Mastodonternes fald

Der er mange eksempler på mastodonter i vores verden. Bare tænk på fagbevægelsen, sundhedsvæsenet, forsvaret, omsorgen, ældre- og hjemmepleje, medicinalindustríen og ikke mindst staten go kommunerne og regionerne. Vi har gennem flere arikler påpeget de store enheders sårbarhed, herunder fx EU.

Med Pluto gennem Stenbukkens tegn står mastodonterne for fald, en efter en. De vil ændre sig, så de får en anden form, end vi kender det i dag. Alle mastodonter er blevet mere ellert mindre institutionaliseret og har fjernet sig fra deres oprindelige formål. De hviller selvtilfreds i sig selv, og borgerne må så komme til dem, hvis de vil noget. Men det ER nu lettest, hvis de ikke vil noget. Sådan skulle man i hvert fald tro, at de tænkte, når de har forskanset sig i kæmpe kontorhuse i de store byer.

Tager vi fagbevægelsen som eksempel, er den i realiteten flygtet fra sine medlemmer på den måde, og når det sker, så flygter medlemmerne efterfølgende fra dem. Ikke blot på grund af stigende konkurrence, men også på grund af oplevelsen af fjernhed og uvedkommenhed. Hvad nytter det med flotte forbundshuse med fine kontorer, når medlemmerne oplever fjernhed og sterilitet. Hvor tømrernes eller murernes Hus blevet af? Jo, det er vist det, der hedder 3F eller sådan noget – og det ligger i en glaskasse inde midt i København. Og så har man fusioneret sig til blods, og måske til døde. Resultater er, at man har mistet sin kontakt til medlemmerne, som helt sikkert gerne ville have, at deres kontaktfolk inde i forskansningen engang imellem bevæger sig ud i samfundet og sparker døren ind til skurvognen og spørge, om der var noget de kunne hjælpe med. ER alt, som det skal være. Naturligvis bliver der indkaldt til nogle møder, også nogle gange på arbejdspladserne, men det virker forkromet og overfladeagtigt og tjener kun til legitimation for, at så HAR de da gjort noget. Det er jo godt at kunne tilbagevise fremtidige angreb af den karakter.

Som i andre offentlige institutioner sidder for mange medarbejdere på deres hænder og kæmper deres egen sag i stedet for medlemmernes. Mange mellemledere kunne i virkeligheden undværes i systemet, da de ikke forvalter medlemmernes eller borgernes interesser. Fagbevægelsen har ”udviklet” sig derhen, hvor man mere vil være venner med systemet, end sine egne medlemmer.

Det er ikke for sent for fagforeningerne at vinde terræn, men ligesom med politikerne, så er lederne alt for uambitiøse og ikke-visionære. Og politik er en anden mastodont. Og politik og fagbevægelse var tidligere knyttet tæt sammen, men nu kan de ikke engang føre trepartshorhandlinger, uden at det hurtigt bryder sammen. Der skal ske en opsplitning i mindre enheder, som er nær på medlemmerne. Loyalitet og respekt skal genskabes, ellers er det slut med at hedde bevægelse, så skal det nærmere hedder en station, hvor intet er i bevægelse.

Sådan er det i praksis med alle mastodonter, de er reaktive i stedet for at være proaktive. De burde i stedet skære ind til benet og finde deres kernekompetencer frem. Dertil behøves decentralisering, arbejde for faglig stolthed, så bliver folk automatisk tiltrukket.