Den syge vækst

At tilstanden af uafbrudt vækst er syg, kan man allerede forvisse sig om ved at se på den måde, den nationale vækst opgøres på, nemlig gennem Bruttonationalproduktet (BNP), som indeholder omsætningen inden for sygdom og behandling. En stigning i antallet af behandlinger og sengepladser forhøjer derfor BNP. Man får derved et skævt billede af sund vækst, som indbefatter det åndelige og det menneskelige perspektiv.

Jordkloden er blevet angrebet af ondartede celler, der vokser med en hast så stor og faretruende, at patienten straks må på operationsbordet efter en omgang kunstigt åndedræt. Det bliver sikkert også nødvendigt med en tur i respiratoren, inden den køres til opvågningsstuen – hvis det hele da ikke allerede er for sent, så vi snart skal til begravelse. Det tror jeg nu ikke, men at det går hurtigt mod afgrunden, er sikkert og vist. Tro mig, kloden brister ved 9 milliarder individer, og det når vi om ganske få årtier. Men ingen reagerer, vi sejler som Titanic lykkeligt uvidende om kendsgerningen lige mod katastrofen. Vi skal jo have vækst, og det svarer til, at vi skal være synkefri som Titanic, men ak! Alle lader som om det nok skal gå, musikken spiller videre, som den plejer. Selv når vi står og skal i redningsbåde, siger vi på gensyn, som om det blot lige er noget, der skal overstås. Vi fortrænger vores selvskabte ”virkelighed”.

Vores måde at leve på er destruktiv, og vi må hurtigst muligt i gang med at ændre vores adfærd. I første omgang er der tre faktorer, der skal bringes til komplet stop, nemlig forbruget, forureningen, og det vigtige befolkningens tilvækst. Og imens tales der stadig om vækst, men når grådighed og uansvarlighed går hånd i hånd, kommer der en ganske farlig cocktail ud af det.

Vi kommer ikke uden om at skulle regulere ejendomsretten, så den er mere i takt med universets love, for hvem har egentlig ejerskabet til disse? Og hvem ejer jorden? Det er naturligvis alt sammen noget, som vi har til låns og derfor tilhører de fælles værdier. Det er intet kommunistisk eller socialistisk i den tanke, kun sund logik. Problemet opstår, når vi så alligevel indfører ejendomsretten og dermed lægger os ud med naturens love. Men det er igen forårsaget af, at Jorden er overbefolket. Så SKAL det nærmest give ballade, og det bliver mere og mere vanskeligt at bringe balance i forholdene. Når vi først føler, at vi har erhvervet os en rettighed, så er den ikke til at vriste fra os igen. Ejendomsretten skal omdefineres, så den får sin naturlige balance tilbage. Det er vigtigt, at man ikke kan låne sig til at købe fast ejendom. Man kan så i stedet arbejde sig til ejendomsretten ved at flytte ind i en P-bolig og arbejde sig til en organisk form for ejendomsret, som senest ophører, når man dør. På den måde undgår man ansvarsforflygtigelse med mangel på respekt for naturen til følge - for der skal jo fokuseres på lønsomhed og vækst, som det er nu. Alt sammen kunstigt. Jordkloden reagerer på vores overgreb, og lige nu smelter indlandsisen med uhørt hastighed og truer alle lavtliggende områder i verden. Og vi kan ikke gøre noget, andet end at se på, for vi har allerede gjort uoprettelig skade på naturen. Nogen, som de oprindelig naturfolk klogeligt ville have afholdt sig fra at gøre, fordi de instinktivt vidste, at jorden var til låns.

Ejendomsretten skal lyde på, at man kun ejer det, man virkelig ejer. Det, som man har arbejdet sig til som et velerhvervet gode, eller det, som man har betalt kontant for. Alle andre ordninger er for stor en fristelse til, at vi kan administrere den. Læs om Tænketanken Mikros tanker om en ny boligpolitik.