misforståelser, det vil tage tid at udrede. Alt dette kan du forhindre, men det kræver meget mental opmærksomhed. Du har travlt med en masse ting, og vil derfor sikkert forsømme din familie en smule.
PS: Du kan lære noget nyt og spændende.
VÆGT
Sørg for, at andre ikke sætter dagsordenen for dig. Du har selv mange gode og spændende ideer, men mens du tænker, vil andre tage over. Du vil have godt af at komme lidt væk fra de vante rutiner og omgivelser, så du kan få nye input, sig ja tak til impulsive invitationer, men tag selv førertrøjen på. Din partner er kilde til stor inspiration, brug tid sammen.
PS: Du kan, hvad du sætter dig for.
SKORPION
Ugen står helt sikkert i parforholdets tegn. Sammen med din partner kan du opleve en masse nye og spændende ting. Det gælder om, at I er lidt impulsive og prøver nye ting, gør noget I ikke plejer. Opstår der misforståelser, så få dem ryddet af vejen med det samme. I det daglige, på jobbet, arbejder du godt sammen med andre, da du er åben over for deres behov.
PS: Vær ekstra social.
SKYTTE
Mennesker du omgås og møder vil overraske dig og bringe nye og spændende projekter ind i dit liv. Du er normalt meget talende, men det kan betale sig, at du lytter mere, da du på den måde vil få nogle geniale ideer, som du kan bruge fremadrettet. Du nyder at være sammen med din partner, men der skal ske noget, sofaen og hjemmet trækker ikke. 
PS: Det betaler sig at være udadvendt.
STENBUK
Spændinger på hjemmefronten kan overskygge de ellers fine aspekter, du har. Det er ikke, hvad der sker, men hvordan du tager det, der er afgørende for, hvordan din uge bliver. Ryst det negative af dig, så du kan udnytte dine kreative ideer og få noget fra hånden i det daglige. Hvis du går i stå på jobbet, så involver kollegaer, det giver dig en god energi.  
PS: Skænderier tjener ikke noget formål.
VANDBÆRER
Alt, hvad der er kreativt, nyt og spændende vil fange din interesse. Du kan have tendens til at kaste dig ud i tingene uden tanke for konsekvens og mål. Det bliver sjovt, men ikke nødvendigvis særlig produktivt – på den korte bane. På længere sigt, så vil resultaterne vise sig, og det bliver over-raskende godt. Vær derfor ikke bange for at prøve noget nyt. 
PS: Resultaterne skaber du selv.
FISK
Fokus kommer til at være på hjemmefronten, hvor det bliver en aktiv og travl uge. Der er en masse, du må tage dig af både i boligen og med familien. Du kan med held foretage forbedring eller forskønnelse af dit hjem. Misforståelser kan opstå, så sørg for, at du taler klart og tydeligt, når du indgår aftaler. Giv dig god tid til tingen, forsinkelser kan opstå.
PS: Undgå for mange faste aftaler.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar