Vores samfundssystem skal gentænkes

Selv om vi har et af verdens bedste samfundssystemer, er de langsigtede svagheder – ret forudsigeligt - begyndt at melde sig og skabe uoverskuelige konsekvenser. Det kan man aflæse flere steder, fx gennem den økonomiske krise, som også har skabt en politisk krise. Ikke alene herhjemme, men også i flere andre vestlige lande, som vi normalt sammenligner os med.

Som påpeget flere gange på AstrologiHusets blog skyldes dette indbyggede, strukturelle fejl i vores system. At der R tale em fejl, er logisk, idet der ellers ikke ville komme tilbagevendende kriser. Og disse vil blive ved med at komme, hvis der ikke snart gøres noget effektivt. Sker dette ikke, og det ser det ikke ud til, så vil det hele kollapse inden 2023, og sandsynligvis senest i 2016. Der er planeten Pluto, der er på spil, og den helmer ikke, før der gøres det nødvendige. Her skal vi eksempelvis ikke have mere materiel vækst og vokse os ud af krisen, men i stedet spænde livremmen ind og spare os ud af den. Det er derfor halsløs gerning, der foretages i den anledning verden over. Det er blevet et mantra, at vi skal have vækst, og vi sætter derfor kikkerten for det blinde øje og stikker hovedet i busken – vil ikke se realiteterne i øjnene.

Vi må og skal tage det nødvendige opgør i måden at anskue udfordringerne på. Det er klart, at der er brug for reformer, mange endda. Men hvis de sker på et utilstrækkeligt grundlag, så er de kortsigtede og dermed skadelige, fordi de trække tiden ud med lappeløsninger.

Det bliver nødvendigt at splitte befolkningen indflydelse i mindre enheder, så man ikke mister overblikket og indflydelsen. De store mastodontløsninger inden for eksempelvis sundhedsområdet (supersygehuse mv.) er en sådan udskydelse af de nødvendige reformer. Men de er fortaget i en god tro og et håb om, at alting vil blive bedre deraf. Men det vil med meget stor sandsynlighed gå lige omvandt. Er der noget der ikke er omstillingsparat, så er det mastodonter. Og tilpasningsduelighed bliver et fremtidigt nøgleord.

Både den sociale sektor, sundheds- og forsorgssektoren er gode eksempler på, at systemerne er blevet stive og mere eller mindre har tabt deres oprindelige formål af syne. Disse formål er i stedet blevet til rutiner og procedurer, som lever deres eget liv – vel at mærke et meget sejlivet et af slagsen. Vi bliver NØDT til at tage livet af disse systemets nuværende måde at fungere på. Og her kommer politikerne naturligvis på banen, for de må holde op med den vane, at reformer er til for at finde et antal milliarder for at få 2020-planen til at hænge sammen, hvad DEN så heller ikke vil vise sig at kunne, da denne også er kommet til verden på et fejlagtigt grundlag. Reformerne vil derfor automatisk ende i en blindgyde – og der er igen spild vigtig tid på ingenting – eller det, der er værre. De nuværende tiltag vil med andre ord ikke bringe os videre, men tværtimod styre os lige lukt ud i moradset.

Der må substans ind debatten og i politikken, og ikke blot en visionsløs flytten rundt på diverse konti for at få kabalen til at gå op. Hvad den så blot vil vise sig alligevel ikke at gøre. Et samfund kan dø af mangel på visioner og lederskab, og det er godt i gang med at ske. Ikke sådan, at ansvaret ligger på den nuværende regering, men det ligger på os alle. Vi har præcis de politikere, der svarer til det kollektive bevidsthedsniveau, som også udgør en næsten uforanderlig mastodont. Vi vil jo i virkeligheden bare det samme som de politisker, vi selv har stemt ind. Vi vil have materiel vækst og er i hvert fald ikke indstillet på at give afkald. Alle er derfor totalt fikseret på at vokse materielt, vad der er en klar fejl i sig selv. Men nu ER vi jo vænnet til fremgang, så skal vi for alt i verden holde fast i den, koste hvad det vil.

Og når samfundet ikke er helt sundt, så vil dets mennesker også komme til at lide, hvad vi ser i stigende omfang på områder som psykiske lidelser, misbrug, fattigdom og kriminalitet. Noget der næsten vil forsvinde af sig selv, når vi får samfundet i balance ved at rettet fokus mod den basale menneskelighed. Som det er i dag, bliver problemer mødt at et øget antage regler, love og krav, som ofte gør ondt værre. For dem, der føler sig udenfor, er samfundssystemet et monster, som det ikke nytter at kæmpe imod, og så er reaktionen magtesløshed, der kan udvikle sig til mange former for lidelser. Når systemet lider, lider vi – som er en del af systemet.

Systemet lider af den væsentlige svaghed, at det ikke ser os som hele mennesker. Derfor modtager vi kun delvis symptombehandling. Vores problemer ses som en samling af enkeltstående symptom uden indbyrdes sammenhæng, fordi selve samfundet er fragmentarisk. Derfor er sammenhængskraften ved at gå fløjten. Systemet oplevet i stigende grad som mistroisk kontrollerende go distanceret uden nogen større støtte- og hjælpefunktion for mennesker i nød. Menneskerettigheder taber totalt deres værdi, når folk bliver så svage, at de ikke er i stand til at gøre krav på deres rettigheder. Systemet lider af en anden svaghed, nemlig at alle skal kategoriseres – puttes i kasser. Ike mindst, fordi der i realiteten er blevet for mange af os – verden er overbefolket, og det vil for alvor bliver et problem, når vi når en magisk grænse på 9 milliarder, hvad vi når om ikke så længe, så tiden er knap og skriger på en visionær indsats.

Systemet er blevet en del af problemet i stedet for en del af løsningen, og Tænketanken Mikro er i arbejdstøjet for at bidrage til at afværge en katastrofe af dimensioner.

Hvis man spørger folk, vil alle sige, at de gerne vil være lykkelige, og det er et godt udgangspunkt, som efterfølgende blot kræver, at vi finder au ad, hvad dette indebærer, og hvordan vi finder den ægte, varige lykke, som jo findes, men som vi blot bevæger os længere og længere væk fra, jo mere vi vil vokse materielt. En ganske enkel sammenhæng, men meget svært at rokke ved.

Der må ske en fundamental innovation, hvor mennesker inddrages i en helt ny funktion, og det er her, tænketanken er på vej med et forslag til en ny samfundsmodel, som kræver en afprøvning i virkelighedens verden. De mange gode viljer må mobiliseres i en stor, fælles indsats, så kommet vi et stort stykke af den lange og stenede vej.